Katekismen som ankerpunkt for troen og sjælesorgen
”Livet er som en sejlads i skiftende vejr. Det gælder både konfidenter og sjælesørgere. Katekismens teologi sætter os fri til at lytte, til at tage livet alvorligt og formidle befrielse i vores samtaler. Hvis vi forankrer troen og sjælesorgen dér, får vi hjælp til at leve som frigjorte kristne”. (s. 311)
Som protestant, men ikke lutheraner, finder jeg det meget berigende at læse bøger af grundfæstede kristne, som har deres rødder solidt plantet i netop den lutherske lære. Egil Sjaastad, der har stået i spidsen for Fjellhaug skoler og desuden skrevet en mængde bøger igennem årene, leverer i ”Fri og forankret – Katekismen som ankerpunkt for troen og sjælesorgen” et godt eksempel på, at vi kan berige hinanden på tværs af kirkeskel.
Egil Sjaastad gennemgår den lille katekismus og dermed det, der engang var grundlærdom for enhver konfirmand. For en del år siden stod jeg for undervisningen af tre konfirmandhold i et tre måneders vikariat og blev derigennem bekræftet i, at stofområdet – de ti bud, trosbekendelsen og fadervor – fortsat er kerneområder i denne trosoplæring. Men Luthers lille katekismus er samtidig et anker i forkyndelse og sjælesorg, hævder Egil Sjaastad.
Når man går til buddene for livsvejledning og deri lytter til livsvisdommen, som Luther udleder af disse, ser man da også hurtigt, at det er holdepunkter og pejlemærker, som en ofte rodløs generation har desperat brug for at tage til sig. Alle buddene indeholder et ”nej til” og et ”ja til”, og det er netop helt afgørende for sjælesørgeren, der mødes med spørgsmål om moral, seksualitet, prioriteter i livet osv., at kunne applicere buddenes ”nej tak til…” og samtidig vise hen til deres ”ja, tak til…”.
Ser vi på trosbekendelsen, så er den nøglen til at takle de sværeste ting i livet. Den starter som bekendt med bekendelsen af Gud som skaber og Jesus som frelser. Derved placerer den individet i en større fortælling. Mennesket er villet og elsket af en evig Gud, men mennesket er også faldet for synden og underlagt konsekvenserne i form af sygdom, nød, elendighed og i sidste ende døden. Men det er ikke det sidste ord i sagen. For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Bogen veksler imellem kommentarer til den lille katekismus, både af forfatteren og af salmedigtere mv., og beskrivelser af sjælesorgssamtaler eller emner fra samme, hvor pointerne kan anvendes. Det er klassiske udfordringer, som skilsmisser, sårede og skuffede følelser, trosmæssige konflikter o.l., der ses i lyset af denne klassiske lutherske lære. Et par afsnit afsættes også til hhv. dåbssyn og diskussionen om vielse af fraskilte, hvilket nok må siges at være lidt ved siden af det egentlige ærinde, men selvfølgelig interessant nok i forhold til selve katekismen. Når katekismen ikke længere er børnelærdom, som forfatteren skriver i sit forord, ja så er det en glimrende idé med denne bog.
Egil Sjaastad: Fri og Forankret
320 sider. 279,95 kr. Logos Media