Mennesker forvandles af mødet med Bibelens Gud
”Nærdødsoplevelser lader mennesker opleve Guds virkelighed. Men det er en ekstra dimension, som er svær at forklare i vores verden.”
Det siger ingeniør og pastor John Burke, som gennem tre årtier har nærstuderet over 1.000 beretninger om nærdødsoplevelser. Han understreger, at mennesker efter en genoplivning taler meget enslydende om oplevelser, der bekræfter det bibelske budskab om Gud. I et interview med CBN Digital udtalte præsten for nylig om nærdødsoplevelser:
”Det er, når nogen dør klinisk, så deres hjerte stopper, og de ikke har nogen hjernebølger. Alligevel bliver de bragt tilbage, enten af moderne medicin eller et mirakel. Det kan være minutter senere, nogle gange er det timer. Når de kommer tilbage, taler de om at have oplevet det kommende liv. Og de taler om, hvordan det er mere virkeligt end noget, de nogensinde har oplevet i denne verden,” forklarede præsten i interviewet.
Ny bog om fænomenet
I november 2023 udkom John Burkes nye bog Imagine the God of Heaven: Near-Death Experiences, God’s Revelation, and the Love You’ve Always Wanted (Forestil dig Himmelens Gud: Nærdødsoplevelser, Guds åbenbaring og den kærlighed, du altid har savnet). Ifølge CBN News indeholder Burkes seneste bog snesevis af interviews med mennesker fra hele verden, som har haft nærdødsoplevelser.
”De ser og oplever Skriftens Gud,” sagde han. ”Og vi møder ikke kun hans kærlighedshistorie, som den fortælles om gennem historien i Bibelen, men også hans hjerte og karakteristika, mysteriet, Guds majestæt.”
To-dimensional skepsis
John Burke erkender, at mange fortsat er skeptiske over for denne type beretninger. Han mener, at det blandt andet skyldes en manglende forståelse af, at der er tale om ”vidnesbyrd” om Gud. En anden grund er folks begrænsede forståelse af fænomenet nærdødsoplevelser.
”Jeg kan bedst lide at beskrive det således: tænk, hvis hele vores eksistens bliver levet på et fladt sort-hvidt maleri på væggen i dit hjem. Døden betyder adskillelse. Din sjæl adskilles fra din krop. Så forestil dig, at du ved døden skræller det todimensionelle sort-hvide maleri af, så du kommer herud i en tredimensionel verden af farver, og forestil dig så at blive presset ind igen, og du skal beskrive tre dimensioner af farve med todimensionelle sort/hvide udtryk.”
Guds virkelighed
Præsten forklarer, at mennesker, der har haft nærdødsoplevelser, er vidne til ”Guds virkelighed” på en ”ekstradimensionel” måde. Han hævder også, at lighederne i beskrivelsen af disse oplevelser understøtter Bibelen og er et vidnesbyrd for ikke-troende.
”Da jeg først hørte om dette, var jeg agnostiker,” sagde John Burke. ”Men det at høre om disse oplevelser som ingeniør fik mig til at tænke: ”Måske er dette et bevis”, og så fik det mig til at studere Bibelen. Derefter begyndte jeg at se beviserne, og jeg kom til tro.”
John Burke håber, at ikke-kristne må se Gud gennem nærdødsoplevelser og andres beskrivelser af dem. Men han håber også, at kristne kan lære vigtige bibelske sandheder gennem dem, fx om, hvor højt Gud elsker menneskeheden.