Den moderne tids antikristelige kunstsyn under debat

”Det moderne er fortid” er en fremragende bog. Mig bekendt er der ikke nogen dansk bog overhovedet, og da slet ikke på et så intellektuelt højt niveau, der i kristent perspektiv problematiserer og sætter den moderne tids antikristelige kunstsyn under debat.

Under læsningen var jeg nødt til konstant at strege under og gøre bemærkninger i marginen pga. de mange stærke, modige og modgivende udsagn. Der er vægtige, gode, opbyggelige og klarende tanker i massevis, samtidig med at bogen er skarpt opdelt i en kritisk og en opbyggelig del. Kasper Støvring foretager et frontalt opgør med den gudløse kulturradikale moderne kunst, som han mener de herskende kunstinstitutioner står for, forstået som at de statsanerkendte kunstakademier sidder på magten i den måde de docerer på. De store moderne kunstmuseer, kunstanmeldere og dem, der bevilliger penge til køb af kunst, er deres ”medsammensvorne”.

Her kommer Thomas Kluge ind i billedet som en modpol til disse som en, der er dybt rodfæstet i traditionen i modsætning til den herskende kunstinstitution, der fornægter denne og revolterer mod alle de værdier, som kristendommen står for, idet modernismen gør oprør mod fx kernefamilien, kønsidentiteten, det gode og skønne, og sætter et fritsvævende ideal i stedet, der ikke grunder sig i andet end ikke at være grundet i værdier.

Der er for dem ikke noget af blivende og standende værdi. Støvring formulerer det kritisk sådan her: ”…modernismen skal være farlig, provokerende, eksperimenterende, grænseoverskridende, og den skal rive ned.” Thomas Kluge definerer derimod sig selv med sit motto som en, der er bundet af formen, men fri i indholdet, i modsætning til meget af den kunst, der er rundet af kunstinstitutionerne, og som Støvring karakteriserer som værende fri af formen, men bundet i indholdet.

Bogen er blevet til på baggrund af mange samtaler, Kasper Støvring igennem årene har ført med Thomas Kluge. Man må tro Støvrings utallige referencer til, hvad Kluge mener og hans holdninger og praksis er, for Kluge kommer ikke selv direkte til orde en eneste gang. Kort sagt har Kluge fx i sin renæssanceagtige stil (med bl.a. Rembrandt som forbillede) – med en næsten fotografisk gengivelse af sine mange forskellige symbolsk ladede motiver af fx kirke, slot, dyr, religiøse emner og portrætter – bl.a. også malet diverse malerier til kongehuset. Ingen af dem hænger karakteristisk nok på museer (kunstinstitutionernes ”templer”), men, som alle Kluges andre malerier, i kirker, Børsen, kongehusets gemakker, en skole o.lign.

Er det ikke det rene epigoneri, når Kluge maler i renæssancestil? Nej, for han fornyer traditionen med fx i sine værker at sætte moderne mennesker ind i deres egne miljøer, lige som han ikke omgíver religiøst afbildede personer med fx glorie om hovedet. Han gengiver således heller ikke dronning Margrethe som en fejlfri idealskikkelse, men med et realistisk ”fejlbehængt” ansigt, der fik hende til engang at sige om et Kluge portræt af hende, at det lignede en der spiser børn til morgenmad. Og den næsten fotografiske gengivelse er andet end fotografi, men præget af en organisk fremstilling og vægter og betoner personlige karakteristika ved den portrætterede.

Vi skal både i kunst og samfunds- og åndsliv
besinde os på vore egne vigtige (nationale)
værdier, udsprunget af kristendommen,
og sætte ind med en revitalisering, en genoplivning.

Men i den værdiernes store krise som vi står i, der angår samfundslivet i alle aspekter, vil Kluge/Støvring revitalisere forfaldskulturen med skøn kunst – det skønne er attråværdigt og ikke noget, man med kunstinstitutionerne skal negligere, lige som disse også tager afstand fra portrætmaleri og figurativ kunst – alt til fordel for avantgarde, koncept- og installationskunst (i konceptkunsten er hensigten vigtigere end (hånd)værkets udførelse).

Vi skal både i kunst og samfunds- og åndsliv besinde os på vore egne vigtige (nationale) værdier, udsprunget af kristendommen, og sætte ind med en revitalisering, en genoplivning. Sætte den figurative kunst i højsædet, båret af godt håndværk. Og kunsten bør ligefrem tillægges betydning som åndelig vejviser i denne værdiernes forfalds- og krisetid, gerne med brug af mytisk og symbolsk stof fra traditionen. Denne skal vi vende tilbage til og ikke forkaste som ”kunstinstitutionen” gør.

Bogen er gennemillustreret (udelukkende) med Kluges malerier, som Støvring uafbrudt bringer fantastisk gode og sine steder meget udførlige analyser af.
Jeg måtte læse den inholdsmættede bog to gange for at få størst udbytte og har i anmeldelsen kun fået en brøkdel med af hans mangefacetterede fremstilling. Opgøret med den herskende kunstinstitution berører ikke alle kunstudøvere, men dem der bredt sagt udøver magten.

For der findes en gigantisk underskov af (os) udøvende kunstnere, som ikke rammes af denne kategori, og som, igen bredt sagt, bare maler – med gode intentioner om det ene og andet og båret af gode værdier. Derfor er det svært præcis at sige, hvad det så er, man med forfatterens model skal stræbe efter. Enhver må vurdere sin egen indsats og sit værdigrundlag og i konstant bøn om at være fyldt af Guds gode ånd, der gerne udruster, lade sig lede af denne.

Bogen kunne nok være strammet en smule op, idet der er rigeligt med gen-formuleringer. Støvrings navn burde også nok have stået først, men med Kluge som ”anfører” fanger den måske lettere på en bibliotekshylde. Det er en bog, vi har manglet utrolig meget, hvilket nok skyldes, at det er et svært emne at takle i alle dets aspekter. Men Støvrings (og Kluges) bog vil komme til at stå som en suveræn og inspirerende grundbog udi en kristen værdibaseret kunstæstetik.