Kaos i konfirmandstuen: Børnesjælesorg skaber ro

Flere og flere præster oplever så meget uro i konfirmandstuen, at de har svært ved at gennemføre undervisningen. I følge Folkekirkens Uddannelse- og Videnscenter er det alle ti stifter, som melder tilbage, at præster har problemer med konfirmandundervisningen. Selv erfarne præster oplever, at deres “værktøjskasse” ikke er nok til at fange konfirmanders opmærksomhed, og det, som man plejede at gøre, ikke virker længere. Hvad er det, der skal til for at gøre konfirmander interesserede i troen?

Annette Molin Brautsch er sognepræst ved Flintholm Kirke på Frederiksberg og har undervist to hold konfirmander hvert år i mange år. Samtidigt er hun religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift. I den forbindelse har hun løftet blikket mod, hvordan præster, både nye og gamle, beder om støtte og vejledning, supervision på grund af de kaotiske tilstande i konfirmandstuen.

Når Annette Molin Brautsch skal tegne et billede af, hvordan det ser ud rundt om i konfirmandstuerne, fortæller hun:

“Problemet, præster kæmper med i alle dele af landet, er uro. Jeg gør det også selv. Flere og flere børn har diagnoser, som præsterne også skal forholde sig til. På et hold kan være tre eller fire elever, der har diagnoser som for eksempel ADHD. De kan ikke lade være med at larme. Det forstyrrer dem, som er interesserede, og gør det svært at indgå i en samtale. Hvis en konfirmand lider af social angst, kan der være behov for eneundervisning. Det er slet ikke unormalt. Sådanne specielle forløb er der flere og flere af. Og det kræver også ressourcer.”

Undervisningen ud af klasseværelset

Som religionspædagogisk konsulent er Annette Molin Brautsch optaget af teologi i børnehøjde og teologi for den unge generation. Når hun beder konfirmanderne om at skrive bønner, ser hun nemlig, at de allerede har et forhold til det, at der er noget, der er større end dem selv. De har en opfattelse af Gud som en magt, der kan fortælles ting til, og som man kan betro sig til.

At børn gør sig flere tanker om Gud, end man lige forestiller sig, er også noget, Steen Skovsgaard kan genkende. Før han blev biskop for Lolland Falster stift i 2005, var han sognepræst i Gellerup Kirke ved Aarhus i over 25 år. Her var konfirmandundervisningen noget, som han arbejdede meget med. I starten af forløbet sendte han et spørgeskema ud, som han bad konfirmanderne om at udfylde i forhold til, hvad de forventede sig. Skovsgaard fortæller:

“Jeg kan husker en pige, som sagde, hvad hun forventede var at høre noget spændende, anderledes og utroligt. De unge møder med nogle fantastiske forventninger, som vi skal glæde os over og være ydmyge over for.”

Annette Molin Brautsch mener også, at det er der, man skal sætte ind, men hun er i tvivl, om den nuværende undervisning er den rette:

“Det er vigtigt, at vi får forkyndt den kristne forståelse af at være mennesker netop til de unge. Meget af den undervisning, som foregår nu, handler om “at tale om” et emne med konfirmanderne. Men ikke alle er gode til den gammeldags katederundervisning. Derfor er spørgsmålet, om ikke undervisningsformen bør laves om i retning af det mere kreative. Det kan for eksempel være at tegne eller male. Det handler om at gøre noget og komme ud af klasseværelset og bruge krop og ånd mere.”

Børnesjælesorg

Noget af det, som Annette Molin Brautsch har allerbedst erfaring med, er at meditere med konfirmanderne:

“Jeg har brugt Kristuskransen i nogle år. Så lå konfirmanderne på bænken med kransen i hånden, og vi mediterede de forskellige perler som Gudsperlen, Dødsperlen, Ørkenperlen osv. De elskede det. Hvis der var gået to gange, hvor vi ikke havde gjort det, så spurgte de selv, om vi ikke snart skulle gøre det igen. Jeg kender andre præster, som også bruger det, fordi de kan se, at de unge falder til ro og efterspørger det. Efter jeg havde arbejdet med Kristuskransen i to år, udgav jeg et minikonfirmand undervisningsmateriale med titlen “Slap af i kirken”. Jeg bruger det også til konfirmander. Det består af ti meditationer hen over kirkeåret, hvor de får fortalt bibelhistorier fra Det Nye Testamente under meditation. Mange præster har stor succes med det.”

