Engageret Aabenraa-præst går på pension

Jørgen Jørgensen holder afskedsprædiken i Sct. Nicolai Kirke den 26/5, hvorefter der er reception på Folkehjemmet for den nu 64-årige sognepræst.

Her fortæller han om sin tro og tjeneste i dansk kirkeliv.

Hvordan var din barndom og opvækst?

“Jeg blev født og voksede op i en verden, der ikke eksisterer længere. Min far var landmand i Vestjylland – lidt syd for Tarm. Min mor var hjemmegående – eller som det også kaldes ”medhjælpende hustru”. Jeg var enebarn og også ønskebarn. Mit hjem var præget af en solid, men også diskret kristentro. Vi gik i kirke, men langt fra hver søndag. Jeg deltog i søndagsskole, men var bestemt ikke den elev, der fik præmien for at have samlet flest stjerner i løbet af året. Men mor bad aftenbøn med mig hver aften og sang ”Nu lukker sig mit øje”.

Hvornår og hvordan blev kri-stendommen virkelig for dig?

“En skelsættende begivenhed fandt sted en dag i 7. klasse, hvor jeg oplevede, at nogle klassekammerater gjorde grin med et eller andet omkring kirke, tro, bibel – eller hvad det nu var. Jeg husker det ikke, men jeg husker, at jeg blev så provokeret, at jeg måtte sige fra. Det udløste en skarp reaktion, hvor jeg pludselig stod med en kristen bekendelse, som jeg derfra måtte leve op til. Jeg begyndte – lidt sporadisk – at læse i min bibel og fik også fat i en del små kristne bøger og pjecer; bl.a. fra Dansk Europamission om livet som kristen i den kommunistiske verden. Det gjorde indtryk.

“I 8. og 9. klasse var jeg på efterskole, hvor jeg igen havde en skelsættende oplevelse. Jeg var ivrig fodboldspiller, og det var en selvfølge, at jeg skulle spille fodbold på efterskolen. Men da valgfagene skulle vælges, viste det sig, at der stod bibelstudium i et lærerhjem på programmet samtidig med frivillig fodbold. Jeg bed længe i blyanten, før jeg valgte bibelstudiet. Det fik jeg meget ud af.”

Hvordan og hvornår begyndte det med dit kald at blive præst?

“Jeg engagerede mig i KFUM & K, der var det lokale ungdomsarbejde i missionshuset i Tarm, samtidig med jeg også var med i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) på gymnasiet i Tarm. Jeg var meget engageret begge steder, og da jeg i 1979 blev student, trængte jeg til en pause. Det blev til et etårigt ophold på Luthersk Missions Høj- og Bibelskole i Hillerød. Det var et klosterliv, der blev en stor velsignelse. Både undervisning, selvstudium og samvær var meget berigende.”

“Jeg var blevet matematisk student, men flere havde spurgt, om jeg ikke skulle være præst. Det skulle jeg ikke. Jeg var ikke sproglig. Som teolog skulle man både have latin, græsk og hebraisk og læse en del faglitteratur på især tysk, men også engelsk. Det var bestemt ikke attraktivt. Men højskolen tilbød et kursus i nytestamentligt græsk. Nysgerrig som jeg var, tænkte jeg, at det kunne da også være meget sjovt at få lært de græske bogstaver og snuse lidt til det sprog, Ny Testamente er skrevet på. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev grebet af det. Det var vildt spændende.”

“På bibelskolen var det tid at overveje, hvad jeg skulle fremadrettet. Efter mange – svære – overvejelser og en del tid i bøn, sendte jeg min ansøgning til Århus Universitet om at blive optaget på det teologiske studium.”

Hvorfor valgte du at læse på Menighedsfakultetet i Aarhus?

” Én af lærerne på bibelskolen havde været meget involveret på Menighedsfakultetet (MF) og fortalte om denne bibeltro teologiske uddannelsesinstitution i Århus. Beskrivelsen heraf svarede til mit udgangspunkt, og det var derfor helt naturligt at engagere mig på MF fra dag et. Det var mit privilegium at læse så meget, som det dengang var muligt af mit teologiske studium på MF – fra 1980-1988, hvor jeg blev teologisk kandidat.”

Hvorfor går du på pension, før du når pensionsalderen?

“Jeg synes, jeg har haft et spændende og travlt arbejdsliv med mange glæder – og en del skuffelser. Glæderne drejer sig om menighedens frivillige fællesskab, sociale og diakonale tiltag, gudstjenester målrettet specielle grupper som spaghettigudstjenester, konfirmandgudstjenester osv. Da Aabenraa er et pænt stort sogn, er der mange ”bundne” opgaver og dermed også en del arbejde. Jeg kan godt følge med endnu, men jeg kan ikke se mig selv i opgaven, indtil jeg fylder 70; så det blev nu, jeg traf beslutningen.”

