Ikke-kristne historiske kilder bevidner Jesu død og opstandelse

At beretninger om Jesus’ korsfæstelse, død og opstandelse i Det nye Testamente ikke bare er opdigtet, vidner en række ikke-kristne historiske kilder fra antikken om. Både romerske, græske og jødiske historieskrivere omtaler nemlig både Jesu død og opstandelse og giver indsigt i de første kristnes tro. I modsætning til de bibelske forfattere, der alle troede på Jesus Kristus, så har forfatterne til disse historiske tekster ingen tro på evangeliet overhovedet, men fremlægger alene fakta. 

Flavius Josefus (37-100 e.Kr.)

En af de mest opsigtsvækkende omtaler af Jesus uden for de bibelske tekster kommer fra Josefus. Han var en jødisk historiker, der blev født få år efter Jesu død. I hans nok mest berømte tekst, kaldet ”Testimonium Flavianum”, fortæller han:

”På den tid trådte Jesus frem, en vis mand, hvis man da kan kalde ham for en mand; for han udrettede forunderlige gerninger og var en lærer for dem, der modtager sandheden med glæde. Han tiltrak både mange jøder og mange af hedningerne. Han var [den] Kristus. Og da Pilatus på foranledning af de ledende mænd blandt os havde dømt ham til korset, forlod de, der elskede ham fra begyndelsen af, ham ikke; for han viste sig levende for dem igen på den tredje dag, som de guddommelige profeter havde forudsagt  sammen med ti tusinder andre vidunderlige ting om ham. Og den flok af kristne, som er navngivet efter ham, er ikke uddød i dag.”

Nogle forskere mener, at dele af teksten kan være ændret af en kristen redaktør. Det er sætningen om, at “Jesus er en vis mand, hvis man da kan kalde ham for en mand”, som forskere sår tvivl om. Da Josefus i en anden af sine tekster henviser til Jesus som ”den såkaldte” Kristus, virker det mærkeligt, at han her antyder, at han er mere end en mand og slår fast, at han er Kristus.

Men selv hvis man ser bort fra en senere redaktionel ændring, giver teksten stadigt væsentligt information om den bibelske Jesus. Det, den bekræfter, er, at han udførte forunderlige gerninger, at han blev korsfæstet under Pilatus og viste sig for sine disciple på den tredje dag – og at den flok, som er navngivet efter ham, ikke er uddød. Netop det faktum synes at være årsagen til, at Josefus nævner Jesus som en historisk person og i korte hovedtræk fortæller det samme som evangelierne.

Tacitus (56- ca.120 e.Kr.)

En anden vigtigt henvisning til Jesus uden for Det nye Testamente kommer fra den romerske historiker og politiker Tacitus. I forbindelse med at han beretter om kejser Neros beslutning om at skyde skylden på de kristne for den brand, der havde ødelagt Rom i år 64 e.Kr., skriver han:

“Nero beskyldte… en klasse, der var hadet for deres afskyeligheder, og som blev kaldt for kristne af folket. Kristus, fra hvem navnet havde sin oprindelse, led den højeste straf under Tiberius’ regeringstid i hænderne på … Pontius Pilatus, og en meget ondartet overtro, som midlertidigt blev stoppet, brød igen ud ikke kun i Judæa, det første hjemsted for det onde, men også i Rom….”

Det, der er væsenligt her, er, at Tacitus nævner, at kristne har navn efter en historisk person kaldet Kristus. Han siges at have ”lidt den højeste straf,” som hentyder til den romerske henrettelsesmetode kendt som korsfæstelse. Det oplyses også at være sket under Tiberius’ regeringstid og ved dom af Pontius Pilatus. Det er fakta, som bekræfter meget af det, evangelierne fortæller om Jesu død. “Den ondartede overtro”, som Tacitus også nævner, er troen på opstandelsen.

Plinius den Yngre (ca. 61-112 e.Kr.)

En anden vigtig ikke-kristen kilde til Jesus og den tidlige kristendom finder man i Plinius den Yngres breve til kejser Trajan. Plinius var romersk guvernør i provinsen Bithynien i Lilleasien. I et af hans breve, dateret omkring år 112 e.Kr., beder han Trajan om råd til, hvordan han skal føre retssager mod dem, der blev anklaget for at være kristne.

