Årsfest og 25-års jubilæum i ”Børn & Tro”

– Gud elsker Danmarks børn helt vildt, fastslår Dorthe Lykke Jensen i en artikel på Børn og Tros hjemmeside.

Børn & Tros landsleder, Dorthe Lykke Jensen, har 25-års jubilæum den 6. april 2024. Det markeres under årsfesten i Methodistkirken, Vissingsgade 15 i Vejle.

Dorthe Lykke Jensen er uddannet folkeskolelærer og har desuden taget en Master i kultur og teologi gennem et tysk universitet. Efter nogle år som lærer blev Dorthe ansat i Børn & Tro, der tidligere hed Evangelisk Børnemission. I 2012 blev Dorthe landsleder for organisationen. I forbindelse med jubilæet har Dorthe skrevet en artikel, hvor hun ser tilbage på de 25 år. Den kan læses på Børn & Tros hjemmeside www.bornogtro.dk/nyheder.

Geniale børneklubber

Dorthes hjerte har altid banket for de børn, der ikke har en naturlig vej ind i kirken, og det fortsætter det med. Derfor har Dorthe sammen med sine kolleger de seneste år udviklet nye undervisningsmaterialer og kurser, så også børnene i en ny tid kan få evangeliet præsenteret på en måde, der passer til dem. ”Børn & Tros mærkesag har altid været børneklubber, fordi det er en genial måde at møde børnene på.

I dag har de færreste nok tid til at arrangere klub hver uge, men en månedlig klub kan stadig betyde meget for det enkelte barn. Jeg er selv utrolig glad for den månedlige klub, jeg selv er en del af i Ringsted, og jeg drømmer om mange flere af den slags klubber i Danmark,” fortæller Dorthe.

Børn & Tros årsfest den 6. april varer fra kl. 13-16.30.