Derfor er Gud en person
Hvis jeg stod ved siden af opfinderen, der har konstrueret den Weber-karburator, som har to spjæld, der er synkroniseret ved hjælp af to tandhjul, så kunne jeg have en interessant samtale med ham om materialevalg, udformning, alternative løsninger og andre områder, hvor denne opfindelse også kunne anvendes etc. Kort sagt: jeg kunne have en spændende diskussion med en opfinder, hvis opfindelse jeg som erfaren istandsætter af klassiske biler både kan forstå og værdsætte.
På samme måde ville jeg forvente at kunne stå ved siden af skaberen af et fuldstændigt identisk synkroniseringssystem, som findes i græshoppers ben, og ligeledes have en diskussion om materialevalg, udformning etc. Derfor er det indlysende for mig, at Gud er en person. Sådan lød min argumentation, da en god ven skrev, at hun godt nok var overbevist om, at verden var skabt, men, … og jeg citerer: ”at Gud er en person, kan jeg – endnu! – ikke tage ind.”
Jeg restaurerer for tiden en Triumph Spitfire af samme årgang som jeg selv, nemlig en 1967’er. I forbindelse med en speederforbindelse var jeg nødt til at opfinde min egen løsning på et leje til speederens aksel, da jeg var ude af stand til at finde billeder eller anden information om, hvordan det originalt var konstrueret. Akslens leje skulle indgå i en større helhed med seks andre komponenter, som tilsammen udgør et ikke-reducerbart komplekst system.
Det var her, det slog mig, at hvis evolutionsteorien var sand, ville jeg ikke kunne stå ved siden af skaberen og værdsætte hans skaberværk. Gradvis udvikling, sådan som evolutionsteorien hævder, liv er blevet til ved, er nemlig ikke en proces, jeg med min forstand kan relatere til. Mine egne konstruktioner virker først, når de er samlede, dvs når alle enkeltdele er på plads, så funktion kan finde sted. Evolutionsteorien hævder, at selv ufærdige konstruktioner har haft gavnlige funktioner gennem millioner af års udviklingshistorie.
Evolutionens gradvise udvikling, hvor gavnlig funktion hævdes at have været tilstede konstant gennem hele processen, er fra et ingeniørmæssigt synspunkt nonsens. Du kan rigtigt nok i tankens sfære gradvist udvikle et system, men når konstruktionen skal realiseres i den fysiske virkelighed, er der ingen kære mor – så virker den altså først, når den er færdigbygget. Gud kan derfor, ligesom jeg i tankens sfære, have planlagt, ændret og udviklet på sit skaberværk.
Men i det øjeblik skaberværket blev realiseret, var alting færdigt, for Gud må naturligvis overholde de fysiske love, han selv har skabt. Den fysiske lov, jeg her specifikt refererer til, hedder ”ikke-reducerbar kompleksitet”. Det er den lov, der siger, at komplekse systemer skal være færdigbyggede, før de virker. Loven om ikke-reducerbar kompleksitet er ligesom tyngdeloven baseret på erfaring (empiri).
Ting falder altid ned, derfor har vi en tyngdelov. Newton beskrev denne lov, men loven havde naturligvis været i effekt før Newton. Komplekse funktionelle systemer har brug for alle deres komponenter for at virke, derfor har vi en lov om ikke-reducerbar kompleksitet. Denne lov har naturligvis også været i effekt, før Behe beskrev den i sin bog ”Darwins Black Box”. Ligesom vi formoder, at Gud ikke har brudt tyngdeloven i forbindelse med sit skaberværk, må vi også formode, at han ikke har brudt loven om ikke-reducerbar kompleksitet – ”Behes lov” om du vil.
Er Gud en person, og jeg en person skabt i hans billede, vil vi have fælles grundlag for at forstå virkelighedens beskaffenhed. Vi ville begge være opfindere, som forstår og værdsætter en god konstruktion. Det er faktisk en velkendt ide, at grunden, til at vi kan forstå universet, er, at vi er skabt i Guds billede. Jeg ser evolution som en mystisk, ulogisk fremgangsmåde, som jeg ved er i direkte konflikt med virkelighedens beskaffenhed.
Funktionelle konstruktioner og systemer kan ikke i denne fysiske virkelighed udvikles gradvist og forventes at have gavnlig funktion hele vejen gennem udviklingsprocessen. Som jeg skrev i det seneste nummer af ”Origo”, er dette ikke en holdning i en akademisk debat, det er simpelthen sådan virkeligheden fungerer. Jeg kan gennem empiri argumentere for, at Gud er en person, men kun hvis jeg antager, at Gud skaber ting via overholdelsen af de samme naturlove, jeg selv er underlagt.
Den teistiske evolutions Gud kan jeg ikke relatere til, fordi min forstand ikke kan relatere til den evolutionære skabelsesproces. Havde evolution været et faktum, ville jeg antage en forestilling om Gud, som mere falder i tråd med New Age eller visse af Østens religioner – en upersonlig kraft eller bevidsthed, ikke bundet til en person. At se mig selv som skabt i Guds billede, ville også være problematisk. Hvis evolutionen var sand, kunne jeg ikke sammen med min egen skaber dele glæden ved at konstruere. I det tilfælde ville der nemlig intet fælles forståelsesmæssigt grundlag være for at have en diskussion om en konstruktion.
Det er muligt, at jeg tager fejl, men ovenstående er en beskrivelse af, hvordan tingene ser ud, når man som jeg er optaget af skabelse – for mit vedkommende gennem komposition, mekanik og forfatterskab. ”Behes lov” er betydningsfuld ikke bare for sin kraft til at tilbagevise evolutionsteorien, men også som evidens for, at Gud er en person. Der er videnskabeligt grundlag for at placere Behes lov ved siden af andre naturlove. Ligesom tyngdeloven eller loven om biogenese (at liv altid kommer fra liv) spiller Behes lov en vigtig rolle i beskrivelsen af den virkelighed, vi lever i.