Plinius siger, at han har brug for at konsultere kejseren om dette spørgsmål, fordi det handler om et større antal fra alle aldre, klasser og køn, som står anklaget for at være kristne. I sit brev videregiver Plinius de oplysninger han har om kristne og deres religiøse praksis:

“ ..de havde plejet på en bestemt dag at komme sammen før daggry og synge en fælles lovsang til Kristus som til en Gud og ved en ed at forpligte sig, ikke til noget forbryderisk, men til ikke at befatte sig med tyveri eller røveri eller ægteskabsbrud, til ikke at bryde et givet løfte og ikke at nægte at aflevere betroet gods, når det afkrævedes dem. Når de havde gjort det, plejede de at skilles og atter at samles til et måltid, men et ganske simpelt og uskyldigt.

(Dansk oversættelse H. Haar: Kirkehistoriske læsestykker I: Oldtid og middelalder, Kbh. (1915) s.8ff.)

Plinius den Yngres redegørelse giver et interessant indblik i de tidlige kristnes tro og praksis. De mødtes regelmæssigt på en bestemt fastsat dag for tilbedelse. Deres tilbedelse var rettet mod Kristus, som viser, at de troede på hans guddommelighed. Der er tydeligt, at det for Plinius er bizart, at de synger til Kristus ”som til en gud”.

I modsætning til andre guder, der blev tilbedt, var Kristus en person, der havde levet på jorden. Det er helt i overensstemmelse med Det Nye Testamentes lære om, at Jesus både var Gud og menneske. Et andet sted i brevet skriver Plinius også, at han “har ikke fundet andet end en urimelig og umådelig overtro”, som er en henvisning til opstandelsestroen.

Suetonius (70-160 e.Kr.)

Endnu en romersk historiker ved navn Suetonius kommer også med faktuelle oplysninger om de kristne og deres tro. I sin biografi om Nero (Nero regerede fra år 54-68 e.Kr.) nævner Suetonius forfølgelsen af ​​kristne ved indirekte at henvise til opstandelsen: ”Straf blev pålagt de kristne, en gruppe mænd, der er hengivne over for en ny og skadelig overtro.” Ligesom Tacitus og Plinius den Yngre så omtaler Suetonius også opstandelse som en skadelig overtro.

Den babylonske Talmud

I den babylonske Talmud, der er en samling af jødiske rabbiniske skrifter, der er sammensat mellem cirka år 70-500, er der få, men klare henvisninger til Jesus.
Den mest afgørende blandt dem lyder sådan: “På påskeaften blev Yeshu hængt. Fyrre dage før henrettelsen fandt sted, råbte en herold … ”Han vil blive stenet, fordi han har dyrket trolddom og ført Israel til frafald.”

Udtrykket ”hængt” er sandsynligvis et synonym for at blive korsfæstet. Paulus bruger samme betegnelse, når han skriver, at Kristus “hænger på et træ” (Galaterbrevet kapitel 3,13). Heroldens råb om, at Jesus skulle stenes kan indikere, hvad de jødiske ledere havde planlagt at gøre, men på grund af indblanding fra romersk side blev deres planer ændret, sådan som den amerikanske teolog Gary Habermas er inde på i sit værk “The Historical Jesus” (2003).

Det, der er værd at hæfte sig ved, er, at teksten ikke bare bekræfter at Jesus blev henrettet, men især fokuserer på, hvorfor han blev dømt og skulle henrettes. Det var, fordi han dyrkede trolddom og bragte Israel til frafald. Anklagen om trolddom finder man også i evangeliet. Farisæerne beskylder Jesus for at uddrive dæmoner ved dæmonernes fyrste Beelzebul (Matthæusevangeliet kapitel 12, 24).

At Jesu skulle dø af den grund, er samtidigt en indirekte bekræftelse af, at han udførte mirakler. Anklagen om at føre Israel til frafald stemmer også overens med Lukas’ beretning om de jødiske ledere, der anklagede Jesus for at “vildlede vort folk” (Lukasevangeliet kapitel 23, 2).