Tro, håb og teknologi

Teknologien er ved at ændre vores måde at være i verden på som mennesker. Men hvad betyder teknologien, de mange skærme, for vores måde at være mennesker og troende på?

I kirken er vi ofte meget fokuserede på de udfordringer, der er for troen fra andre religioner, eller sekulariseringen i det omgivende samfund; alt det ”derude”. Men jeg tror, at en af de største potentielle trusler for troen og vores åndelige rytmer ligger i vores bukselomme: Vores mobiltelefon. En skærm, der er som en port med adgang til hele verden.

For troen handler ikke bare om tiltro til læresætninger, men konkret livspraksis i vores hverdag. Nok kan vi fx ved hjælp af vores skærme lytte til inspirerende forkyndelse og kristen musik fra hele verden. Der er meget, skærmene kan hjælpe os med, men jeg efterlyser, at vi stiller de grundlæggende spørgsmål, der handler om, hvad teknologien er, og hvad den gør ved os på godt og på ondt.

Vi har formet noget, der begynder at forme os

Et vilkår for det moderne liv er teknologien. Mennesket har til alle tider lavet redskaber, forbedret vores levesteder og vilkår ved hjælp af små og store opfindelser. Først var det alt fra økser, til pile og så maskiner, resten er historie. Det er slet ikke muligt for os at forholde os til os selv som menneskehed, hvis vi ikke betragter de afgørende landvindinger, vi har foretaget med brug af teknologien.

Tænk på de utallige goder, som teknologien giver os. Forskning, medicinske løsninger, sygdomsbekæmpelse, energi-forbedringer osv. Teknologien giver os meget, men teknologien gør også noget ved os.

Mennesket er et kreativt væsen, der med sine evner og talenter formår at frembringe det ene eller andet redskab eller opfindelse. Vi former noget, der før eller siden ender med at forme os. Da vi opfandt de sociale medier, opfandt vi ikke bare sociale platforme, steder vi kan mødes, men vi begyndte også at ændre ved vores opfattelse af, hvad fx privatliv er.

Altså, vores holdning til privatliv, hvad man kan eller bør dele med andre, flytter sig i takt med, at vores opfindelser skubber til vores holdninger og handlinger. Før i tiden havde vi som kollektiv en langt stærkere forståelse af betydningen af privatlivets fred. At man ikke måtte invadere hinandens privatliv. Jeg husker selv som barn, hvordan vi hjemme lærte, at man ikke måtte ringe til folk sent på aftenen. Der var også en langt stærkere forståelse af, hvad man holdt for sig selv, og hvad andre skulle vide og ikke vide.

De redskaber, vi har opfundet, er ikke neutrale, men de begynder langsomt at forme og forandre os som mennesker. Men hvad betyder det fx for vores åndelighed som mennesker?

Lønnen ved lønkammeret

Jeg mener, at vores åndelighed bliver udfordret, ikke mindst gennem sociale medier, som i deres væsen handler om eksponering, det udvortes og selvfremstillende liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om en del af de problemer, vi ser med mistrivsel blandt unge, også handler om, at vi har fået hele verden med som publikum for vores liv.

Vi lever med et åben dør til hele vores liv, og vi kan se ind i alle andres liv også. Vi lever i en kultur, der leves i det udvortes. I det, som kan ses og betragtes af andre. Gør vi gode gerninger – såsom at løbe en tur eller gøre en samfundsmæssig indsats, så er det kun dejligt, hvis hele verden ser med og giver et anerkendende ”like”. Det gælder ikke kun de unge.

Vi som forældre roser også vores børn, så hele verden kan se, hvor vellykkede vi er som forældre. Men med troen er det omvendt. Den synes at leve bedst, når den ikke vises frem. Faktisk modstiller Jesus farisæernes fromhed med den fromhed, han ønsker. Han instruerer sine disciple og siger, at vil de bede, så skal de gå ind i lønkammeret i det skjulte for at bede.

