”Aspergers og markant mindreværd gjorde, at jeg ønskede at dø”

60-årige Connie Bjerregaard har Aspergers syndrom og bor i dag på botilbuddet Frøjkgården i Holstebro. Aspergers syndrom er en del af autismespektret med udfordringer i det sociale samspil og i kommunikationen med andre, da man har svært ved at forstå de uskrevne regler.

Udfordringerne ved Aspergers, der er arveligt betinget, viser sig ofte i skolealderen. Som ung og voksen kan man føle sig udenfor, da kommunikationsvanskelighederne ofte bliver tydeligere, idet der stilles flere krav til netop kommunikationen på studier og arbejdspladser. For Connie Bjerregaard kommer Aspergers blandt andet til udtryk ved, at hun registrerer rigtig mange ting. Hendes sanser er så skarpe og uden filter, at hun ofte bliver overstimuleret af sanseindtrykkene.

Hun har brug for forudsigelighed, genkendelighed og for struktur i sin hverdag, ligesom forberedelse til det, hun skal, er altafgørende. Hun oplever utryghed i samspillet med andre mennesker og har brug for mentalt at forberede sig på at møde dem. I forberedelserne gennemtænker hun alle mulige scenarier.

Uddannelsen var en stor bedrift

Connie voksede op i et godt og struktureret hjem med megen kærlighed og forudsigelighed. På trods af sine udfordringer, valgte hun at begynde på pædagoguddannelsen i København i 1994. Uddannelse lærte hende at reflektere over livet og over relationer.

”Det var en stor bedrift, at jeg fik uddannelsen,” siger Connie, som fortæller at forholdet til studiefællerne var svært for hende. På studiet oplevede Connie sig generelt meget misforstået. Nogle af lærerne vendte øjne ad hende, og nogle af holdkammeraterne sagde til hende, at hun ikke skulle stille spørgsmål lige inden, holdet fik fri. Selvom der var adskillige episoder, som, hun husker, var hårde og krævende, havde hun også nogle gennemgående positive oplevelser. Hun fandt nogle få, som hun skrev opgaver sammen med, og hun havde en kvindelig vejleder, der af sig selv påtog sig en form for mentorfunktion for Connie gennem hele uddannelsen. Vejlederen var opmærksom på, hvordan Connie klarede sig, hvilket gjorde stort indtryk på Connie:

“Studietiden var en hård tid for mig, men jeg kløede på og gennemførte uddannelsen, hvilket jeg er glad og taknemmelig for. Jeg tror, at det var Gud, der sendte vejlederen, som hjalp mig hele vejen igennem uddannelsen.”

Efter uddannelsen arbejdede Connie i en børnehave og en vuggestue, og hun oplevede, at det generelt var lettere for hende at relatere til børn end til voksne. Connie oplevede, at hun med sin empati havde let ved at forstå børn og sætte sig i deres sted. Efter et års tid, gik hun dog ned med stress, hvilket blev starten på den mørkeste periode i Connies liv.

Mørket

For Connie var det sociale samspil svært. Hun følte sig usikker på, hvordan hun skulle agere, når hun var sammen med andre mennesker. Hun kæmpede meget med mindreværd og beskriver sig selv som meget selvudslettende. Connie udviklede et alkoholmisbrug, som varede i fem år fra 1998-2003. Når hun havde fri fra arbejde og ikke skulle mødes med nogen, drak hun op til en halv flaske whisky på en dag, og når hun skulle på arbejde eller mødes med nogen, drak hun, når hun kom hjem og var alene.

”Når Gud den Almægtige vil,
at jeg skal leve, kan jeg jo ikke tage mit eget liv.
Han er jo Gud den Almægtige.”

