Så stor er vores Gud!

Jeg ved ikke, hvor jeg første gang læste eller hørte denne sætning: ”Det mindste lagt i den størstes hånd er altid nok,” men den er gentagne gange dukket op i mit sind i den sidste tid, og jeg har gået og overvejet betydningen af ordene.

Først og fremmest er det jo en opmuntrende og trøstende tanke, når man indoptager det, ordene umiddelbart udtaler. Men jeg har tænkt videre. Kan man læse noget mellem linjerne, og kan man i virkeligheden gå endnu længere, end hvad der siges i sætningen? For det første læser jeg mellem linjerne – om det så står der eller ej – at, hvis det mindste lagt i den størstes hånd altid er nok, så går noget helt galt i regnestykket, hvis vi forsøger at komme med mere end det mindste.

Med andre ord, jo mindre vi har at komme med, jo mere plads bliver der til Gud. Eller måske mere korrekt: Jo mere vi indser, at vi kun har lidt at komme med, jo mere gør vi plads for Guds virke igennem os, fordi vi så ser vores behov for ham og rækker mere ud efter hans hjælp.

For det andet tror jeg, at jo mere vi får indsigt i vores egen magtesløshed og i Guds almagt, jo mere vil ”det mindste” skrumpe ind til at blive et ”intet” i vores bevidsthed. Og der, hvor vi bliver et intet, bliver Gud alt for os og i os – og så bliver vi for alvor brugbare for ham.

Jeg gjorde selv en erfaring netop med det, da jeg var teenager. I en to-årig periode var jeg alvorligt syg. Det var, mens jeg gik på efterskole, og det plagede mig, at jeg syntes, jeg var et utroligt dårligt vidnesbyrd om Guds almagt og godhed. Efter endt skolegang havde jeg imidlertid besøg af tre af mine kammerater fra efterskolen, og én af dem sagde noget til mig, som fik mig til at se helt anderledes på, hvordan Gud bruger os i sin tjeneste.

For hende havde det været et stærkt vidnesbyrd at se, at jeg midt i min elendighed holdt fast ved Gud. Siden har jeg lagt mærke til, at det netop er i mødet med dem, som er magtesløse – om det så skyldes sygdom, manglende evner eller noget helt tredje – at jeg ser Gud klarest. Hvorfor?

Fordi disse mennesker ikke skygger for stråleglansen fra ham. Et intet kan jo ikke kaste nogen skygge. Men også fordi det menneske, som tilsyneladende er frataget al velsignelse, men stadig elsker Gud, viser, hvad han er værd. De elsker ham ikke for gaverne, de elsker ham ikke for miraklerne, de elsker ham ikke for de skønne følelser. De elsker ham for hans egen skyld, fordi han er værdig deres kærlighed uanset deres omstændigheder.

Så stor og herlig er vores Gud!