Henry Nouwen beskriver et sted, at vi må have et bønnens rum, hvor døren ikke hele tiden står åben. Fx i en sauna, hvor døren hele tiden går op, er det ikke muligt at holde på varmen. Troen vokser, når du ikke hele tiden betragter den. Hvis vi vil bevare et indre åndeligt liv, er vi nødt til at sætte begrænsninger for os selv, bevidst fravælge skærme for dermed at give fokus til eftertanke, bøn, bibelfordybelse og andet – meget, der ikke nødvendigvis kan konkurrere med en blinkende skærm med likes.

Og på et mere grundlæggende plan udfordrer teknologien også vores forhold til opmærksomhed.

Al min opmærksomhed tilhører, ja hvem?

I en af min favoritlovsange lyder det ”Al min opmærksomhed tilhører dig”. Indrømmet, så bliver det sværere og sværere for os både at kunne give Gud og vores medmennesker vores udelte opmærksomhed. Undersøgelser viser, at har man blot en telefon liggende på sofabordet, så oplever mange, at følelsen af nærhed mellem to mennesker er mindre, end hvis der ikke var en skærm. Skærme kalder hele tiden på os og lønner os for vores opmærksomhed.

Forudsætningen for at bede er at kunne samle sig om at bede. Bare den tid, hvor man fordyber sig og taler med sin Gud. Når vi hele tiden bliver mindet om muligheden for at samle skærmen op eller får beskeder, vi skal forholde os til, så udfordres vores evne til fordybelse. At kunne samle sig om noget kalder Søren Kierkegaard for det ”opbyggelige” – det, som bygger os op indefra som mennesker og som troende. Det modsatte af det opbyggelige, siger han, er ”adspredelsen”.

Vi lever i en kultur med enorme mængder af adspredelse. Den ene tv-serie efter den anden, vi aktivt skal standse på streamingtjenesten, for at den ikke fortsætter i det uendelige. Som sagt kan en spændende podcast nok inspirere os, men den kan ikke grundlæggende transformere os.
Forvandling sker over tid – i dybe relationer med Gud og mennesker i kød og blod og ikke alene med vores skærme.

Hvem bøjer vi nakken for?

Som de moderne mennesker, vi er, har vi ofte svært ved at tro. Vi har svært ved at bøje os for en fjern guddom, siger vi, men bøjer med glæde nakken i timevis for en skærm i vores hånd. Ingen af os har naturligvis gjort vores skærm til en afgud, men lad os alligevel overveje tanken, at vi har fået et religiøst forhold til vores skærme.

Afgudsdyrkelse handler nemlig ikke om at tilbede en fysisk guldkalv, men dybest set det at forvente noget guddommeligt af en, som ikke er Gud. Vi sætter vores lid til andet end den levende Gud. Hvor sætter vi dog uendeligt meget af vores håb som mennesker og civilisation til teknologien og ikke Gud – vi tror, løsningen på al verdens problemer er et spørgsmål om den rette teknologiske opfindelse.

Afgudsdyrkelse handler nemlig ikke om
at tilbede en fysisk guldkalv,
men dybest set det at forvente
noget guddommeligt af en, som ikke er Gud.

Kan din skærm blive en afgud? Ja, som alt andet. Afguder er i dag nok mere end noget andet kendetegnet ved, at de ikke i sig selv er dårlige, men ender med at blive det, fordi noget får en plads i vores liv, der ikke tilkommer den. Når teknologien er blevet en afgud, kan du se det, når du bringer dit ”offer” i form af nattesøvnen, som i øvrigt er Netflix’ store fjende: Vores behov for søvn. Når vi bringer de forkerte ofre, har vi fået en afgud.

Vi er skabt af den levende Gud i hans billede, ikke til at blive formet efter skærmen i vores lomme – billeder af det liv, vi skal leve. Vores dybeste bestemmelse handler om, at vi kan samle os om at elske Gud og vores næste som nærværende og opmærksomme skabninger. Nogle gange kræver det, at vi afviser en fristende skærm i vores lomme.