Blå Kors holder ferielejre for udsatte børn og unge
Til sommer deltager 245 børn og unge på Blå Kors Danmarks ferielejre. En af dem er 20-årige Elizabeth Nørlev Bengtsen, som skal afsted for tredje gang. På ferielejren har hun nemlig fundet et sted, hvor hun føler, hun kan være sig selv.
Det skriver Blå Kors i en pressemeddelelse. ”Uden ferielejren ville jeg føle, at jeg ikke passede ind nogen steder,” fortæller Elizabeth Nørlev Bengtsen, der sammen med sin tvillingesøster har boet i plejefamilie, siden hun var to år gammel. Hele sit liv har hun kæmpet med at skabe relationer og at føle, at hun hører til et sted. Derfor vil hun til sommer igen være med på en af Blå Kors’ 10 ferielejre for børn og unge i alderen syv til 20 år.
Ferielejrene er for børn og unge fra familier med alkohol- og stofmisbrugsproblemer, fattigdom, psykisk sygdom og sociale udfordringer. Her møder de ligesindede og er sammen om aktiviteter, lege, udflugter, måltider og meget andet i en uge i sommerferien.
”Det er ok at være mig”
En undersøgelse blandt deltagerne på ferielejrene sidste år viser, at 89 procent havde følt, ”at det er ok at være mig” hele tiden eller det meste af tiden på ferielejren. Sådan oplever Elizabeth Nørlev Bengtsen det også, når hun er afsted.
”Det giver mig en glæde at være på ferielejr. Jeg skal hen til et sted, hvor jeg ikke bliver set ned på og et sted, hvor jeg passer ind. Jeg føler mig accepteret, og det giver en indre ro,” siger hun.
Ferielejrene drives af kompetente frivillige, som brænder for at dele ud af deres tid, omsorg og engagement. I undersøgelsen blandt sidste års deltagere på Blå Kors’ ferielejre svarer 96 procent, at de hele tiden eller det meste af tiden har været sammen med voksne, som har været rare at være sammen med.
De frivillige voksne er rare at være sammen med
Elizabeth Nørlev Bengtsen føler, at hun på ferielejrene bliver mødt på en anden måde af både børn og voksne. ”I samfundet føler jeg mig som et problembarn. Jeg reklamerer ikke med, at jeg er plejebarn, for jeg er ofte blevet set ned på, og i min folkeskoleklasse fik jeg hadefulde kommentarer. På ferielejren er de voksne rare at være sammen med. De dømmer ikke én som andre,” fortæller hun.
Målet med ferielejrene er at give deltagerne gode oplevelser, som kan give dem håb, livsmod, selvtillid, selvværd og følelsen af et fællesskab. Det er også noget, Elizabeth Nørlev Bengtsen sætter pris på. ”Det bedste er venskaberne og det fællesskab, der kommer ud af det. Jeg har også udviklet mig ved at være afsted, fordi jeg har fundet mig selv mere,” slutter hun.
Man kan tilmelde sig Blå Kors’ ferielejre på hjælpeorganisationens hjemmeside.