Vi kan alle blive bedre samtalepartnere

Ventetiden på en psykologsamtale kan være meget lang. Men er det virkelig altid nødvendigt med psykolog, når der er krise? Måske kunne en del kriser tages i opløbet, hvis vi var vågne overfor behov for samtale eller ”sjælesorg” hos vores medmennesker.

Hvordan går det?

I kirkens fællesskab, ved kirkekaffen, i cellegrupper og mange andre steder kan der ydes sjælesorg, hvis vi forstår dette begreb bredt. Det er vigtigt at give anledninger til hinanden, hvor der er mulighed for at dele sorger og bekymringer. Det vil ofte tage trykket af problemerne. Spørg fx: ”Hvordan går det med det eller det?” ”Jeg har tænkt på, at det må være svært for dig at … ” Det er bedre end den hurtige bemærkning, ”alt vel”?

Kirkelige fællesskaber er særlige på dette område. Andre steder handler det ofte om bestemte interesser, projekter, emner, konkurrence. Menighedens fællesskab dannes ved at vi kigger i samme retning – vi er i samme båd. Kolleger i discipellivet. Der er nok at dele med hinanden. Og det er forholdsvis let at tale ”dybt” med hinanden. I det miljø får vi erfaringer, som jeg tror, vi kan gøre nytte med ude i hverdagslivet?

Forskel på snak og sjælesorg

Når vi snakker almindeligt sammen, lægger den ene bemærkning ofte op til den næste. Nærmest som i ”ping pong”, som er en art bordtennis uden belægning på battene. Ping pong, hurtigt frem og tilbage. Almindelig snak begynder et sted og ender ofte et helt andet sted. Fx ”jeg havde ondt i maven i forgårs, det var så slemt, at jeg ikke kunne sove.” – ”Det har jeg også prøvet, men det var meget værre, jeg løb på toilettet hele natten.” – ”Tænk sådan havde min kat det også.” –

”Jeg havde også en kat, men den blev kørt over af en lastbil.” – ”Ja, lastbiler kører alt for stærkt på de små veje, det oplevede vi sidste år osv.” Sjælesorg eller opbyggelig samtale er noget andet. Her handler det ikke om at overgå den andens bemærkning med endnu mere dramatiske oplevelser. Det handler om at lytte og forstå. Og hjælpe den anden til at se på sit liv eller hændelser på en ny måde.

Store problemer kan ikke løses med et hurtigt svar

Hvis der er noget, som virkelig trykker, dur det ikke bare at stikke et løsningsforslag ud eller henvise til egne oplevelser. Den anden har sikkert arbejdet med problemet i lang tid. Det er en hån at sige: ”Du skal bare gøre sådan eller sådan …”. Stil hellere uddybende spørgsmål. Det hjælper den anden til at føle sig mødt og til at se sin sag fra nye vinkler. Ved opsummering i løbet af samtalen viser du, at du lytter og gerne vil forstå: Jeg hører du siger at osv. … Er det rigtigt forstået at osv.?

Andre spørgsmål kan være: Hvad ville du sige til en anden i samme situation?… Hvad har du gjort indtil nu?… Hvad kunne være dit næste skridt?… Jeg vil spørge til, hvordan det går igen en anden dag; det kan være du så er nået et skridt videre. Er det ok? Jeg vil huske at bede for dig i min aftenbøn. Skal jeg hjælpe dig med at finde en, som har særlig forstand på det, du slås med?

”Bær hinandens byrder, så opfylder I Kristi lov”

Sådan skriver Paulus i Galaterbrevet 6,2. Jeg gætter på at ”Kristi lov” særligt handler om ”Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte sjæl og sind – og din næste som dig selv”. Og måske ”Gør mod andre som du gerne vil have, at de gør mod dig”. Disse bud er til dagligdags brug.

Der er mange situationer, som kræver terapi hos fx en psykolog, eller professionel sjælesorg hos en præst. Men ofte er der bare brug for et miljø, hvor man kan tale om tingene med et medmenneske. Vi kan alle være med til at danne det miljø, hvis vi er opmærksomme på ikke altid at lade snakken køre, som var det ”ping pong”.