Har du nogle særlige minder fra dit arbejdsliv, som du sætter pris på?

“Jo, oplevelser har der været mange af – gode opmuntringer – mange frivillige medarbejdere, omvendelser, troens vækst, mirakuløse indgreb fra Gud. At være præst er at blive betroet det stærkeste våben og redskab, der findes i verden: Guds ord. For det redskab kan forandre virkeligheden. Det kan genrejse et faldent menneske. Hele et brudt hjerte. Overvinde frygt, ensomhed og død. At gøre tjeneste med det ord er fantastisk.”

“En gang havde jeg et hold konfirmander bestående af 4 autister. Når jeg ankom til specialskolen til undervisning, hentede de mig ved yderdøren og førte mig nærmest i triumftog gennem hele skolen til undervisning. De var meget glade for undervisningen, bibelhistorien og mig. Og da vi stod i kirken til konfirmation, og jeg spurgte én af dem – en høj dreng: ”Vil du konfirmeres i den kristne tro?” så kiggede han på mig et øjeblik og svarede med et dejligt smil, som jeg kan se endnu: ”Det vil jeg da gerne!””

“Engang ved et dødsleje sang vi salmen ”Under dine vingers skygge” – og da vi nåede linjen ”Fader dine visdomshænder, kors til sejrens palme vender, klageråb til jubelsang”, spurgte jeg mig selv: ”Hvad laver du her? Hvordan kan man synge ved et dødsleje: Klageråb til jubelsang – eller kors til sejr?” Og det slog mig: Det er derfor du er her; for at forkynde håb – opstandelse – tilgivelse. For at række nadveren til døende – og levende. For at være en røst, der tør sige død og djævel imod og gøre Guds løfter gældende i mørkets verden, som et lys, der aldrig går ud. Én af mine glædelige minder er vel helt banalt, at der – skønsmæssigt – har været over 50.000 tilhørere til evangeliet alene ved de begravelser, jeg har stået for.”

“En gammel konfirmand, bosiddende i udlandet, der havde læst, at jeg skulle stoppe, skrev i en mail til mig: ”Du havde en bestemt event med til en julegudstjeneste for ti år siden. Forleden stødte jeg på noget tilsvarende – og blev meget rørt og kom til at tænke på din prædiken fra dengang…” Så mærker man, at det hele ikke var forgæves.”

“En aften i Onsdagsfællesskabet, hvor emnet var mission, spurgte jeg helt spontant ud i forsamlingen, hvor mange der var vokset op i det, de selv ville kalde et kristent hjem. Ca. halvdelen reagerede med en hånd i vejret. Så spurgte jeg, hvor mange der ville sige, at de indenfor de sidste år havde fundet eller genfundet deres kristne tro – bl.a. gennem Alpha Kursus i Aabenraa. Ca. halvdelen markerede. Alpha har vi kørt siden 2000; 1, 2 eller 3 gange om året. Små kurser, men alligevel med den konsekvens, at nye hvert år er føjet til menigheden. Selvom det har været skuffende, når nogle, der tilsyneladende var godt integreret i menighedslivet, så alligevel valgte at stoppe, men glæderne har absolut været de fleste.”

En af dine sønner er også præst. Har du haft indflydelse på hans beslutning?

“Det glæder mig rigtig meget, at det, vores fire børn har oplevet i deres barndomshjem, ikke har afskrækket dem fra at engagere sig i kirke og trosliv. Jeg har ikke forsøgt at påvirke nogen af vores børn i deres karrierevalg. De skulle – som jeg selv – finde deres egne veje efter overvejelse og bøn om Guds ledelse. At der så blev én, som jeg fagligt set er tættere på end de andre, er da en gave, som jeg meget ofte nyder. Vi udveksler ideer til prædikener, konfirmandundervisning, juleaftensgudstjenester osv. Det er frugtbart.”

Har du nogle planer for tiden efter du går på pension?
“Jeg stopper som fuldtids præst i Sct. Nicolai kirke, Aabenraa, men jeg har stadig både kræfter og lyst til at være medarbejder i Guds rige. I øjeblikket er der præstemangel og en del ledige embeder, hvor man efterspørger hjælp i en vakance eller andet. Der bliver sikkert også ”præstelige” opgaver til mig. Det må tiden vise. Men én ting er sikkert: Tempoet skal ned.”