Ukrainsk præst i Danmark prædiker mod hadet

Vasyl Tykhovych er præst for en ukrainsk græsk-katolsk menighed, som har til huse i den katolske domkirke i København. Her fortæller han om sine oplevelser som præst for et folk i krig.

Kirken i Ukraine

Du er katolsk præst for en ukrainsk menighed. Er ukrainerne primært katolikker?

Nej, den ukrainsk, græsk-katolske kirke, som jeg tilhører, udgør ca. 10% af den ukrainske befolkning. De fleste tilhører den ukrainsk ortodokse kirke, som er delt i to. Den største er under patriarken i Konstantinopel og den anden er til dels stadig under patriarken i Moskva, mens vi er under Rom. Men, da vi har en byzantinsk ritus, ligner vores ritualer og teologi meget den, som den ortodokse kirke har. Den eneste forskel er, at vi er under paven i Rom.

Ukrainske menigheder i Danmark

Hvordan er du endt som præst i Danmark?

Jeg har været præst i Danmark i 17 år. Først var jeg den eneste ukrainske præst her og rejste mellem først to menigheder i henholdsvis København og Vejle og senere også i Aalborg. Det var lidt svært. Men i 2022, da den store krig i Ukraine begyndte, fik vi en præst mere, som tager sig af Jylland, og jeg er så på Sjælland og Fyn.

Vi har oplevet flere svære situationer, efter at flygtningene er kommet. Der er mange, som er syge og kommer på hospitalet – også ukrainske soldater, som er indlagt på danske hospitaler. Her i kirken kommer alle ukrainere, både katolske og ortodokse. Omkring 40-50 % af flygtningene kom tidligere i den ortodokse kirke i Ukraine. Også halvdelen af de børn, jeg har døbt, har ortodokse forældre.

Bliver de så katolske eller ortodokse?

De bliver kristne.

Krigen bryder ud

Hvordan fik du beskeden om, at der var udbrudt krig i Ukraine?

Det var torsdag, og jeg skulle have messen kl. 8 for den danske menighed – i Den katolske Kirke fejrer vi messe hver dag. Tidligt om morgenen fik jeg et telefonopkald, men jeg tog ikke telefonen med det samme, fordi jeg ikke kendte nummeret. Jeg finder så ud af, at krigen er brudt ud og skriver blot disse fire ord til min menigheds Facebookgruppe: ”Jeg er i kirken!”.

Jeg fejrede messen, og sakristanen, der forberedte messen, havde fundet forbønner frem, der handlede om krig. Så jeg kunne ikke lade være at græde under messen, for det var så følsomt. Mit land var i krig, og jeg skulle læse bønner, der handlede om krig.

Efter messen blev jeg i kirken og bad, og der begyndte at komme ukrainere, der havde brug for at snakke, og som jeg forsøgte at trøste. Én fortalte fx, at hendes far er specialist i sprængstoffer og skal deltage i krigen. Sådan kom der folk hele dagen, og når der ikke var nogen, bad jeg og tjekkede nyheder på min mobiltelefon. Jeg kontaktede også andre ukrainske ledere for at tale om, hvad vi skulle gøre.

Koordinering af opgaver

Næste dag spurgte jeg sognepræsten fra den danske menighed, om vi kunne bruge menighedssalen. Vi lavede så et koordinationshold af frivillige, hvor nogle tog sig af information, nogle arrangerede demonstrationer og andre koordinerede hjælp til flygtningene.

Da ukrainske flygtninge begyndte at ankomme til Danmark, hvordan fandt I så sammen med dem?

Inden krigen boede der 16.000 ukrainere i Danmark, og de havde alle familie og venner i Ukraine, så det spredte sig hurtigt, at vi var her. Almindelige ukrainere kender ikke noget til Danmark. Så da nogle frivillige kom for at hente dem, sagde de nej tak. Alligevel kom der mange. Det første år kom der 33.000.

En families oplevelse af krigen

Hvad med dig selv og din familie?

