Bliver abort en grundlæggende ret i EU?
Europa-Parlamentet stemte den 11/4 for, at abort skal være en grundlæggende rettighed i de europæiske forfatninger. Denne afstemning er symbolsk, men der er ingen tvivl om, at det får indflydelse.
Dette er dog i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2: ”Enhvers ret til liv skal beskyttes ved lov. Ingen må fratages sit liv forsætligt”.
EU’s charter om grundlæggende rettigheder siger det endnu kortere: ”Alle har ret til livet,” skriver Christian News Europe (CNE).
Nu skal denne traktat altså ændres, mener Europa-Parlamentet. Ændringen skal i så fald være tilføjelsen af en klausul, der gør det klart, at ufødte liv ikke bør sikres denne beskyttelse. Når det gælder gravide, er det kvinden, der bestemmer over den ufødte.
”For hver enkelt af os er livet det, der kaldes en umistelig ret. Det betyder, at denne ret ikke kan tages fra os. Men det gælder ikke de ufødte,” skriver CNE.
Dehumanisering af Europas ufødte
I Danmark har Retten til Liv omtalt debatten på hjemmesiden. Til Udfordringen udtaler Kerstin Hoffmann: ”Det er ret bekymrende, at så mange af Europa-Parlamentets medlemmer prioriterer denne radikale og ideologiske dagsorden. At arbejde for at gøre abort til en grundlæggende rettighed i EU er at dehumanisere Europas mindste, ufødte borgere og berøve dem deres grundlæggende værdighed. At alle mennesker er ligeværdige og skal beskyttes ligeværdigt, og at det er et fælles ansvar, er en af den europæiske kulturs grundpiller.
Selve afstemningen er ikke så skræmmende, da den ikke er bindende. Men de politiske prioriteter er.”