(II) Hvorfor kirker ikke skal bevæge sig i retning af en kirkelig vielse eller velsignelse af to af samme køn

Spørgsmålet om identitet og kirkens enhed er blot to af de problemer, som rejser sig i kølvandet på den debat, der raser i det kirkelige landskab de steder, hvor man bevæger sig i retning af velsignelse/vielse af to af sammen køn. Det er min klare anbefaling, at kirkerne ikke skal fortsætte ned ad den vej.

Spørgsmålet om identitet

Spørgsmålet om identitet fylder mere end nogensinde før. Ikke mindst i de mange spørgsmål om forståelsen af køn, seksuel orientering m.m. Som moderne mennesker skal vi definere os selv, som dem vi er i forhold til andre. Antagelsen er, at man er, som man nu engang er. Dermed sker der ofte en sammenblanding mellem identitet og adfærd. Hvis man gør noget, så er man også et sådant menneske. Har man en identitet, så må man også leve den ud i aktive handlinger.

Spørgsmålet er, om dette er så snævert forbundet, at man ikke kan tænke det ene uden det andet? Man kan godt synge uden at være sanger. Man kan godt have en seksualitet, som er rettet mod sit eget køn, uden at der er en naturlov, som siger, at man så også skal leve denne ud. Vi må derfor stille os spørgende over for antagelsen om, man enten ”er” homo- eller heteroseksuel. Det er værd, at bemærke, at heteroseksualitet ikke er et bibelsk begreb, ligesom homoseksualitet heller ikke er det.

Vi definerer os anderledes som kristne. Det, at man afkræves svar for, hvad man ”er” seksuelt, er for generaliserende. Det betyder ikke alt, men det betyder meget. Det er blevet sådan i vores tid, at køn eller seksualitet definerer os endegyldigt og absolut som mennesker. Kønslivet har udraderet åndslivet. Når der argumenteres til fordel for vielse af to af samme køn, er der hensyn til, at det at være homoseksuel er et vilkår og dermed sagt, at der ikke er noget valg forbundet med denne seksuelle orientering. Vilkår er et udtryk for noget, som er givet forud for den enkeltes valg.

Diskussion af, om noget er givet med skabelsen eller med syndefaldet, er noget, som er næsten umuligt at konkludere på, fordi faldet har gennemsyret alt, og brudtheden er et grundvilkår. Før valgene bliver man syndet imod. Før bevidste valg handler man allerede ud fra syndens virkelighed. Brudtheden gælder på alle niveauer. Jeg har den overbevisning, at Gud har skabt sex til at finde sted i en forpligtende relation mellem én mand og én kvinde. En kristen forståelse af identitet har derfor et andet omdrejningspunkt. Det er ikke vores sexdrift, der definerer os.

Det moderne samfunds menneskesyn er, at mennesket er autonomt, og det står i sin egen ret, hører sig selv til. Men i kristen forstand så handler identitet mere om, ”hvis” du er, end ”hvem” du er.

At høre Kristus til

Den kristne hører til hos Kristus og er dermed relationelt defineret. Den kristne identitet er en ny identitet, en ny fortælling, der skrives med og i vores liv. Identiteten under seksual-identiteten – den Gud definerer. At høre Kristus til betyder derfor, at alle områder af livet og den seksuelle praksis hører til i discipelskabet sammen med ham. At han er Herre i vores liv betyder, at han er Herre i alle dele af vores liv og i alle områder.

”…vi taler sjældent for dem,
der har en homoseksuel orientering,
men som ser det som et kald at følge Kristus
ved ikke at leve denne seksualitet ud.
Dem, som kæmper med at leve i afholdenhed.”

Vi taler meget til fordel for dem, der gerne vil forene en homoseksuel praksis med en kristen livsstil. Men vi taler sjældent for dem, der har en homoseksuel orientering, men som ser det som et kald at følge Kristus ved ikke at leve denne seksualitet ud. Dem som kæmper med at leve i afholdenhed. At skulle velsigne to af samme køn vil for mig være at forråde det offer, de bringer, og den pris, de frivilligt betaler for kaldet til efterfølgelse.

