Påske i nonneklostret

På Omberg ved Vättern i Sverige ligger et nonnekloster. Søstrene tilhører benediktinerordenen, en munke- og nonneorden med rødder tilbage til 500-tallet, hvor Benedikt af Nurcia skrev sin klosterregel og i år 529 stiftede ordenen.

Søster Ingrid fortæller her, hvordan de fejrer påske i klostret, mens fire andre søstre fortæller, hvad påskefejringen betyder for dem.

Hvornår begynder påsken i et kloster?

”Ja, hvornår begynder påskefejringen? Ved Den Stille Uges tre dage op til Skærtorsdag? Med palmesøndags-messen? Eller allerede med Askeonsdagens opfordring: ”Omvend jer, og tro på Evangeliet.” Kirken og dens liturgi indbyder os i hvert fald til at være en del af en begivenhed, der berører vores liv dybt. At fejre påske fordrer en hel del mod – der kan meget vel ske det, at man bagefter opdager, at man er forvandlet.”

I er et benediktinerkloster. Har I en særlig måde at nærme jer påsken på hos jer?

”Benedikt, der skrev vores regel, strukturerede livet i klostret ud fra påsken. Påsken er tilværelsens centrum og dets mål. Med udgangspunkt i påsken inddeles dagen i bøn, arbejde og måltider. Ud fra påsken fordeles salmerne fra Salmernes Bog i tidebønnerne; og hver søndag er en påskedag – en ny begyndelse. For Benedikt er påsken noget absolut, der er indtruffet. Samtidig er det en begivenhed, vi inddrages i gennem hele vort liv og noget, som venter på os – den store endegyldige påske, som venter os i evigheden. Denne dynamik skal præge hele vort liv, så vi stræber efter konstant at rejse os ud af mørket i og omkring os og i alle ting vende os mod den opstandne Kristus og tage imod hans lys og kraft. I et kloster bruger man jo meget tid på bøn og gudstjenestefejring – og ikke mindst til højtiderne.

Hvordan ser I jeres rolle i Kirken i den forbindelse?

”Under pandemien talte vi søstre meget om, hvordan vi skulle forholde os til de store højtider, når størstedelen af de troende var forhindret i at komme i kirke. Var det da retfærdigt, at vi kunne fejre dem? Det var vigtige samtaler for os, som ledte os til en fordybet indsigt i, at liturgien aldrig er noget, vi bare fejrer for vores egen skyld. Nej, tværtimod er det også en stedfortrædende bøn for og med alle mennesker, for hele Guds skabning. Det paradoksale under pandemien var, at vi inderligt savnede vore venner, gæster og besøgende på kirkens bænke og samtidig oplevede, hvordan verdens nød var utrolig nærværende hos os – især i påsketiden.”

Hvordan med dem, der ikke er i kloster og ikke så let kan komme til gudstjeneste?

Det er en nåde, at vi i klostret kan følge dagenes begivenheder i liturgien og lade os drage ind i og virkelig leve med det, som sker. Den, der har professionelt arbejde, familie og mange forpligtelser, har måske ikke den samme mulighed. Da kan det være en trøst, at Benedikt i sin regel betoner, at den, som ikke kan komme i kirken, skal bede så godt, han eller hun kan. Troen handler jo ikke om præstation, men om at leve i forening, tillid og taknemlighed; at lære sig at bede om tilgivelse og selv tilgive – at give og tage imod hjælp. Der, hvor barmhjertighed og kærlighed råder, der er Gud, synger vi ved skærtorsdagsmessen. Det kan vi alle øve os i, hvor vi end er.”

”Påsken lægger ikke plaster på vores sår,
men befrier os indefra. Den er som et frø,
der vokser indeni os, nogle gange i mørket,
for en dag at bryde ud i fuldt liv.”

Hvordan skifter jeres fejring og liturgien karakter fra fastetiden mod påske?

”I fastetidens første fire uger er lyset rettet mod os, mod vores behov for omvendelse og tilgivelse. Men under Den Stille Uge rettes blikket først og fremmest mod Kristus. Kongen, som rider ind i Jerusalem på det enkleste af alle ridedyr. Palmesøndag lægger vi en tornekrans som udsmykning på bordet i vores spisesal, og maden holdes enkel. Alle bestræber sig på at være i stilhed i Den Stille Uge for at kunne lytte indad. Der er noget smukt i at lade de ydre ting afspejle, hvad vi fejrer. Mad, musik og fest, udsmykning og det afskallede – den måde, vi former dette – bliver hændernes bøn og omsorg og samtidig sansernes forståelse af, hvad der sker. Fx afklæder vi alteret i kirken efter skærtorsdagsmessen. Langfredag falder vi på knæ for krucifikset ved det, vi kalder korshyldningen, mens vi påskenat går ind i den mørke kirke med tændte lys i hænderne og for første gang siden Askeonsdag igen synger Halleluja. Alt dette er både en trosbekendelse og troens pædagogik, og det når dybere end ord.”

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan I lever jer ind i, hvad der skete fra skærtorsdag til påskedag?

