”Du kan ikke, hvad du vil. Du kan ikke engang det, du skal!”

Smak – “Du kan ikke, hvad du vil. Du kan ikke engang det, du skal!” – Det er en af Iben Krogsdals delkonklusioner i hendes nye essay: “Vi mislykkede guder!” Er det så gode eller dårlige nyheder for os? Ifølge forfatteren er det befriende, sandt, nødvendigt og et utroligt vigtigt budskab at råbe ud over tagene lige nu – måske især til de unge.

I essayets forord forklarer Iben Krogsdal, hvad der har fået hende til at skrive denne bog. “Dette essay er skrevet i foruroligelse over, at så mange – især unge – i dag mistrives og lider af “noget”, vi ikke helt kan få fat om, og at de tilsyneladende lider mere og mere ensomt for hvert år, der går. Det er også skrevet i håb om, at der findes en kraft, der kan forløse os fra ensomheden, hvis vi ser lidelsen med et andet blik end det, der hersker i tiden.”

Derefter går forfatteren i gang med at analysere, beskrive, diagnosticere og gennemlyse vores kultur. Hun ser problemstillingen gennem kristendommens prisme. I det lys bliver vi nemlig passende modsagt, afsløret og alvorligt rystede. Efter forordet har givet os begrundelser og metoder, går essayisten i gang med hendes diagnose af samfundet – og jeg blev som lovet og advaret faktisk temmelig rystet!

Som titlen antyder, er en af grundtankerne i essayet “Vi mislykkede guder!”, at vores samfund på den ene side løfter mennesket op til vor tids guder og på den anden side konstant oplever, at vi mislykkes. Især de unge mærker hårdheden i dette paradigme. De får konstant at vide, at de kan alt, at de er unikke, og de bærer sandheden i deres hjerter.

Desværre erfarer stort set alle, at de mislykkes, for det er dømt til fiasko selv at bære ansvaret for sin lykke, sin succes, sit helbred og klimaet. Karma-begrebet lægges effektfuldt ned over ungdommen, for individualiseringen og psykologiseringen har forstærket råbet til den unge om, at de har alle muligheder, og de kan alt – og når de fejler, er det dermed også deres eget ansvar og deres egen skyld. Hvis man forvalter sig selv, bliver den bedste udgave af sig selv, så skal man nok lykkes. Man får som fortjent, lærer karma-loven de unge, så hvem kan man ellers give skylden, når man falder?

Essayets to store afsnit hedder “overtro” og “tro”. I det første afsnit afdækkes den nye overtro, der præger vor tids kultur, og i den anden beskrives det perspektiv, som troen kan byde ind med. Her beskrives det både barske og befriende evangelium, at her er vi ikke, hvad vi har eller giver. Her er vi, hvad vi får. Forfatteren bruger bibeltekster, salmer og teologer til at forklare, hvordan troen er det sted, hvor du kan hvile og blive set – langt væk fra krav, karmalov og selvfortabelse.

De to store afsnit danner en velfungerende ramme, omend jeg synes, at selve diagnose-delen står skarpest.

Vellykket essay med mange pointer

Bogens indhold og budskab greb mig med det samme. Jeg blev godt og grundigt rystet af forfatterens meget rammende og prægnante beskrivelser, der beskriver samfundet med nærmest profetisk indsigt. Genren er et essay, så forvent ikke masser af empiri eller videnskabelige argumenter. Ofte er argumenter, synspunkter og forklaringer bygget op omkring teologi, salmelinjer eller samtaler med veninder.

Det gør bogen relaterbar, menneskelig og ægte. Som læser fornemmer man at blive talt med i stedet for at blive belært eller undervist. Et essay på 130 sider er langt – især når der derudover også er både et komprimeret forord og efterskrift. Det kan være svært at holde en struktur, et momentum og en fremadskridende udvikling, men jeg synes, Iben Krogsdal lykkes godt med det. Jeg vil anbefale at give sig tid til læsningen eller læse bogen to gange, for mange af pointerne kan man sagtens dvæle ved.

Selve forfatterens skrivekunst er rigtig flot og læsevenlig. Iben Krogsdal er dygtig til at bruge sproget, og det tilfører hele essayet en ekstra dimension, når læseoplevelsen og håndværket er gennemført god kvalitet. Hun skriver med en fin alvor og patos, uden det bliver skingert eller patetisk. Sproget flyder fint og forståeligt. Selvom vi både hører om psykologi, religionshistorie og litteratur, bliver sproget aldrig kringlet, indforstået eller prætentiøst.

Bogens indhold og budskab greb mig med det samme.
Jeg blev godt og grundigt rystet af forfatterens meget rammende
og prægnante beskrivelser.

Iben Krogsdal er en meget produktiv salmedigter, og det kan man mærke. Jeg blev under min læsning optaget af at understrege alle forfatterens selvopfundne ord, og listen blev lang. “Forklaringsparat”, “livmoderfarvet”, “livsrytmisk”, “håbsbillede” og “faraostyrke” – bare for at nævne et par stykker. Man får indtrykket af, at Iben Krogsdal brænder for at få sit budskab ud til menneskeheden, langt mere end hun ønsker at sætte projektøren på sig selv. Det er en fornem evne i et essay – at skrive personligt og bruge sig selv, men uden at skygge for budskabet.

Vitaminer og næring for stort set alle

Målgruppen er ifølge forlaget først og fremmest de unge og deres voksne, men ret hurtigt udvides målgruppen til alle. Det er nok også meget rigtigt, selvom jeg ikke helt ved, om de helt unge vil lade sig gribe af essayet. Bogen er klart mere velegnet som studentergave end konfirmationsgave. Derimod vil den være god for alle, der har unge tæt på både privat, professionelt eller i kirken. Når det så er sagt, så er der vitaminer og næring for stort set alle typer af mennesker, for hvis du ikke har levet under en sten, så er du også ramt af individualisering, psykologisering og en snert af karma-tænkningen.

Er det så nødvendigt med endnu en bog om ungdommen? Bliver det ikke bare endnu en lang række af one-liners, der kan sættes i rammer på væggen eller postes på pinterest? Jeg mener absolut, at “Vi mislykkede Guder” har sin berettigelse. Hele problematikken omkring ungdommens mistrivsel får tilføjet en vigtig dimension, når Iben Krogsdal benytter troen som prisme.

Jeg synes, at bogen er i familie med Preben Koks øjenåbnende: ”Skæld ud på Gud”, der også italesætter nutidsmenneskets behov for Gud. På den anden side af Atlanten prøver Jordan Peterson at forklare verden, at mennesket har et religiøst behov, uanset hvor meget samfundet prøver at nedtone det. Jeg tror, at bogen er vigtig, for den peger på noget vigtigt – nemlig troens dimension som noget utroligt vigtigt for mennesket. Vi har brug for noget, der er større end os selv!

Jeg er meget glad for bogen og mener, at den er relevant for de unge, for samfundet, for kirken og for mig selv. Godt at blive mindet om, at jeg hverken kan alt, hvad jeg vil, eller at jeg kan alt det, jeg skal. Det er på forunderlig vis et befriende budskab, som troen, kristendommen og kirken kan tilbyde nutidsmennesket, der er ved at segne under egne forventninger og krav.

Iben Krogsdal:
Vi mislykkede guder
150 sider. 249,95 kr.
Jensen & Dalgaard, 2024