Som 7-årig blev han kaldet til præst, men de seneste fem år har han været fuldtids formand

Hans-Ole Bækgaard, bedre kendt som Olsen, har fra barnsben oplevet sig kaldet til at være præst. Kaldet som formand for Indre Mission kom senere i livet, fortæller Hans-Ole Bækgaard, der ærgrer sig over det stereotype rygte, Indre Mission har i nogle kristne kredse.

Bibelen er fuld af beretninger om mennesker, der oplever sig kaldet af Gud til at udføre en specifik opgave og til at udfylde en given tjeneste for Gud. Det betyder også, at mange kristne bruger begrebet ’at være kaldet af Gud’ til at beskrive det formål eller den livsopgave, som de fornemmer, at Gud har givet dem. Når man hører om kaldsoplevelsen, er det som oftest, hvis ikke altid, en oplevelse, man husker, som var det i går.

Allerede som 7-årig oplevede Olsen kaldet fra Gud til at være præst, en oplevelse, der står knivskarpt i hans indre, og som har været med til at forme ham og hans liv. For ham var kaldet formuleret som et spørgsmål, han stillede sin far:

”Min far og jeg sad i bilen en aften på vej til samtalemøde, som det hed dengang ude på landet. Da vi passerede den lokale præstegård, spurgte jeg min far: ”Hvad ville du sige til, hvis jeg en dag blev præst?” ”Det er en god måde at tjene Gud på,” svarede han, et svar, som har haft afgørende betydning for mig lige siden,” fortæller Olsen med varme og mildhed i blikket.

Indre kald, ydre kald og åbne døre

I en luthersk teologi er det sundt ikke at se på kaldet alene som en oplevelse, men som noget, der kan bekræftes i et indre og et ydre kald. Det indre kald er den personlige fornemmelse eller vished, som den kaldede modtager fra Gud. Det ydre kald er, når mennesker omkring den kaldede bekræfter kaldet, eksempelvis ved en ansættelse. Et kald kan også prøves på, om Gud åbner døre, der fører til, at det kan blive realiseret.

Gud viser tillid

Olsen henviser til Paulus, som i Bibelen omtaler sig selv som den ringeste tjener og som den største synder, og som skriver til menigheden i Korinth: ”Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Jesus Kristus vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste.” Olsen fortæller, at han oplever det som et kæmpe privilegium at være i tjeneste for Gud. ”Tænk, at vi mennesker med vores syndige natur, dog gjort retfærdige i troen på Kristus, kan blive brugt af Gud til at virke for ham som hans ambassadører.”

Da kernen i evangelisk-luthersk kristendom er frihed, hviler Olsen først og fremmest i at være et barn af Gud, fast forankret i Guds ubetingede nåde og kærlighed. ”Jeg oplever mit kald og min tjeneste som at få en legeplads givet, hvor jeg skal gøre det godt som et lydigt barn, og hvor fortegnet er, at det sker med syndernes forladelse og i taknemmelighed. Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis den åndelige karrierestige bliver styrende som en from selvrealisering, kan den blive en afgud.”

Mennesker viser tillid

Noget af det vigtigste, Olsen har lært, er, at kaldet og tjenesten kan komme til at handle om magt, fordi man får betroet magt både af Gud og af mennesker. Som formand for Indre Mission er han i en position, hvor han oplever, at magten aldrig er større end den tillid, andre mennesker viser ham. Olsen opererer blandt andet ud fra begrebet tillidsbaseret ledelse med tillid og tydelighed for øje: ”Jeg er optaget af at være en tydelig leder, som nogle gange træffer upopulære beslutninger, og som tør holde fast ved det, vi står for, selvom det er mod tidsåndens strømninger.”

Han tænker, at magt og tillid læner sig ind imod hinanden, og at der skal være en balance, hvor man hverken lefler for folk eller går sin egen vej. Han ved, at ingen af os kan handle, leve eller lede perfekt eller fejlfrit, men det væsentlige i forhold til ledelse er klogt lederskab. En af de bøger, som han er blevet inspireret af, er en bog med titlen ”Klogt Lederskab – mellem dyder og dødssynder”.

I bogen, som er skrevet af Paul Otto Brunstad, er nogle af nøglebegreberne tillidsbaseret ledelse og kald, ligesom bogen diskuterer, hvad det er muligt at lære af de klassiske dyder og dødssynder for at fremme klogt lederskab. ”Noget af det, man møder blandt ledere, grundet menneskets syndige natur, er jalousi og misundelse, hvorfor selvindsigt, selverkendelse og refleksion er vigtigt. At have en bevidsthed om, hvad der foregår indvendigt, så man undgår at udvikle skjulte, ubevidste agendaer, hvilket jeg prøver at opdage hos mig selv og hos andre.”

Formand i 14 år

Olsen er vokset op i en kristen familie som den mellemste af tre brødre, og som 51-årig er han nu far til to børn og gift med Trine. Parret er bosiddende i Aarhus, hvor Olsen på 14. år er formand for Indre Mission og har siddet i hovedbestyrelsen siden august 2009. Han påbegyndte teologistudiet på Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet som 19-årig og blev umiddelbart efter studiet udsendt af Israelsmissionen som dansk præst i Jerusalem.

Han var i to forskellige vikarstillinger som sognepræst først i Odense og derefter på Amager, inden han i 2011 blev valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke. I 2019 blev han formand for Indre Mission på fuld tid, en organisation med følgende formål: ”Vi vil lede til Jesus og leve i ham,” hvilket den folkekirkelige missionsbevægelse i Danmark har gjort i mere end 160 år.

Ærgerlig over Indre Missions ry

Olsen fortæller åbenhjertigt om sin oplevelse af stigmatisering af Indre Mission i kristne kredse. Han oplever jævnligt, at når Indre Mission og tværkirkeligt samarbejde nævnes i samme sætning, er det ofte med et negativt fortegn. En negativitet, som han er ked af, idet han anser respekt mellem kristne udtrykt, når vi erkender og anerkender, at vi læser og forstår Bibelen forskelligt, og at vi ikke kræver, at andre er enige med os. Han mener, at mange overser de samtaler og det samarbejde på tværs af kirker, hvor Indre Mission også er engageret fx i Evangelisk Alliance.

Han mener, der er stor respekt i at tage hinandens teologi og åndelige ståsteder alvorligt, hvilket gør, at Indre Mission undlader at stå i et direkte forkyndelsesfællesskab, hvor luthersk teologi ikke er til stede. Olsen ser det at stå ved sin egen teologi som en vigtig, positiv værdi, og sådan ønsker han også at møde frikirkerne. “Jeg mener ikke, at kristne skal ændre teologi – klippe en tå og hugge en hæl – for at et overfladisk samarbejde kan ske. Det vil være utroværdigt. En del af den mellemmenneskelige respekt er at give plads til forskellighed og retten til at mene noget,” siger han og slutter med ordene:

”Som kristne i Danmark har vi et fælles mål: At gøre Jesus kendt her i landet, hvilket vi bestemt kan virke for sammen og hver for sig med glæde.”