UNESCO hædrer brødremenigheder

Kirken i brødremenighedsbyen Christiansfeld, som er på UNESCOs Verdensarvsliste.

I 1915 udnævnte UNESCO Christiansfeld til Verdensarvs-by, fordi Brødremenigheden i Sydjylland havde opført en by i 1773.

Nu har den lille by fået følgeskab af tre brødremenighedsbyer i Herrnhut i Tyskland, Gracehill i Nordirland og Bethlehem i USA. De fire byer er sammen udnævnt til et transnationalt ”Moravian Church Settlements”. (Brødremenigheds bosættelser/byer). Det besluttede FN’s kulturorganisation UNESCO på sit møde i New Delhi, Indien.

”Vi er stolte af, at Christiansfelds status som verdensarvssted nu udvides med tre andre brødremenighedsbyer,” siger pastor Jørgen Bøytler fra Brødremenigheden. Han er samtidig generalsekretær for bevægelsen i hele verden. ”Udnævnelsen gør Christiansfeld til et internationalt verdensarvssted med fokus på Brødremenighedens virke i hele verden som den internationale menighed, den er.”

Forfulgt og fornyet

Brødremenigheden i Polen og Tjekkiet har rødder helt tilbage til apostlene. I 1500-tallet blev den bekæmpet af den katolske kirke. Det skyldtes bl.a., at brødrene ville have lov til selv at uddele nadver på gårdene. Men striden handlede også om, hvor vidt Bibelen stod over kirkens lære og ledelse. Det førte bl.a. til, at den teologiske professor Jan Huus blev brændt på bålet, fordi han ikke ville underordne sig.

I 1700-tallet flygtede en del af brødrebevægelsen til det lutherske Saksen i Tyskland, hvor den unge grev Zinzendorf tillod dem at bygge en by på sin jord. Denne første by, Herrnhut, er en af de fire byer, som nu er kommet på verdensarvslisten. Den 13. august 1727 oplevede beboerne i Herrnhut en fornyelse ved Helligånden. Og fra det tidspunkt regner den fornyede Brødremenighed sin fødselsdag, som hvert år fejres med et ”kærlighedsmåltid” – en nadver med rosinboller og krydret te.

Fornyelsen førte til en stor begejstring for at komme ud til selv de værste steder i verden med det kristne evangelium. De rejste bl.a. til de dansk vestindiske øer og til Grønland. Desuden blev der grundlagt husfællesskaber og hele byer mange steder.

Borgmesteren er stolt

Det var et godt samarbejde mellem Brødremenigheden, Kolding Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen, der førte til, at Christiansfeld blev optaget på Verdensarvslisten i juli 2015.
Det blev bl.a. markeret med Dronning Margrethes besøg. ”Som borgmester i Kolding Kommune glæder jeg mig over, at alt det arbejde, der gennem årene er lagt i Christiansfeld, nu belønnes med udvidelsen af Christiansfelds verdensarvsstatus,” siger borgmester Knud Erik Langhoff, Kolding.

Nyudnævnelsen markeres i Bethlehem i Pennsylvania i USA i oktober og i Christiansfeld i november. Udfordringen har siden 1988 haft redaktion og administration i Christiansfeld. I Udfordringens hus findes også den kristne Café Morgenstjernen, som besøges af mange kulturturister.