Gribende samtaler med mennesker på gaden

Gadediakon, Kamilla Maria Jakobsen, der også står bag hjemmesiden ”På Herrens mark”, er aktuel med bogen ”Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske”. Her fortæller hun om og samtaler med de mennesker, som hun møder på gaden, og som er blevet hendes venner.

Det særegne ved bogen er hendes beskrivelse af dem, som i daglig tale kaldes socialt udsatte, ressourcesvage personer eller endda samfundets udskud. Mennesker, som mange ser ned på eller ikke regner for lige så meget som såkaldte samfundsstøtter som direktøren, lægen, advokaten eller andre ”hårdtarbejdende lønmodtagere”.

Men det er ikke det billede, man får af disse mennesker i Kamilla Marias fremstilling. Her kommer det enkelte menneskes værdi frem under det måske frastødende ydre eller åbenlyse mislykkede liv. Mon ikke en og anden læser må gribe sig i egen barm og spørge, hvordan man egentlig selv ser på disse mennesker. Overser man dem, eller bliver de et socialt- eller missionsprojekt, hvor man glemmer mennesket bag.

Vi bliver til gennem andres øjne

Kamilla Maria Jakobsen har en evne til at ”fremelske mennesker”, et udtryk, som jeg engang hørte tidligere missionær Erik Nielsen bruge. Eller, som forfatteren selv formulerer det: ”Fra vi bliver født, bliver vi til gennem andres øjne” (s. 83). Og det er netop det gadens folk bliver i mødet med hende. Ved at møde menneskene på gaden som ligeværdig, vækker hun deres tillid og bliver langt mere end en socialarbejder – hun bliver deres ven. Det betyder også, at dem, hun knytter venskabsbånd til, vokser og i visse situationer bliver den aktivt givende i forholdet.

Værdsættelse avler overskud

Et eksempel på det er Adam. Om sit første møde med Kamilla siger han netop: ”Lige pludselig sad jeg med en, der ikke kiggede mærkeligt på mig” (s. 63), og han fortsætter: ”Du har fået mig til at føle mig set” (s. 64). Blot en lille ting, som ændrede relationen, var, at Kamilla og hendes mand fejrede hans fødselsdag: ”Jeg havde ikke fejret min fødselsdag i mange år, og så giver I mig en fødselsdag, der er så god, at det er den bedste dag i mange år” (s. 63).

Oplevelsen af, at nogen ser ham for den, han er under alt det mislykkede, gør, at han åbner sig og får tillid. Men ikke nok med det, hans venskab med Kamilla gør, at han vokser som menneske, så han kan tro på, at han også har noget at give. En dag, hvor de sidder sammen, har Kamilla lige fået en opringning om noget bekymrende i hendes familie. Fordi Adam er blevet set og værdsat, har han nu overskud til ikke blot at tænke på sig selv, men give afkald på sit aktuelle møde med hende, ved at opfordre hende til at tage hjem til familien. Og han bliver i øjeblikket den stærke i venskabet, da hun beder ham om at bede for sig, da hun ikke selv er i stand til det (jf. s. 96).

Noget af den samme venden op og ned på rollerne ser man i Kamillas møde med Yonna ved banegården. De to falder let i snak, og Yonna åbner sig for hende og fortæller, at hun har ondt i kroppen. Efter at have bedt for Yonna skifter rollerne i sceneriet pludselig, da hun spørger: ”Skal jeg ikke også bede for dig?” Scenen, der derefter udspiller sig, er gribende: ”du lagde dig på knæ foran mig […] og bad” (s. 69). Netop da ruller en bus ind, og dem, der stiger ud, får et syn, som de nok ikke lige havde forestillet dig. Efter at være blevet set er Yonna vokset til at blive den givende.

”Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske” er en varm bog, der viser, hvad det vil sige at have Kristi sindelag overfor vores medmennesker. Det er en af de mest gribende og inspirerende bøger, jeg har læst.

Kamilla Maria Jakobsen:
Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske.
140 sider. 249 kr. Laundry