”Fra skærtorsdag aften til påskedag er det, som om tiden på en måde er ophørt. Liturgien langfredag eftermiddag til minde om Kristi lidelse synes som et eneste åndedrag, mens uret har tikket mere end et hundrede og tyve minutter. Ved påskenattens vågen bliver kirken et mikrokosmos, hvor det store drama om universets skabelse gennem tekstlæsninger genfortælles: Gud, som ser på sin skabelse og siger, at det er godt; og som trods menneskets svigt aldrig efterlader det alene, men atter og atter opsøger det og kalder det tilbage til sig. Det er klart, at tider skal passes, vi behøver både mad og søvn. Men samtidig bliver alt dette en del af ét stort nu, et intensivt nærvær, måske fordi vi her kommer inkarnationens mysterium særlig nær, når det fuldbyrdes i Kristi selvhengivelse og opstandelse. Vi aner, at hele Kristi liv er en frelsende enhed. Skærtorsdag begynder med ordene fra Johannesevangeliet: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden”, og disse ord klinger med resten af dagen. Fx tager det form ved, at priorinden vasker vores fødder, ligesom Jesus gjorde det ved den sidste nadver. Det er et tegn på hendes tjeneste i vort fællesskab og en påmindelse om, at vi alle er kaldede til at tjene i Kristi efterfølgelse. Om aftenen – efter skærtorsdagsmessen – spiser vi et enkelt måltid i stilhed sammen med vore gæster og lytter til Jesu afskedstale. Skærtorsdag vil lære os, at kærlighed og tjeneste aldrig er forgæves, men vil hjælpe os til at bliver mere ligesom Kristus. Og lige så vigtigt er det, at vi må lære os at tage imod kærlighed. At give og tage imod kærlighed er to sider af samme mønt.”

Du talte tidligere om jeres tidebønner, som synges på de såkaldte gregorianske melodier. Hvad er særligt kendetegnende ved dem?

”Den gregorianske sang er ikke fuld af store fagter, men er uendelig udtryksfuld i sin meditation over Guds ord. Der findes en strenghed i musikken, som gør, at den når dybere end til følelserne og forstanden. Dette opleves på en særlig måde langfredag, som stiller os overfor det uhørte, at mennesket så ofte vender Gud ryggen. Om og om igen gentager liturgien ”Mit folk, hvad har jeg gjort mod dig? Svar mig” – ikke med domsbasunens hårdhed, men med den elskendes sorgfulde mildhed. Sammen med hele menneskeheden må vi svare: ”Hellige udødelige Gud, forbarm dig over os!”

Og så kommer påskedag og opstandelsen…

Ja. Mange timer senere – eller i samme nu – synger vi påskedagens vidunderlige ord: ”Jeg er opstanden og altid hos dig, denne kundskab er alt for underfuld for mig.” Det, som ingen har set, anet eller overhovedet vovet at forestille sig, bæres frem af en melodi med små, små toneskridt, som om budskabet er alt for stort til at rummes i ord, men alligevel får lov at forkyndes – Kristi opstandelse fra de døde – og vores opstandelse. Døden har ikke længere det sidste ord. Det forunderlige er, at hver påske lader os komme et lille stykke længere ind i troens mysterium, og dog synes det nyt hvert år. Vort liv, præcis som det ser ud her og nu, drages ind i fejringen. Vi behøver ikke forstille os, men må komme til påskefejringen med alt det, vi er – med vores glæde og sorg, vores uro, vort håb og alle vore spørgsmål. Påsken lægger ikke plaster på vores sår, men befrier os indefra. Den er som et frø, der vokser indeni os, nogle gange i mørket, for en dag at bryde ud i fuldt liv.

Fire søstre fortæller Sr. Gabriella:

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer,” står der i Jeremias’ Bog. Hvert menneskes vej med Gud er unik, en personlig vandring med Jesus, hvor Gud skridt for skridt, under for under, viser sin vilje og indbyder os til villigt at leve sammen med ham. Påsken – påmindelsen om Guds nærvær i sin skabelse og hans kærlighedsfulde barmhjertighed – giver os mulighed for som den angrende røver på korset – hvis navn ifølge traditionen var Dismas – at øve os i tillid og håb. Han, som gennem sin indsigt og omvendelse tilretteviser den anden korsfæstede røver, tager ansvar, erkender sin synd og i oprigtighed og uden frygt for sandheden og dens konsekvenser, beder om nåde. Jesus møder hans ydmyghed med løftet: ”I dag skal du være med mig i Paradiset.”

”Ingen af os ved, hvad vi er ved at blive forberedt til,” siger den norske, katolske biskop Erik Varden. Dismas, forbryderen, ser ud til i sin længsel og modtagelse af tilgivelse at være velforberedt trods sin udsathed, dømt til døden, hængende på et kors for langsomt at kvæles til døde. Han bruger øjeblikket før livets afslutning til selvransagelse og næstekærlighed og tydeliggør håbets og tillidens følger.

