Menighedsfakultetet mangler 2 millioner inden 1. juli

MF’s årlige sponsorløb, hvor deltagerne løber, cykler og går for at skaffe penge til de studerendes stipendier, foregår i år den 9. september i Skejby.

MF havde for dette regnskabsår budgetteret med en gavestigning på 4% efter sidste års nedgang. Men en midlertidig stigning i gaveindtægter er igen faldet, så man mangler 2 mio. i gaver inden udgangen af juni.

”Det svarer til 400.000 kr. mere, end vi modtog sidste år,” skriver MF i den seneste udgave af MF-bladet. Samtidig udtrykker MF’s sekretariatsleder glæde over, at der nu igen er aktivitet på byggepladsen efter næsten to års stilstand.

”Vi er taknemlige for, at en gruppe erhvervsfolk har bidraget med det økonomiske fundament, og at der er indgået kontrakt med en lokal totalentreprenør. Nu kan planerne endelig realiseres, og til næste sommer kan de kirkelige organisationer flytte ind i kontorlokalerne i stueetagen og de 55 boliger udlejes. Sideløbende fortsætter det daglige virke på MF, som ikke må miste fokus,” fastslår sekretariatsleder Walther Plauborg Hansen i MF-bladet. Man kan vælge at støtte MF generelt, men der er også mulighed for at støtte MF’s forskning med fuld fradragsret. I så fald skal man skrive ’Gave til forskning’ i beskedfeltet, oplyses det i bladet.

Årets sponsorløb

Traditionen tro indleder MF det nye semester og studieår med at invitere studerende og ansatte m.fl. til sponsorløbet, der i år foregår den 9. september i Skejby. Sidste år indsamlede de 57 deltagere omkring 450.000 kr. til MF’s arbejde. Hvis man ønsker at arrangere et lokalt sponsorløb for MF, kan man kontakte whp@teologi.dk.