Fokusér på det væsentligste
Hvordan skal man være kristen? Hvad må man? Hvad må man ikke? Og hvorfor? Hvilken forskel gør det?
Den slags spørgsmål har jeg jævnligt hørt i forskellige varianter og har også selv stillet dem, og jeg synes faktisk ikke altid, det er så nemt at give et godt svar. Selvom jeg gerne vil videregive, hvad jeg mener, der er det rigtige i alverdens situationer, så tror jeg, det ofte er bedre at lade svaret være, at det i bund og grund handler om, om du tror på, at Jesus er Guds søn, Messias, og dernæst om du vil følge ham.
Hvad det så kommer til at indebære for dig at følge ham, må tiden vise – og hvordan det skal komme til udtryk i dit liv, ja, det er så det, du i din relation med Jesus skal finde ud af. I Bibelen er der masser af vejledning. I gode kristne fællesskaber kan du også få både vejledning, hjælp og inspiration, og så kan du i bønnen og stilheden også blive vejledt. Selvom kristendommen i sin natur lever bedst i fællesskab, så er troen også en personlig sag – og mon ikke det er en af grundene til, at Jesus siger, at vi ikke skal dømme hinanden. Det er en sag mellem hver enkelt og Gud.
En gammel joke lyder, at da et ældre menneske efter et langt liv på jorden kom op i himlen, blev personen budt varmt velkommen og fik vist, at derovre i det store hus var der gjort et værelse klar, men det var vigtigt, at han var helt stille. ”Hvorfor,” spurgte han. ”Fordi alle de andre tror, de er de eneste, der er her,” lød svaret. Jeg tror, at når vi kommer i himlen, så vil mange af os få at vide, at der godt nok var nogle ting, vi havde misforstået, men vi troede på Jesus, og derfor er vi her.
Mange mennesker er gennem tiden blevet skræmt væk fra det kristne fællesskab på grund af det kristne fællesskab. Det er ikke altid fællesskabets skyld, men nogle gange er det desværre. Det er uendelig trist, når det sker, og det burde ikke ske, men det sker. Det er trist, når man ser et fællesskab, der burde være kendetegnet ved indbyrdes kærlighed og næstekærlighed, men som ikke er det. Jeg ville ønske, at vi i alle vores kristne fællesskaber med udgangspunkt i en personlig relation til Jesus blev optaget af det væsentligste og fyldt af det væsentligste.
Det er trist, når et kristent fællesskab, en kristen organisation eller en kristen kirke går mere op i at bevare sit fællesskab end i at bevare hinanden og andre i troen. Der er heldigvis ikke mange kristne fællesskaber, der 100% fungerer sådan, men nogle fællesskaber har en snert af det – og det er forkert. Lige så forkert som det er at have travlt med at dømme andre. Jeg har egentlig mest lyst til at snakke de kristne fællesskaber op af den simple grund, at der findes helt utroligt mange dejlige kristne fællesskaber, virkelig.
Men jeg har også lyst til at slå et slag for, at vi alle sammen en gang imellem lige trækker vejret og fokuserer på det væsentligste – at vi giver mulighed for, at Gud kan fylde noget kærlighed ind i de områder af vores liv, hvor kærligheden har svært ved at komme til. For det er der altså også brug for – og måske er der endda rigtig meget brug for lige præcis det.