Hun begyndte at snitte i sig selv, idet den ydre, konkrete smerte, gjorde det muligt for hende at overdøve eller dulme, den indre smerte, som hun konstant mærkede. Hendes tankeverden blev mere og mere mørk og fuld af angst:

”Mørket var meget angstfyldt, der var en sort alien indeni mig, som styrede, hvad jeg måtte spise. Jeg levede i en grå grotte, hvor der var et skab med farvestrålende kjoler. Den sorte alien styrede mig i et års tid, hvor jeg også var tilknyttet et psykiatrisk dagafsnit, hvilket jeg dog kun fik det dårligere af. Til sidst havde jeg det så dårligt, at jeg tænkte, at jeg ville begå selvmord.” En kristen veninde, der havde kendt Connie næsten hele livet, tog hende med til en gudstjeneste. Veninden opfordrede Connie til, at gå til forbøn, hvilket Connie modvilligt gjorde.

Den mandlige forbeder, der ikke kendte Connie eller vidste, at hun gik med voldsomme selvmordstanker, sagde til hende: ”Gud vil, at du skal leve”. Connie knækkede sammen i gråd, fordi sætningen stod i fuldstændig kontrast til de tanker, hun havde om sig selv. Sætningen blev levende for hende og fik hende til at droppe selvmordsplanerne. ”Når Gud den Almægtige vil, at jeg skal leve, kan jeg jo ikke tage mit eget liv. Han er jo Gud den Almægtige,” siger hun smilende.

Frøjkgården

Da Connie for 21 år siden flyttede ind på Frøjkgården, var det under forudsætning af, at hun afsluttede sit alkoholmisbrug, hvilket hun gjorde. Frøjkgården er et botilbud i Holstebro for voksne med autisme og Aspergers, hvor hver beboer har sin egen lejlighed, og der laves aktiviteter sammen med beboerne. De har mulighed for at mødes med hinanden på fællesarealerne, når de har overskud til det, og det tværfaglige hold af ansatte er også tilgængeligt med individuel hjælp og støtte.

”Angst og depression fylder ikke ret meget mere,” siger Connie og fortsætter: ”Når jeg en gang imellem overmandes af angst, for eksempel når jeg skal sove, reciterer jeg følgende vers fra Salmernes Bog i Bibelen, hvilket beroliger mig: I fred går jeg til hvile og slumrer straks, thi, Herre, du lader mig bo alene i tryghed (kap. 4, vers 9 gammel oversættelse red.).”
Connie har lært at sætte ord på angsten både overfor Gud og overfor mennesker, hvilket også har gjort det lettere at være i den.

Gud vil mig

Efter mødet med Gud har Connie været i proces med at finde sin identitet som kristen og med sin Aspergers.

”At finde min identitet som Guds elskede barn og Guds elskede datter har gjort mig tryg. Han har kendt og elsket mig, før jeg blev undfanget, hvilket viser, at han har villet mig altid. Gud har altid villet mig, og han har villet mig før alle andre. Jo mere jeg åbner mig for Gud og inviterer ham ind i forskellige livsområder, des mere oplever jeg med ham. Fordi Gud vejleder og retleder mig, mærker jeg mindre til min Aspergers.”

”At finde min identitet som Guds elskede barn
og Guds elskede datter har gjort mig tryg.”

Connie har svært ved at sidde tæt med andre mennesker, hvilket man i den lokale folkekirke, Nørrelandskirken, har løst ved at give Connie sin egen stol. En foranstaltning, der betyder, at Connie på trods af sit handicap alligevel kan komme til gudstjeneste. Connie bliver skærmet fra indtryk inden gudstjenestestart, og når hun har modtaget nadver, går hun, for at undgå postyret, når alle skal ud af kirken på en gang. Nogle gange tager hun selv afsted, mens hun andre gange følges med personale fra botilbuddet.

Bogudgivelse

For syv år siden udgav Connie en bog, der fortæller om hendes liv. Det er en bog, som giver en god forståelse af, hvordan det er at leve med et handicap som Aspergers. I samarbejde med Kristelig Handicapforening har Connie udgivet bogen ’Kaos blev til selvindsigt – mit liv med Aspergers syndrom’, som kan købes for 100 kr. Der står således om bogen på foreningens hjemmeside: Bogen giver et unikt indblik i, hvordan verden – både den fysiske og den åndelige, kan opleves, når man har Aspergers.

”Mit ønske er, at leve efter Guds vilje og ledes af ham og leve et fuldt liv med Aspergers,” slutter Connie