Annette Molin mener derfor, at det er trospraksis omkring det meditative, der skal til:

“Det handler om at lægge mobilen væk og fylde dem med opbyggelig gudskærlighed. De skal fodres med åndelighed og “at Gud elsker dig”. Vi skal tale ind i deres livsverden for at vække den personlige interesse. Er det egentligt undervisning, de skal have, eller er det sjælesorg? Jeg tror, der er en hunger efter børnesjælesorg. I hvert fald er det tydeligt, at det, som virker bedst, er det åndelige, meditative og det kreative ved at udtrykke sig i billeder. De unge har brug for opbyggelig kærlighed og nærvær.”

Præst og menighed som trosvidner

For Steen Skovsgaard stod det at skabe en personlig relation med hver af konfirmanderne, skabe en følelse af fællesskab, kærlighed og omsorg helt centralt i konfirmandundervisningen for at skabe et vellykket forløb. En af måderne var at indlede og afslutte konfirmandsundervisning med en kanotur. Det råd vil han gerne give videre til præster:

“Det var med til at binde min undervisning sammen. Det var med til at give en varme, forpligtethed og en solidaritet. En nærhed og kærlighed, som jeg også kunne bruge i timerne.”

Skovsgaard plejede også at invitere konfirmanderne hjem i sit hjem for at skabe en varm stemning.

“Det bliver mere roligt, når man kommer hjem i præstens hjem. Børn i Gjellerup var bestemt ikke alle rolige. Det var en stor udfordring at gå ind i en klasse, men hvis man holder af børnene og skaber fælles reference på lejrture og mødes i præstens hjem, bliver det lettere.”

Da Skovsgaard underviste på pastoralseminariet, husker han, at en ældre præst sagde, at formålet med konfirmandundervisningen er, at de skal lære mig at kende:

“Det var flot sagt, for det handler om, at konfirmanderne skal møde en kristen, som står for kristentroen, og som de kan spejle sig i og og lytte til. Et levende menneske, som gerne vil fortælle dem om, hvad han eller hun tror på. En sådan person er præsten.”

At konfirmander har brug for trosvidner er også noget, som Annette Molin Brautsch har taget op. Hun kunne godt tænke sig, at menigheden gik ind og tænkte mere aktivt:

“Da en af de faste kirkegængere til en søndagsgudstjeneste følte sig generet af for meget larm fra konfirmanderne under nadveren, inviterede jeg hende til en snak med dem. Det blev et godt møde, hvor de lærte hinanden bedre at kende. Jeg tror, det vil hjælpe præsterne meget, hvis menigheden går ind som kirkevenner, kirkebuddies, som nogle kalder dem. På den måde er de med til at tage hånd om konfirmanderne, så de ikke bare bliver forstyrrende elementer. De kunne også komme forbi i undervisningen og sidde med. At give troen videre bliver en aktiv opgave for menigheden. Hvis vi gør undervisningen til en levende tro og en levet kristendom, så tror jeg, det er noget, der kan lagre sig i dem. Der er brug for trosvidner, og det er menigheden. Men præsten skal også blive mere personlig om sin tro, så de unge møder en tydelig voksen, der tør sige noget om sin egen tro på Gud.”

Bed for konfirmanderne

Steen Skovsgaard tilføjede også et ekstra element i konfirmandundervisningen, som alene angik ham, og som lå uden for selve konfirmandundervisningen. Det var forbøn for de unge:

“Jeg har altid bedt for mine konfirmander, også for mine gamle konfirmander. Det handler om omsorg og varme. Hvis man møder dem uden kærlighed og bare er nervøs, så kan det i sig selv være med til at gøre det vanskeligt.”