Mindeord om Niels Arne Skov
Niels Arne Skov pegede på Jesus, bl.a. gennem sit engagement i Luthersk Mission, bibelcamping, Norea Radio og Balkanmissionen.
19. juni udrandt det dagetal, der var tildelt Niels Arne Skov i Brændstrup. Han blev 86 år. I en tidlig alder overtog han ledelsen af den korn- og foderstofforretning, som var drevet af familien i mange år. Herudover har Niels Arne og hans hustru Gerda stillet sig til rådighed for adskillige opgaver i Guds Riges arbejde.
Vækkelsesmøder i Sønderjyllandshallen
I begyndelsen af 1960-erne blev Niels Arne formand for Luthersk Missions ungdomsafdeling i Sønderjylland og senere landsformand for LMU. Efter Billy Grahams møderække i Forum København i 1965 kom et forslag om at lave noget lignende i Sønderjylland. Efter grundig forberedelse med Niels Arne som styrmand blev møderækken med den norske prædikant John Olav Larssen afviklet i Sønderjyllandshallen i oktober 1967 med næsten fuldt hus hver aften!
Bibelcamping på lejrstedet Solbakken
En ungdomstur til Justøy bibelcamping i Norge i 1968 førte til, at den første bibelcamping i LM i Danmark blev afholdt ved lejrstedet Solbakken i Sønderjylland, med Niels Arne som initiativtager og formand i mange år. Også her lagde han mange kræfter i forberedelser og afvikling hver sommer.
Norea Radio Danmark
På bibelcampingen i 1969 medvirkede den norske prædikant Kristoffer Fjelde, der opfordrede til, at LMU påtog sig at lave nogle danske radioprogrammer, da Norea Radio i Norge søgte en dansk samarbejdspartner. Tanken fængede hos Niels Arne, der tog fat på opgaven, og det blev begyndelsen til Norea Radio Danmark, hvor Niels Arne blev den første formand. Dette arbejde har nu gennem 54 år udviklet sig til et enormt mediearbejde.
Balkanmissionen
For 30 år siden tog Niels Arne initiativ til oprettelsen af Dansk Balkanmission, som arbejder i Rumænien, især med fokus på romaer. Med mange frivillige medarbejdere i Danmark sørges der for, at denne folkegruppe får såvel praktisk som åndelig hjælp. Niels Arne gav sig selv i tjenesten – helt til det sidste! Han ønskede at pege hen på Jesus. Han har – som Paulus skriver til Timoteus – ”stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen”.
For 30 år siden tog Niels Arne initiativ
til oprettelsen af Dansk Balkanmission,
som arbejder i Rumænien, især med fokus på romaer.