En national tragedie?

I sidste uge udbrændte store dele af Børsen i hjertet af København, et nationalt og kulturelt klenodie, en ikonisk bygning fra Christian den Fjerdes tid.

Heldigvis nåede man at redde mange malerier og andre uerstattelige genstande ud, inden flammerne gjorde det umuligt at redde noget. Allerede nu lader det også til, at man har planer om at genopbygge Børsen med dragespir og det hele, men det bliver, som flere af de interviewede sagde, ikke det samme.

Ikke underligt, at mange, lige fra dem, der har haft deres daglige gang i bygningen, over politikere i nabobygningen, Christiansborg, til tilfældige forbipasserende, udtrykte deres sorg over den tabte kulturskat. Som kunst- og historieinteresseret forstår jeg også udmærket folks chok, da de hørte nyheden eller stod og så på, hvordan det ikoniske spir styrtede brændende til jorden.

Alligevel reagerede jeg, da jeg hørte den ene efter den anden omtale branden som en national tragedie. I en tid, hvor verden i en anden forstand står i brand, og hvor tusinde mennesker hver dag sulter og lever i krigens gru, virker det lidt malplaceret at tage så voldsomme ord i sin mund. Da Rusland invaderede Ukraine og i de over to år, som er gået siden, har Ukraine været udsat for en national tragedie med tab af menneskeliv og af land.

Da Israel for et halvt år siden blev angrebet af Hamas, der mishandlede og dræbte omkring 1200 mennesker og tog ca. 240 gidsler, hvoraf mere end halvdelen stadig sidder fanget i Gaza et halvt år efter angrebet, var og er landet udsat for en national tragedie.

Nok har vi med branden i Børsen mistet noget uerstatteligt, men ingen mennesker har mistet livet endsige er blevet skadet i branden. Ja, vi har mistet en historisk bygning. Men er det en national tragedie? Vi har selvfølgelig lov at synes, at det var forfærdeligt, at den smukke bygning måtte bukke under for flammerne. Jeg ville dog nok vælge en lidt mere moderat formulering til at beskrive hændelsen.

Men en sådan hændelse minder os også om, at selv det, vi tager for givet, og som med dets mange år på bagen næsten virker urokkeligt og evigt, kan forsvinde på et øjeblik. Alt kan mistes, men ét står fast! Ved troen har vi et håb og en vished, som hverken krig, sult eller flammer kan tage fra os. Som vi sang i min indremissionske opvækst:

”Om jeg ejer Jesus, ja kun Jesus, / og i hele verden intet mer, /o, så ejer jeg dog alt i Jesus, / han mit liv og al min glæde er.”