Hveranden i Nordirland kalder sig praktiserende kristen
En undersøgelse fra Evangelical Alliance viser, at hveranden person i Nordirland beskriver sig selv som en praktiserende kristen. Blandt disse sagde to ud af fem, at de var evangeliske, skriver Christian Today.
Der blev foretaget to meningsmålinger i forbindelse med undersøgelsen – en blandt 1.005 personer blev foretaget af meningsmålingsvirksomheden Savanta, mens den anden blandt 2.083 personer blev foretaget af den Evangeliske Alliance Nordirland. Over en tredjedel (38%) af de praktiserende katolikker anså også sig selv for at være evangeliske.
Det viste sig også, at over en tredjedel (35%) af befolkningen i Nordirland beder hver uge, mens næsten en fjerdedel (23%) går i kirke. Mere end én ud af 10 (13 %) sagde, at de læste Bibelen på ugentlig basis.
Positiv overraskelse
Resultaterne blev offentliggjort i Evangelical Alliance Northern Irelands nye rapport, Good News People. I en kommentar til resultaterne sagde David Smyth, leder af Evangelical Alliance i Nordirland: ”Vi har altid haft mistanke om, at den kristne tro fortsatte med at spille en vigtig rolle i livet her, og denne forskning bekræfter, at der er høje niveauer af religiøs identifikation og praksis. Resultaterne i denne rapport har både udfordret, overrasket og opmuntret os.
Vi er dog klar over, at evangeliske ofte opfattes negativt i medierne. Vores forskning bekræfter dette, men bekræfter også, at når folk kender os personligt, er deres svar meget mere positive. De evangeliske dukker op i kirken, men også i deres lokalsamfund og har dyb omsorg for det bredere samfund. De evangeliske kristne er ligesom andre naboer i mange henseender, men er forståeligt nok også særprægede på mange måder.”
”Vores håb er, at denne rapport hjælper dem i regering og medier til at forstå os og religiøsitet i Nordirland bedre. Vores bøn er, at nogle måske endda ønsker at lære mere om den Gud, som så mange mennesker her følger,” udtaler David Smyth.