To nye udgivelser til bibelstudie
Jakobsbrevet
I 31. bind i serien Credo Kommentaren fra Lohses forlag gennemgår Henrik Nymann Eriksen Jakobsbrevet. Brevteksten tilskrives traditionelt Jesu bror Jakob og er kendt for sin praktiske tilgang til at efterleve troen. ”Jakob er dedikeret og ambitiøs på sine læseres vegne. Han drives af en passion for, at de skal være helstøbte kristne,” skriver Henrik Nymann Eriksen i forordet, og derefter fører han læseren ved hånden i en grundig gennemgang af brevets fem kapitler.
Henrik Nymann Eriksen er cand. theol, rektor på Dansk Bibel-Institut og forfatter til flere bøger. Gennemgangen af Jakobsbrevet er hans første bidrag til Credo Kommentaren. Bogen er på 288 sider og koster 299,95 kr.
Romerbrevet
Luthersk Missions Forenings Elevforenings forlag har udgivet et bibelstudiehæfte over udvalgte tekster i Romerbrevet. Det er prædikant, lærer og cand. theol. Christian Maymann, der i udgivelsen sætter fokus på det helt centrale, nemlig evangeliet om Jesus. Hæftet er tænkt som en hjælp til at tilegne sig dette evanglie og en opfordring til at arbejde med teksten sammen med andre.
Hæftet på 84 sider indeholder 10 studier og er velegnet til grupper såvel som til selvstudie. Det forhandles via Nyt Livs Forlag og koster 60 kr.