FrikirkeNets Lederkonference sætter fokus på Åndskraft
Den 8.-9. november 2024 afholder FrikirkeNet sin årlige Lederkonference. Igen i år deltager flere kendte danske personligheder i konferencen, som denne gang foregår i Kolding.
”Hvis åbenhed skal føre til åbenbaring, så er der brug for Åndskraft.”
”Vores tid er åben for det åndelige, men åbenhed gør det ikke alene. Der skal åndskraft til. Heldigvis er Ånden i fuld gang, men den blæser jo, som bekendt, hvor den vil. Og som kirke har vi ofte haft svært ved at følge med, når Ånden blæser i en anden retning end forventet. Ved dette års lederkonference stiller vi skarpt på behovet for Åndskraft, og kunsten i at finde vinden og lade den føre os.”
Tidsånden, skammen og kærligheden
Sådan skriver FrikirkeNet selv som optakt til dette års Lederkonference, som foregår i Kirke og kulturcentret Samværket i Kolding. I år medvirker blandt andet Christian Hjortkær, der er højskolelærer og forfatter til den anmelderroste bog ’Utilstrækkelig’ om vor tids ungdomskultur. Christian Hjortkær er i øjeblikket aktuel med bogen ’Skamfuld’ og skal på konferencen holde et oplæg om ’Tidsånden. Skammens årsag. Er jeg værd at elske?’
’Vi mislykkede guder’
I umiddelbar forlængelse af Christian Hjortkær overtager Iben Krogsdal scenen. Iben Krogsdal er digter og forfatter og en af landets mest anvendte salmeforfattere. Hun har skrevet bogen ’Vi mislykkede guder’, som også er overskriften på hendes indlæg på konferencen.
Alt det kristendommen – og Bibelen kan
Lørdag formiddag går, hvad der nok må forventes at være et af konferencens større trækplastre, Kristian Leth på scenen. Kristian Leth er forfatter, musiker, instruktør, podcastvært og meget mere og er en af tidens mest efterspurgte oplægsholdere. Han er manden bag DR’s mest populære trosprogram ’Bibelen, Leth fortalt’ og har netop udgivet bogen ’Verdens vigtigste bog’, der handler om Bibelens betydning for hele den vestlige verdens samfund. På konferencen skal Kristian Leth holde et oplæg med titlen ’Alt det kristendommen kan’.
’Kaffe med Gud’
På Lederkonferencen kan man også høre oplæg med Bent Bjerring-Nielsen, Sarah Lorenzen, Johnny Hansen, Mikael Wandt Laursen, Eric Andersson og Farshad Kholghi. Sidstnævnte er i øjeblikket aktuel med standup-showet ’Kaffe med Gud’, som han vil underholde med undervejs på Lederkonferencen. Derudover indeholder Lederkonferencen også en række eventspor med forskellige oplægsholdere, ligesom weekenden også byder på flere paneldebatter og en afsluttende generalforsamling lørdag eftermiddag.