At være en kirke, der ønsker del i Helligåndens liv, betyder, at livet i efterfølgelse følger med. Hellighed og Helligånd følges så at sige ad. Den, der elsker mig, gør min vilje, siger Jesus. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, hvad der er Guds gode vilje for den menneskelige seksualitet. Vi frygter mere at stille os på den forkerte side af Guds vilje end af menneskers vilje – vi må være villige til at blive set skævt til af et samfund, hvor kristen tro og liv allerede er under kritik.

Den kristne enhedsforståelse er udfordret

Den kristne enhed er på spil og vægtes af mange som vigtigere end forhold omkring, hvad der er rigtigt og forkert. Det er min opfattelse, at det er dem, som abonnerer på et nyt synspunkt, der er i gang med en splittende funktion. Det er dem, som vil indføre den ”nye lære”, der bringer dybe splittelser i Guds kirke, nationalt og lokalt. Enhed er grundlæggende vigtigt for den kristne menighed, og et vigtigt kald. Jo højere grad af nærhed, jo større enhed. Og jo højere enhed, des mere deler man af værdier, fælles forståelse, internt sprog.

Når diskussionerne mellem os i den evangelikale del af kirken bliver skarpe, så skyldes det blandt andet, at vi for nogle af os er inde i et af de inderste enheds-rum. En insisteren på at skulle være ét på trods af endog meget store forskelle betyder for nogle af os, at vores lokale kirke rykker fra den nære familie – til at være den bredere slægt. Og ordene bliver nu engang hårdere, når hjemmet er truet.

At råbe ”vi skal bevare enheden” er ikke et hold-kæft-bolsje vi stikker i munden på hinanden for at stoppe vigtige diskussioner om tilliden til Guds ords autoritet.
Kristen enhed har sin begrundelse i Guds enhed. At Gud er én. Enheden er givet i Kristusrelationen før noget andet. Det er ikke noget, vi skaber, men det er givet af Gud. Jeg oplever det sådan, at der er en sammenhæng mellem min enhed med Kristus og min skriftudlægning og bibelbrug.

Et kald til en ny forståelse af familien

Tiden kalder på en bredere definition af, hvad en familie er. Kirken og samfundet har været beskyldt for at være heteronormativt i sin definition af, hvad en familie er. Her er kernefamilien den snævre definition med mor, far og børn. Vi har brug for fællesskaber, hvor vi kan vandre med hinanden. Sammen finde lægedom ved hans sår. Minde hinanden om, at Jesus elsker den fortabte – kommer for at helbrede og give lægedom – men lader også folk gå, som går.

Det, man i et givent øjeblik ser i et menneskes liv, er altid en mellemregning. Det gælder både, når folk forlader Kristus, og når folk hævder, at de har vundet en sejr. Vi kender ikke morgendagens kald, sejre og nederlag. Helbredelse er ikke nødvendigvis vejen, vi skal gå ned ad. Hverken retorisk eller sjælesørgerisk. Der er en anden fortælling, som er lagt ned over vores liv.

Der er indre helbredelse i manges liv, også i den homoseksuelles. Men i forholdet til selve det homoseksuelle bliver det for forenklet at tale om helbredelse, og det bliver også misforstået.
Der er tusindvis af mennesker, som lever uden et seksualliv. Eller lever alene. Derfor har vi mere end nogensinde brug for, at vores menigheder også bliver fællesskaber, hvor omsorgen lever mellem mennesker.

Kirken skal ikke gifte sig med tidsånden

Med al dette in mente så mener jeg, at det er tid til grundig besindelse på ikke at forlade det klassiske syn på, at ægteskabet alene er en ordning mellem én mand og én kvinde. Nok er kirkelige fællesskaber udfordret af strømninger i kulturen, og at vindene skifter, og at kristendommens grunddoktriner udfordres af omslag i samtiden. Men som Søren Kierkegaard sagde: ”Den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand”.

(Den første artikel med denne overskrift kan læses ved at klikke her: )