Jeg har en stor familie i Ukraine, men de bor i Vestukraine op mod Rumænien, og de er langt fra de værste begivenheder. Selvfølgelig er der raketangreb over hele Ukraine, men de bor i landsbyer. Alle er bange, men de har ikke været i egentlig farlige situationer. Vi talte selvfølgelig sammen de første timer. Jeg ringede til far og mor og aftalte, at mine nevøer på 14 og 6 år skulle komme til Danmark.

Min mor tog med dem hertil og tog derefter selv tilbage til Ukraine for at passe sin gamle mor. Men efter tre måneder forstod vi, at krigen ikke lige ville slutte, og børnene skulle ikke bo i længere tid uden at være hos deres forældre. Så de rejste tilbage til Ukraine. Men kulden om vinteren og luftalarmerne – nogle perioder hver dag – påvirker dem psykisk. Børn har det virkelig hårdt.

Mange fra min familie skrev sig fra starten af krigen op til territorial-forsvaret, og de forsøger at forsvare deres eget område. Men ingen af dem er på frontlinjen.

Krigen påvirker troen

Hvordan har de seneste to år påvirket dig som præst?

Selvfølgelig påvirker det. Man hører alle de triste historier og prøver at støtte alle i menigheden og sige noget opmuntrende, men bagefter går man hjem og begynder at ryste eller græde. Så emotionelt påvirker det virkelig meget.

Hvordan har det påvirket dig trosmæssigt?

Man beder anderledes. Man beder virkelig. Bønnen bliver dybere. Det er som et lille barn, der står foran sin far og siger: ’Giv mig det’, og vi voksne bliver på samme måde. Vi beder ikke bare, fordi vi mener, vi skal. Den situation, vi står i, giver os forståelsen for, at bønnen fører os tættere på Gud. Det er noget, jeg kan mærke, også når jeg står foran alteret.

Beredt til at dø

Krig er det værste, man kan opleve. Selv har jeg jo ikke levet midt i det, men som kristne minder det os om, at man hvert øjeblik skal være parat til at dø. Vi skal være forberedt på at møde vores Herre i himlen. Vi skal alle dø, men først og fremmest skal vi tænke på vores sjæl og spørge os selv, om vi er parate til at dø.

Hvordan har krigen påvirket menigheden?

Selvfølgelig er der masser af tragedier, men der er også muligheder. Der er kommet nye, som er gode til at synge og andre, der ønsker at hjælpe med forskelligt. På den måde bliver vi som en familie. Da vi sidste år skulle vælge menighedsråd, var to af de valgte nye i menigheden. Man er virkelig engageret i kirkelivet.
Så vi er blevet beriget og styrket som menighed.

Forsøger at undgå had og hævn

Hvordan undgår I som kristne ukrainere at hade og ønske hævn?

Det er præstens opgave at prædike, så folk i menigheden ikke begynder at hade. Men jeg tror ikke, at de, som lever døbte kristne liv, har denne hævntørst i sig. Selvfølgelig kommer nogen til mig og skrifter og bekender hævnen som en synd. Men hvis vi bærer på hævn, bærer vi på en tung byrde, bliver nedtrykte, og vi kan falde, meget, meget hårdt.

Som kristne skal vi lytte til, hvad Jesus siger og bede for vores fjender, så Gud kan ændre dem indefra. Vi skal bede for dem, give støtte til dem, der har brug for det, og modsætte os hævnen med kærlighed. På den måde sætter vi os op mod det onde. For, hvis vi tager en lille bid af det onde, bliver vi også en del af det store onde.

Takker Danmark

Hvordan har du oplevet Danmarks reaktion på krigen?

Jeg er meget positivt overrasket og virkelig taknemlig for, at danskerne tog så godt imod ukrainerne og støtter Ukraine. Det er godt at være i et land, hvor der er så meget støtte både statsligt og kirkeligt.

Har du her til sidst en opfordring til Udfordringens læsere?

Ja: Bed for Ukraine og bliv ikke trætte!