Temadag i Hillerød om litteratur og kristendom

Billedet er fra en tidligere temadag om litteratur og kristendom. Musiklærer Christian Sorth Mogensen er vært på dagen. Foto: Ditte Olsen.

Hvordan påvirker kristendommen skønlitteratur, og hvordan kan litterære tilgange belyse bibeltekster?

Det kan man blive klogere på, når Luthersk Missions Højskole inviterer til temadag om litteratur og kristendom den 20. april 2024. Her forsøger de at spore kristendommens indflydelse på litteratur og litterære virkemidler i Bibelen. En række dedikerede læsere og litteraturspecialister vil bidrage med hver deres vinkel på temaet.

Ni oplæg

Rasmus Nymann Eriksen, stud. theol, er opvokset i Hillerød og er en stor Tolkienfan. Han vil holde et seminar om, hvorfor Tolkien skabte et helt univers, og hvordan Midgårds historie er fundamentalt kristen. Martin Falck, BA i litteraturvidenskab, vil bidrage med en nylæsning af Jobs bog i Bibelen:

”Jobs Bog er som livet selv fuld af gåder, lidelse, angst og nihilisme. Men bogen rummer samtidig en kraftfuld og livsforvandlende skønhed, nåde og mening i dybere og skjulte strukturer, som kun lader sig afdække med litterære instrumenter,” mener han.

I løbet af dagen vil der være ni forskellige oplæg til inspiration og samtale. Både nyere litteratur og klassikere vil blive præsenteret samt en afdeling med digtoplæsning. Der bliver også tid til at synge et par højskolesange.

Tilmelding

Der kræves tilmelding til temadagen senest den 8. april. Det koster 200 kroner for hele dagen inklusiv forplejning. Dog kun 50 kroner for studerende og andre unge under uddannelse. Det fulde program for dagen kan ses på Luthersk Missions Højskoles hjemmeside www.lmh.dk.