Nye huemærker med kristent indhold til studenterkørslen

Ikke alle studentertraditioner er lige gode. Det mener Blå Kors, der er kritisk overfor de mange ”hueregler”, og det mener Isak Sode Larsen, der har taget initiativ til helt nye huemærker, der både er tænkt som en sjov idé og som en mulighed for at fortælle om sin tro.

Studentertiden er fuld af fest og sjove traditioner, men druktraditionerne er ikke lige populære alle steder. Foto: Bigstock / irisphoto3

Når landets studenter om et par uger ruller rundt på landevejene i lastbiler og busser med høj musik og højt humør, så følger der også en masse traditioner med, som giver forskellige mærker på eller i studenterhuen.

Det kan være et mærke for at have set solopgangen eller have været vågen i 24 timer, men det kan også være for at have drukket så meget, at man kaster op, har været til udpumpning, badet nøgen med hue på, kysset med en for første gang eller måske med en af samme køn. Alt efter hvilken præstation man lykkes med, får man et særligt mærke i studenterhuen.

Ikke en modreaktion

Isak Sode Larsen, der bliver student fra Frederiksborg Gymnasium, glæder sig til at fejre sin studentereksamen. Foto: Privat

En af dem, der kan se frem til snart at ture rundt i studentervognen, er Isak Sode Larsen på 19 år, der bliver HF-student fra Frederiksborg Gymnasium i Hillerød den 25. juni. For et år siden fik Isak en idé til at indføre nogle nye huemærker, som unge kristne bedre kan se sig selv i, og som kan blive en anledning til at fortælle lidt om, hvad der står i Bibelen eller om ens egen tro. Forslagene kan ses i faktaboksen her på siden.

”Det er egentlig ikke tænkt som en modreaktion mod de nuværende huemærker. Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvad der rigtigt eller ikke rigtigt at gøre for kristne eller ikke-kristne. Jeg vil bare gerne give et sjovt supplement, der giver flere muligheder for at have det sjovt,” fortæller Isak Sode Larsen.

”Der kan også komme meget sjov ud af de huemærker, der er nu, men der er også mange kristne, som ikke rigtig kan se sig selv i dem, og nogle kan også være ret grænseoverskridende. Derfor ville jeg gerne skabe noget, der var mere nært for os, der er kristne, både fordi det kunne være sjovt, og fordi det kunne være en mulighed for at fortælle om kristendommen og en mulighed for at fejre de kristne studenter, og så for at drive en form for mission til sine klassekammerater,” siger Isak.

Spændt på, om det flopper

Isak håber, at de nye mærker bliver en succes med tiden, og at der måske også kan komme endnu flere til.

”Min forhåbning er, at folk laver dem, de har lyst til. Jeg håber, der er nogen, der kan finde noget glæde i det – både for ens egen skyld, og hvis man vil indvi sine klassekammerater i noget af det, man tror på. Mange unge ikke-kristne kender ikke til, hvad det betyder at være ung og kristen,” siger Isak, der selv går efter at få alle fem mærker. Isak har allieret sig med en konsulent fra Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), som er med til at bakke op om idéen, og har blandt andet også fået lov til at lægge en video op på KFS’ instagramprofil. Derudover har han fortalt om det til forskellige arrangementer og næste skridt er at kontakte diverse lokale KFS-formænd.

”Jeg er spændt på, om det flopper, eller om det bliver et hit. Det er jo også helt normalt, at man laver dem i løbet af sommeren til alle studentergilderne. Det er ikke kun på selve køreturen, men min personlige favorit er den med bibellæsningen, det, synes jeg, er sjovt, blandt andet fordi det netop skal foregå på selve vognturen,” fortæller Isak.
Isak har indtil videre fået god respons fra både tidligere og kommende studenter.

Blå Kors opfordrer til nye traditioner

I Blå Kors, der i mange år har arbejdet for at skabe en ny alkoholkultur i Danmark, hvor druk fylder mindre, hilser man alle initiativer velkomne, som kan arbejde med på den vision, og er generelt kritisk overfor konceptet med huemærker, der relaterer sig til forskellige drukudfordringer.

“Det sender et forkert signal til de unge, der skal ud og fejre, at de bliver student. Mange af hueklippene handler om at drikke øl. Ikke bare en enkelt, men en hel kasse. Det handler om udpumpninger og ekstrem druk,” siger Morten Skov Mogensen.

Ifølge en ny undersøgelse fra TrygFonden oplever 36 procent af de unge, at det kan være svært at være en del af fællesskabet til fx fester, hvis man ikke drikker alkohol. Derfor mener generalsekretær Morten Skov Mogensen, at man i stedet skal lave nogle mere inkluderende ritualer: “Jeg synes, at de unge skal lave deres egne klip, som handler om at have det sjovt sammen i stedet for at drikke sig i hegnet.”

Isaks forslag til fem nye huemærker

Zakæus – Man klatrer op i et træ og sender et beløb på fire gange sin sidste karakter til en valgfri velgørende organisation

Bibelen – Man læser et kapitel fra Bibelen højt for en kammerat under vognturen

Fodvaskning – Man laver en fordybning i puden på sin hue, hælder vand og sæbe i den og vasker en andens fødder i det

Det lille lys – Man går hen ad gaden med tændt lys hånden, mens en højttaler spiller ’Det lille lys jeg har’ (en kristen sang)

Noas ark – Man skriver sit yndlingsbibelvers på et ark papir, som man folder til en papirbåd og sætter ud at sejle