Jehovas vidner er også mennesker

Af Jens Fischer-Nielsen. tidl. missionær i Bangladesh og sognepræst i Esbjerg. Forfatter til flere bøger, senest: ”Et Godt Liv”.

Man hører tit, at folk oplever, at Jehovas Vidner er irriterende. Alle kender situationen. Man åbner døren og ser to mennesker, ofte en ung og en ældre. De har et ”godt budskab”, de ønsker at dele. Døren lukkes.

I Esbjerg underviste jeg engang en kvinde, som havde været med i Jehovas Vidner (JV), og således ikke var barnedøbt. Hun havde forladt JV og ville gerne døbes og optages i Folkekirken. Jeg arrangerede et kristendomskursus for voksne, hvor hun kunne deltage sammen med andre. Det blev et rigtigt godt hold, som sluttede op om eks-JehovasVidnet, da hun blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ved en søndagsgudstjeneste.

Hun fortalte mig en dag, at indtil hun blev døbt, havde hun oplevet angst, når hun hørte en høj lyd fx fra et tågehorn på et af skibene på vej ind eller ud af havnen. Hun fik straks associationer til JVs lære om det store ”Harmagedon-slag”. Hun fortalte også, at da hun var JV og skulle gå fra hus til hus med ”Vagttårnet”, kunne hun bedst lide at gå på landet, hvor der var længere mellem husene. Så var der færre konfrontationer med mennesker, som var irriterede over, at hun ringede på deres dør.

Svært at blive kristen

Der er ikke mange som denne kvinde. De fleste, som bryder med JV, vil ikke efterfølgende have noget med religion at gøre. Der er dog undtagelser. For nylig hørte jeg en radioudsendelse med en, som efter JV var blevet heks. Det er jo en form for religion, selv om den er meget på vildspor. Jeg var en overgang medlem af en gruppe på nettet for afhoppere fra JV. Jeg tænkte, at jeg kunne vise vejen til almindelig kristentro. Det var tydeligt, at det ikke var god stil at påvirke med religion dér – heller ikke almindelig folkekirkelig kristendom.

Hvordan skal man møde JV, når de ringer på døren?

Jeg mener, at kristne skal modtage JV med venlighed. Husk, at de også er mennesker, som Gud elsker. Lad være med at gå ind i en diskussion. Tag styr over samtalen. Fortæl dem, at du er troende kristen og elsker Jesus, og at du er med i et varmt fællesskab, som du gerne vil invitere dem med i. Især det med fællesskabet er vigtigt.

Hvis en JV bryder med fællesskabet i ”Rigssalen”, bliver de meget alene. Jeg inviterede engang én ind for at fortælle ham om kristendom og kirke. Han fortalte, at han havde fået fællesskab i JV, og at det betød meget for ham. Jeg fortalte om min kirkes vidunderlige fællesskab. Det kunne han godt se var attraktivt, men sagde til sidst: ”Jeg er for langt inde i JVs fællesskab til, at jeg kan slippe det.”

Vis næstekærlighed

Når JV kommer til min dør, tilbyder jeg dem at undervise dem i almindelig kristendom. Jeg har også mine yndlingsskriftsteder, som jeg kan give dem på en seddel. Jeg inviterer ikke mere ind. Jeg modtager heller ikke, hvad de vil give mig. men beder dem komme tilbage, hvis en af dem skulle være interesseret i undervisningstilbuddet. De kan naturligvis ikke tage imod tilbuddet her og nu, når de er to.

Det er ikke alle, som kan tilbyde kristendomsundervisning, men man kan måske lave en aftale med en præst eller anden underviser, som kan henvises til. I stedet for at irriteres er det godt at vise vej ud af JV og ind i almindelig kristendom både læremæssigt og fællesskabsmæssigt. Vis næstekærlighed og tilbyd at bede for vidnet. Inviter til din kirke.

Fortæl dem: Du kan møde Gud på en ny, fri og glad måde, og du kan møde nye venner og leve livet bedre!