Shoegaze er tilbage

Som far, så søn. Det er en af de ting, man ikke kan lade være med at tænke, når man lytter til debutalbummet fra The Rocky Valentines. Men Charles Martin, søn af Starflyer 59’s Jason Martin, har med sit enmandsband udgivet et debutalbum, som ikke bare minder om sin faders kunst, men som bringer en lyd helt tilbage fra 90’erne frem til 2020’erne på en måde, som både er nostalgisk og forfriskende.

Det kan være svært at skulle udgive et album, når man har en far, som er tæt på legendestatus, selv hvis det er i noget så niche som den kristne/alternative/shoegaze-scene. Men Charles Martin har heldigvis grebet opgaven smukt an med et album, som vil vække glæde hos fans af faderens musik uden at lyde derivativt. Hvis man på nogen måde har eller har haft en kærlighed til shoegaze bands fra 90’erne, som f.eks. mastodonterne indenfor genren, My Bloody Valentine, så vil man måske kunne fornemme en vis inspiration, når man lytter til The Rocky Valentines, og jeg snakker ikke bare om bandets navn. Den lidt slørede guitartone kombineret med en relativt monoton og minimalistisk vokaloptræden bringer virkelig én tilbage til genrens rødder.

Erase er dog ikke bare en efterligning af tidligere legender. Martin bringer sit eget touch, som tilføjer en garage rock lyd kombineret med let poppede melodier, som har en tendens til at hænge ved, selv efter sangen er overstået. Rent lyrisk er albummet meget minimalistisk, og det er ikke livets store spørgsmål, som der søges svar på. Men Martin har en rigtig god evne til at sige meget med meget lidt. Sangen “Sing the Song”, der handler om den lidt tomme følelse, der kan følge med at blive ældre, er noget alle aldersgrupper kan relatere til. Generelt har alle sangene på albummet et meget ungdommeligt udtryk, dog uden på nogen måde at være barnlige eller fremmedgørende for andre generationer.

Dette album er en super indbydende debut, som fylder et hul i den moderne musikscene, mange måske havde glemt, vi havde. Men det er både så kompetent og lovende for projektets fremtidige output, at det kun kan anbefales

Kunstner: The Rocky Valentines
Titel: Erase
Genre: Shoegaze
Download: itunes.dk – Pris: 69,00 kr.