Mindeord om Søren Pape: ”Sørens død samlede os i kirken, og sendte os ud i livet”

Døden kommer ofte uindbudt. Den første lørdag i marts mistede Søren Pape Poulsen livet, og alle i livet omkring ham mistede Søren. Det satte en chockbølge igang, der spredte sig til hele landet, og det fik mange af os til at stoppe op for at reflektere.

Det er ofte i mødet med døden, at værdierne kommer til live, og derfor mødtes vi i kirken, personligt, eller foran tv-skærmene. Troen, håbet og kærligheden ledte os til Sørens faste samlingssted få skridt fra hans hjem. Her fik vi for første gang efter hans død fast grund på granitgulvet under fødderne. Det blev en fælles trædesten til at træde ud i livet, med evangeliet som værdigrundlag og vished om at Gud går med.

Det var på Sørens vagt, at jeg indså, at du kan være kristen i alle partier, og jeg har venner fra alle partipolitiske ståsteder, som jeg med glæde kalder for søster eller bror. Men min opfattelse af skaberværket og det forvalteransvar vi alle har fået, passer utrolig godt ind i det politiske balancepunkt, hvor staten er stærk nok til at holde hånden under de udsatte, og aldrig så magtfuld, at den kan knægte den enkeltes frihed.

Efter mange år at have gemt mig bag partipolitisk neutralitet og stemt det, alle de andre i kirken sagde, de gjorde, fandt jeg et politisk ståsted hos de konservative, hvor hele min kristendomsforståelse kan rummes. Jeg fik et politisk ståsted for diakonien, det missionale og det apologetiske, og den arv er jeg taknemmelig for.

Begravelsen

Biskoppen holdt en knivskarpt balanceret begravelsesprædiken, og lige som jeg selv har for vane, fik han flettet afdødes liv ind i håbet til os alle. Her sad vi som repræsentanter for en hel nation i det store kirkerum, hvor vi alle har brug for Guds nåde og vejledning.

Her indså vi, at menneskelige ord og politiske strategier aldrig står over næstekærligheden. Her blev debat til bøn, enetale til fællessang, og det var i denne evangeliske ramme, at Søren blev løftet op. Ikke som et idol, men af hans nærmeste, som bar ham ud til livet efter opstandelsen.

Nu spirer foråret atter frem fra den sorte muld. Det største træ i skoven er faldet, mens skovbunden grønnes med de mange spirer, som nu pibler frem.
Søren nåede at rodfæste partiet til en omskiftelig tid. Han fik sat fokus på familien, trygheden og mulighederne. Men han gjorde det ikke alene. Ud af sorgen spirer et håb og en ny tro på fremtiden, og jeg ser mange, der ønsker at se det bære frugt.

Ære være Søren Pape Poulsens minde.