Når livets umuligheder bliver faste følgesvende på livsvandringen, kan jeg af den bodfærdige forbryder lære om sandhedens løn og tillidsfuldt og uden skjulte hensigter hviske til Den Barmhjertige, Jesus: ”Tænk på mig, når du kommer i dit rige.”

”Råb af glæde, I hærskarer af engle i himlen!
Syng lovsang, alle I Guds tjenere!
Lad frelsens basuner forkynde
den høje Konges sejr!
Må selv jorden glæde sig,
blændet af denne evige stråleglans.”

Fra påskenattens liturgi

Sr. Miriam:

”Hvert år er der noget, som på en særlig måde taler til mig i påskefejringen, noget, som berører hjertet eller giver mig en ny indsigt. Påskedagenes hændelser rummer så meget – død og liv, fortvivlelse og håb, sorg og glæde, undren og vished – så det undrer mig ikke, at Herren gennem disse dage kan tale så tydeligt til det hjerte, som er villigt til at lytte. Men frem for alt er der en undseelig lille dag, som aldrig ophører at forundre mig – nemlig påskelørdag. Ved første blik er påskelørdag en dag uden et særligt indhold. Den er en transportstrækning, et åndehul i et ellers intenst og overvældende begivenhedsforløb. Vi har lagt skærtorsdags intensive fællesskab og hjerteskærende ensomhed bag os; og på samme måde har langfredags lidelse, sorg og stilhed givet plads til en ny morgen. Men vi er endnu ikke fremme ved den længe ventede håbets indfrielse, denne livsforvandlende og overvældende hændelse, som vi fejrer i påskenattens liturgi og i hele påsketiden, som følger. Påskelørdag eksisterer i spændingsfeltet mellem to poler – mellem oplevelser, der minder mig om, hvor lille, jeg er, og erfaringen af Guds handlen – ligesom størstedelen af vores daglige liv også gør det. Påskelørdag er for mig en tilbagevendende påmindelse om, at selvom en stor del af livet kan føles som en transportstrækning, hvor der ikke sker noget særligt, så må jeg aldrig glemme, at Herren altid er nær og rede til at gribe ind i mit liv. Det er en dag, som minder mig om, at jeg aldrig må slippe håbet.”

Sr. Veronica:

”Der er tre ting, jeg vil løfte frem, som betyder meget for mig i vores påskefejring:

Det første er, når vi i tiden fra skærtorsdag til påskedag synger: ”Kristus blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne” (Fil 2,8-9). Det er frelsesmysteriet i kort form.

Den næste begivenhed i påskefejringen, som taler til mig på en særlig måde, er den hymne, vi synger langfredag. Mellem hver del, som skildrer Guds handlen med sit folk, kommer bønnen ”Mit folk, hvad har jeg gjort mod dig, og hvordan har jeg bedrøvet dig? Svar mig!” tilbage igen og igen. Guds tale til sit folk rummer så megen kærlighed.

Også indledningsordene i påskelovsangen ved påskenats messe taler stærkt til mig: ”Råb af glæde, I hærskarer af engle i himlen! Syng lovsang, alle I Guds tjenere! Lad frelsens basuner forkynde den høje Konges sejr! Må selv jorden glæde sig, blændet af denne evige stråleglans.” Her bliver hele frelsesmysteriet på ny nærværende, og Guds ubegribelige kærlighed til sin skabning bliver synliggjort. I fastetiden får vi lov at gå frem mod den hellige påske. Vi bliver skridt for skridt forberedte på endnu engang at åbne os for og tage imod opstandelsens mysterium.”

Sr. Gertrud:

”Påsken er den vigtigste enkeltstående begivenhed siden verdens tilblivelse. Påsken begynder allerede i og med Mariæ Bebudelse og Jesu fødsel. Da begynder synliggørelsen af verdens frelse. Vi fejrer ikke kun noget, som skete engang for længe siden, et historisk minde. Men, når vi fejrer påske, fejrer vi, som om vi var der, og i tro finder påsken sted på ny. Der er to bibelske beretninger fra påsketiden, som er særlig vigtig for mig. Den ene er påskedag. I Johannesevangeliet fortælles det, hvordan Peter og Johannes løber ud til graven. Det er bekymringens hurtige fødder – Hvad er der sket? Troens hurtige fødder – kan det, Herren har sagt, være sandt, er han opstået? Den anden er Emmausvandringen fra Lukasevangeliet 24,13-35, hvor vi lærer, at vi nu genkender den opstandne Jesus på en ny måde, og at hjertet sættes i brand i kontakt med Den Opstandne.”

Tidebønnerne:

Tidebønnerne er en samling af hymner, bibelske salmer, bønner og læsninger, som primært bedes i klostrene. Men også mange lægfolk, både blandt katolikker og protestanter, beder i dag tidebønner. Tidebønnen har sit forbillede i ordene fra Sl. 119,164: ”Syv gange daglig priser jeg dig”.

Gregoriansk sang:

Tidebønnerne synges ofte på gregorianske melodier, som er en enstemmig liturgisk sang. Den særlige sangtradition er opkaldt efter Gregor den Store (590-604).