Nye Borgerlige vil synliggøre kirkens helligdage
Partiet Nye Borgerlige med formand Martin Henriksen i spidsen har fået mange og blandede kommentarer til et opslag om Kristi himmelfartsdag.
”Vi lægger jo – med opslaget – ikke skjul på, hvad der er pointen med Kristi himmelfartsdag. Tanken er at synliggøre, hvorfor vi markerer helligdagen og ikke bare lave et lidt intetsigende opslag,” siger Martin Henriksen.
Tilbage til kilden
Opslaget har fået en del kritik, både fordi NB har lavet opslaget, men også fordi det klart henviser til den oprindelige baggrund for helligdagen. Det kulturelle er vigtigt, men det handler også om troen, påpeger Martin Henriksen.
”Vores arv og kultur er ingenting uden det, som ligger bag. Så vi går direkte tilbage til kilden, og det reagerer folk så imod. Kristne traditioner og værdier hænger jo også sammen med troen, uanset om den enkelte så tror eller ej,” siger Martin Henriksen.
Man kan se opslaget på Nye Borgerliges facebookside. Martin Henriksen, der tidligere har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti, har skrevet bogen ”Vil du med på en rejse igennem kristendommen?”, som er udgivet på Udfordringens Forlag.