Ny generalsekretær i Mission Afrika
Tidligere folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen bliver ny general-sekretær i Mission Afrika. Han afløser Jørn Blohm Knudsen.
Fra 16. september 2024 bliver det 46-årige Daniel Toft Jakobsen, der skal stå i spidsen for Mission Afrika.
Daniel Toft Jakobsen har siden maj 2023 været formand for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Inden da sad han i Folketinget for Socialdemokratiet, hvor religionsfrihed og udviklingsarbejde var nogle af hans mærkesager. “Med Daniel Toft Jakobsen får Mission Afrika en leder, der kan skabe fornyelse og udvikling af organisationen. Det har vi til stadighed brug for, sådan at Mission Afrika også i fremtiden kan være et moderne missionsselskab i en globaliseret verden,” siger Anne Mie Skak Johanson, der er formand for Mission Afrika.
Hun tilføjer, at Mission Afrikas bestyrelse hen over sommeren besluttede, at der skulle et lederskifte til.
”Vi er glade for, at Daniel har takket ja til opgaven, og vi er ikke i tvivl om, at han med sit netværk, sin forståelse for organisation og sin viden om mission og udvikling kan ruste Mission Afrika til en fremtid, hvor måden, vi driver mission på, løbende skal nytænkes, og hvor der skal udvikles nye løsninger på indtægtssiden,” siger Anne Mie Skak Johanson. Jørn Blom Knudsen, der har været generalsekretær for Mission Afrika gennem de seneste to år, er fratrådt stillingen 2. september.
“Jørn Blohm Knudsen har ydet en ihærdig og engageret indsats for Mission Afrika, som vi gerne vil takke ham for. Særligt har der været fokus på at skabe kendskab til Mission Afrikas arbejde. Det har givet os som organisation et skub på vejen til at udvide vores bagland,” siger Anne Mie Skak Johanson.
Optaget af ulighed
Daniel Toft Jakobsen, der er er uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet er medstifter af og bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed. Endvidere er han bestyrelsesmedlem i den internationale børnerettighedsorganisation Viva og i Tænketanken for Forfulgte Kristne. Daniel Toft Jakobsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet i Mission Afrika, som ligger godt i spænd med, hvad han ofte har været og er optaget af.
”Jeg har været optaget af det internationale – og ikke mindst de meget ulige livsvilkår, der findes i verden – helt fra jeg var barn. De seneste år har jeg i øvrigt arbejdet en del med den tros- og religionsfrihed, som desværre er under voldsomt pres mange steder i både Afrika, Mellemøsten og andre steder. Samtidig tror jeg på, at vi som kirke og kristne er kaldede til at række Guds kærlighed videre til vores medmennesker i ord og handling. Derfor – og af mange andre grunde – er det her et rigtigt spændende og meningsfuldt job for mig,” siger Daniel Toft Jakobsen om årsagen til at have takket ja til jobbet.
Hvad glæder du dig mest til i dit nye arbejde?
”Jeg glæder mig nok allermest til samarbejdet med alle de gode kræfter, der findes i og omkring Mission Afrika. Bestyrelsen, baglandet, medlemmerne, de frivillige, partnerne i syd og selvfølgelig ikke mindst medarbejderne, som bliver mine kolleger i det daglige.”
Hvad bliver din vigtigste opgave?
”Helt overordnet bliver det at varetage den daglige ledelse af Mission Afrika og at udvikle organisationen i samarbejde med medarbejderne og bestyrelsen. Hvad det præcist kommer til at indebære i form af mulige nye initiativer, prioriteter eller lignende må lige afvente, at jeg er kommet ordentligt ind i jobbet, arbejdsfællesskabet og organisationen,” fortæller Daniel Toft Jakobsen.
Mission Afrika
Mission Afrika er en folkekirkelig missionsorganisation, der samarbejder med partnere primært i Vestafrika, men også i Mellemøsten. Organisationen ønsker gennem relationer at forandre nationer og er engageret i missionsprojekter, samfundsudviklende projekter og uddannelse.