Nu har du fået ansvar!
Dette udtryk lød tit i Addis Abeba, når vores kære, excen-triske grammatiklærer havde forklaret os en ny finurlighed ved det amhariske sprog: ”Nu ved I det. Nu har I fået ansvar!” Læreren har ansvaret for at formidle sit stof korrekt – og når eleven har forstået det, er vedkommende selv ansvarlig for at bruge sin nye kundskab.
I mange kristne kredse er man meget optaget af sandheden. Og det med god grund, for der er virkelig meget på spil. Vi skal vogte os for vranglære. For mange bliver det dog ofte begrænset til, at man skal vogte sig for vranglærere. Og med vranglærer forstår man som regel enhver, der mener noget andet end en selv og ens egen lille del af den verdensomspændende kirke.
Paulus advarer i Galaterbrevet mod vranglærere, som med ond vilje prøver at forvrænge evangeliet. Og så lyder hans voldsomme fordømmelse af disse mennesker: ”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” (Gal. 1,7-8)
Paulus blev selv udsat for kritik, når han forkyndte evangeliet, uanset om han opholdt sig blandt jøder eller hedninger. Men da Paulus og Silas havde forkyndt evangeliet i Berøa, fik de jødiske tilhørere dér en positiv omtale, for ”de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” (ApG 17,10-11)
Sådan var det på Paulus’ tid, og sådan bør det også være for os. Hvis du er imod kvindelige præster og kommer til at høre en kvinde prædike eller på anden vis formidle Ordet, bør du skynde dig hjem og tjekke i din bibel, om det nu også er sandt eller ej. Hvis du tilhører en bestemt kirkeretning og er skeptisk over for en ukendt prædikant fra en anden kirke, bør du skynde dig hjem og tjekke i din bibel, om det nu også er sandt eller ej.
Hvis du hører en prædikant fra din egen sammenhæng, selv hvis vedkommende har det helt rigtige efternavn og i øvrigt et godt ry, bør du skynde dig hjem og tjekke i din bibel, om det, vedkommende siger, nu også er sandt eller ej. Du behøver altså ikke lukke ører og øjne for al formidling, der ikke lige sker i din egen sammenhæng. Måske kan du endda lære noget nyt.
Og husk at tjekke alt.
Du har en bibel.
Du har et ansvar.