Mor til mange: Hvordan skal jeg kunne rumme min mands børn?

Hej Filip

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal rumme min mands børn! Vi har været gift i 5 år nu. Han har 2 børn på 15 år, jeg har en datter på 7 år, og sammen har vi en søn på 3 år. Jeg elsker alle børn i familien, og jeg elsker min mand. Det er bare sindssygt svært at blive enige om opdragelse. Vores yngste opdrager vi sammen, min datter har altid kendt min mand, og lytter lige så meget til ham, men hans to drenge, hører ikke meget efter, når jeg siger noget, men straks min mand siger noget, så lytter de, og opfører sig ordentligt.

Når jeg gør min mand opmærksom på det, eller fortæller ham om ting, han burde stramme op på, som oprydning, deltagelse i familien og deres sprog. Så siger han bare, at han ikke synes, det er så slemt. Når jeg insisterer på, at der skal tages fat om problemet, bliver han vred og siger, at de er ordentligt opdraget, og det skal jeg ikke blande mig i, han opdrager jo heller ikke min datter. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.

Nogle gange overvejer jeg, om vi skal flytte fra hinanden, fordi det fylder så meget, men jeg ønsker ikke at gøre den skade på vores yngste, jeg kan se, hvad det har gjort ved de andre. Jeg kan bare ikke holde ud, at de 2 store børn kan gøre, hvad de vil, og jeg bare skal finde mig i det og se på, hvordan de roder sig ud i problemer, og nogle gange skaber dårlig stemning herhjemme. Jeg vil elske dem, som var de mine egne, men det er bare så svært nogle gange. Jeg er tom for ideer, så jeg håber, du kan hjælpe mig.

Hilsen mor til mange

Hej

Tak for dit brev til brevkassen. Jeg vil gøre mit bedste, for hjælpe dig videre i den fastlåste situation du står i. for det kan være en svær udfordring at slå flere familier sammen. I min praksis møder jeg jævnligt denne udfordring, som kan være ved at rive en ny familie fra hinanden. Du beskriver både udfordringerne med din mands måde at opdrage sine børn på, og hans børns måde at lytte til dig. Samtidig nævner du også tanken om at flytte hver til sit, da det fylder så meget. Jeg vil starte med at tage fat i det sidste: flytte fra hinanden.

Jeg kan godt forstå din tanke om at flytte fra hinanden, for at få udfordringerne til at fylde mindre – og du nævner også allerede selv alle de ny udfordringer det kan føre med sig. Så lad os i stedet vende hele sagen på hovedet, og undersøge hvordan du og din mand har det sammen. Elsker du ham? Er der øjeblikke hvor livet sammen er skønt? Kan du stadig se noget af det, du engang forelskede dig i? og elsker han dig? – hvis ”ja” hvor ser du det henne?

For at kunne få jeres familie til at fungere, er det nødvendigt, at I sammen udgør et solidt fundament for en hverdag, og skaber et hjem som I alle har lyst til at komme hjem til efter skole og arbejde. Hvis det ikke er sådan, så er der noget, I skal til at arbejde på – find kærligheden! Før den er fundet, kommer I ikke ind i et sundt arbejdsfællesskab om jeres familie. For det er et arbejdsfællesskab at få en familie til at være langtidsholdbar. Det skal også være skønt en gang i mellem, men meget af tiden – og særligt med den alder jeres mindste børn har, så er hverdagen fyldt med praktikaliteter og kalendergymnastik.

I din beskrivelse af forholdet til din mands børn, får jeg indtryk af en fortvivlelse over ikke at have så nært et forhold til din mands børn, som du kunne ønske dig. Nu er de så nået til teenagealderen, hvor unge i forvejen lytter mindre til voksne, og her bliver du måske dømt helt ”ude”. Du kan ikke kæmpe dig ind på din mands børn ved at opdrage på dem, og det er for øvrigt heller ikke dit ansvar, det er din mands.

Det er dig og din mand, der er de voksne i huset, og jer der sætter husets regler. Du kan sagtens være med til at påminde dem om at overholde reglerne, men når det kommer til irettesættelser og opdragelse, så må du lade din mand om dette. Uanset hvor nænsomt du henvender dig til dem, så er du ikke deres mor, og du har derfor ikke samme autoritet over dem. Det er en meget svær balance at opdrage i en sammenbragt familie, når der både er ”dine, mine og vores” børn. Alligevel er det bare nødvendigt at adskille rollerne i familien og være bevidst om, hvilke autoriteter der skal i spil hvornår.

Du kan selvfølgelig stadig bede alle børn, om at samle deres jakke op, når den er smidt på gulvet, eller rydde op efter sig. Men når det kommer til egentlig opdragelse, som for eksempel om man skal sidde ved bordet til aftensmaden, eller hvor længe man må være ude om aftenen, så skal det være den biologiske forælder, fordi der som oftest er en større lydhørhed hos børn, når de bliver irettesat af deres forældre.

Uanset hvor nænsomt
du henvender dig til dem,
så er du ikke deres mor,
*og du har derfor ikke
samme autoritet over dem.

Når forældre irettesætter deres børn, er relationen ikke på spil på samme måde, som når andre gør det. Hvis et barn bliver irettesat af sin klasselærer, kommer der ofte en automat-reaktion, hvor de overvejer, hvad de synes om læreren. Hvis de synes hun er dum, og siger det, kræver det ofte mere reparationsarbejde, inden relationen er gendannet. Derimod kan børn være sure på deres forældre, og komme tilbage 5 minutter senere, og være sammen som om intet var hændt – hvis barnet i forvejen oplever sig elsket af sine forældre.

Hvis denne tilgang til opdragelse skal lykkes, er det nødvendigt, at du og din mand sammen er tydelige om, hvem der opdrager hvilke børn, og at denne forælder samtidig har veto på beslutninger, når det gælder egne børn. Dette veto skal selvfølgelig håndteres i et hensyn til den fælles familie, for at det fællesskab også kan lykkes. Når disse rammer er tydelige for dig og din mand, får du mulighed for en helt ny rolle i forholdet til din mands børn, som ”bonusmor”.

Brug din energi på at skabe gode øjeblikke med dem. Lav deres livret, køb en lille gave, kør dem uventet til skole en morgen, send en sød sms, eller en hilsen i madpakken. Bliv ved med at vise dem, at du vil dem. De skal nok overgive sig til sidst, men med den alder de har, kan der godt gå ret lang tid, før du mærker det tydeligt. Men hvis tanken er, at jeres familie skal være langtidsholdbar, er det også vigtigt at tro på, at de handlinger, du gør nu, også vil have konsekvenser langt ud i fremtiden.

Jeg håber, mit svar har givet dig nye ideer til dine udfordringer, og at du og din mand må få nogle gode strategimøder og snakke sammen, med fokus på at skabe en god stor familie sammen.

De bedste hilsner
Filip Smidt