Vil vi tillade, at vores med mennesker kan blive en anden?

Præst og forfatter
Poul Joachim Stender
Bogøvej 1
4060 Kirke Saaby

På vej til Damaskus for at anholde jøder, der havde tilsluttet sig Jesus-bevægelsen, får apostlen Paulus et syn. Jesus åbenbarer sig for ham. Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente har beskrevet hændelsen udførligt tre gange. Paulus selv henviser til den ved i sit brev til Galaterne at skrive, at Gud ”besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedninger”.

Paulus havde været en indædt forfølger af de kristne. Han havde chikaneret dem og krænket dem på alle måder. Han havde endda været en del af steningen af den første kristne martyr Stefanus. Men Paulus møder i et syn Jesus. Han forvandles. Som han selv udtrykker det: ”Jeg lever ikke mere selv. Kristus lever i mig”. Vi har alle sammen en mulighed for at blive en anden i kraft af en anden.

Vi kan ændre synspunkter og holdninger og opførsel. Paulus havde på den mest modbydelige og voldelige måde forfulgt de kristne. Men efter sin omvendelse tager de kristne ham til sig, selv om hans anmodning om at blive en del af bevægelsen er en voldsom provokation for dem. De ser, at han er blevet anden. De åbner armene for ham. Men spørgsmålet er, om vi i vores tid vil lade vores medmennesker få lov til at blive en anden?

Entertaineren Martin Brygmann blev udstillet i de offentlige medier for sexisme i musikverdenen. Det var en pinlig, men ikke juridisk ulovlig afsløring af udannet opførsel overfor for unge kvinder. Vi taler ikke om et menneske som Korsør-manden, der har myrdet, tortureret og voldtaget. Vi taler om et menneske, der burde have lært af kristendommens etik hvordan man opfører sig. Men efterfølgende har Martin Brygmann kunnet se, at han har overskredet andres grænser.

Han er kommet til en erkendelse. Han er blevet en anden. Men vil vi i vores tid lade folk få lov til at blive en anden? Bookingbureauerne har udeladt Martin Brygmann fra deres hjemmesider. Befolkningen har sat ham i en bås. Men alt tyder på, at han er blevet en anden ligesom Paulus, og at vi derfor, som hans medmennesker, skulle åbne os for ham igen, give ham en chance og glæde os ved de store talenter han har som musiker og skuespiller. Vi må i en tid, hvor flere og flere bliver dømt af den offentlige domstol for krænkelser, være parate til at give de dømte en chance for at blive en anden. Eller er tilgivelsens mulighed ikke mere til stede?

Når jeg er grebet af Paulus, er det blandt andet, fordi han viser mig i hændelsen ved Damaskus, at vi kan blive en anden i kraft af Jesus. Jeg føler mig ikke god nok på bunden. Jeg vil gerne være et bedre menneske. Og jeg ser Paulus som et eksempel på, at vi kan blive bedre mennesker. I Romerbrevet skriver han: ”Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Forvandlingen er ikke vores fortjeneste.

Det er, som altid hos Paulus, Guds fortjeneste. Men at blive en anden handler ikke om, at vi efter ikke at have dyrket motion i mange år, pludselig tager os sammen til at løbe og træne. Det handler heller ikke om, at vi efter et stort forbrug af frosne pizzaer, er begyndt at indtage økologiske råkostsalater, med kold fedtmager kvarksovs. Det handler om, at vi som Paulus tager Jesus til os, så han lever i os. Og når Jesus lever i os, ved vi godt, at vi ikke skal krænke andre mennesker. Vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden.

Er det et skridt for meget at få at vide, at vi skal blive en anden? Provokationer er fantastiske så lang tid, de er harmløse. Men hvad med provokationer, der holdes op foran os som et spejl og afslører, hvem vi er? Vi er opdraget til at tro, at vi er gode nok. Samstemmende lyder det fra Danmarks hylekor af terapeuter, at vi skal være stolte af vores fejl. Vel skal vi ej. Vi skal forsøge at tage Jesus til os for at blive bedre mennesker og komme af med vores fejl. Blandt andet den grundlæggende fejl, at vi tror, at vi skal spille hovedrollen i vores eget liv.

Det er Gud og vores medmennesker, der har hovedrollen. Birollen er vores. Og dertil kommer det provokerende spørgsmål: Vil vi tillade, at vores medmennesker kan blive en anden? Kan entertaineren Martin Brygmann få en ny chance? Kan tidligere overborgmester Frank Jensen? Kan forhenværende leder af de radikale Morten Østergaard? De blev alle anklaget for krænkelser af kvinder, og det virker, som om de, selvom de angrer og har sagt undskyld, ikke kan få lov til at blive en anden. Når vi først har sat et menneske i bås for krænkelser, vil vi ikke give det menneske lov til at blive et bedre menneske. Og ve den, der provokerer med at foreslå det!