Vi bør opprioritere den lindrende indsats mod smerter og svære tanker i menneskers sidste tid
Halvdelen af de danskere, der dør af en kræftsygdom, får en specialiseret palliativ behandling, mens det for andre terminalt syge patienter, der fx lider af en lunge- eller hjertesygdom, kun er to procent, der tilbydes en professionel, lindrende indsats mod de smerter og svære tanker, som ofte følger med den sidste tid. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal regionerne ganske enkelt gøre bedre.
Tilbage i 2020 kritiserede Rigsrevisionen regionernes tilbud på dette område i en rapport om adgangen til såkaldt specialiseret palliation. Rigsrevisionen slog i rapporten fast, at regionerne ”ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at patienter ved behov henvises til specialiseret palliation uanset sygdom”.
Der er brug for et massivt løft af den palliative indsats rundt omkring i regionerne. I lighed med Hospice Forum Danmark mener jeg, at der er brug for et landspolitisk fokus på dette område, for det er kun ved en massiv og national indsats på tværs af hele landet, at vi reelt har muligheden for at komme den massive ulighed i sundhed til livs.
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er atter blusset op, efter at statsministeren i forbindelse med sidste års Folkemødet på Bornholm erklærede sig som tilhænger. Den ene meningsmåling efter den anden viser samtidig, at et overvældende flertal af danskerne er på linje med statsministeren og mener, at vi bør indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Argumentet herfor er typisk, at alle skal have ret til en værdig afslutning på livet.
Men for mig må aktiv dødshjælp aldrig blive svaret på menneskers lidelse. Vi sikrer først og fremmest en værdig afslutning på livet ved at sørge for, at den palliative indsats rundt omkring i landet er tilstrækkelig. Det betyder helt konkret, at vi skal sikre, at alle med behov for en professionel og lindrende indsats i den sidste tid, får et målrettet tilbud. Det skal ikke alene omfatte kræftpatienter, men alle terminale patienter med dette behov.
Hvis vi i stedet for at tale om aktiv dødshjælp, opprioriterede en massiv udbygning og udvikling af den palliative indsats, er det min opfattelse, at det vil være i meget få tilfælde, hvor uafvendeligt døende mennesker vil opleve aktiv dødshjælp som den bedste løsning. Det må aldrig være sådan, at en mangelfuld palliativ indsats for nogle bliver årsag til, at aktiv dødshjælp kan tage sig ud som en attraktiv mulighed.
Jeg tror, at hvis flere danskere fik et større kendskab til det arbejde, der udføres rundt omkring på hospicer og af de palliative teams, så ville megen snak om aktiv dødshjælp forstumme. I stedet tror jeg, at mange ville få øjnene op for det meningsfulde og værdige i en aktiv hjælp til at mestre livet til det sidste, frem for at fremskynde døden.
Christian Borrisholt Steen er debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Bestyrelsesmedlem i Hospice Vendsyssel og forfatter til bogen ”ORDET ER FRIT – etik – eftertanke – erindringsglimt – 55 klummer til tiden”.
