En ny himmel og en ny jord
Iver Larsen
Bibeloversætter
Kommentar til kronik af Jesper Oehlenschlæger
Jesper Oehlenschlæger opfordrer i sin kronik i Udfordringen den 13.10.24 de kristne til at sætte sig rigtigt ind i de sidste tider. Det er fint, men jeg har svært ved at få hans budskab til at passe med, hvad Bibelen siger. Det lader til, at han er discipel af N.T. Wright, som efter min vurdering er den mest indflydelsesrige falske lærer i de sidste årtier. 95% af, hvad han skriver, er rigtigt nok, men det er de sidste 5%, der bekymrer mig.
Han fornægter bl.a. bortrykkelsen, hvilket er gængs teologi i den engelske tradition, Wright kommer fra. Jeg er enig i, at de kristne ved bortrykkelsen (eller døden) kommer i et slags paradis som et midlertidigt opholdssted indtil den nye jord og himmel bliver skabt. Bibelen taler ikke om en renovering af den nuværende jord og himmel, men om en ny og bedre jord og himmel. Jesper bruger tit ordet ”nyskabe”, der nok kommer fra det engelske ”renew”.
Ordet nyskabe bruges ikke i nogen dansk oversættelse, og det er ret uklart, hvad det betyder. Det minder mig mest om at komme ny (neos) vin på gamle lædersække i stedet for helt nye (kainos) lædersække. Jesper har ret i, at neos betyder ny i tid (modsat gammel), mens kainos er ny i kvalitet (modsat dårlig og udtjent). Ild bruges ganske rigtigt i to betydninger i Bibelen. Dels en rensende ild, hvor det urene fjernes, dels en ødelæggende ild, hvor det hele brænder op.
Jesper følger N. T. Wright og foretrækker den første betydning med hensyn til jordens undergang, men det passer dårligt med 2. Pet. 3,10-11: ”Himlen vil gå under med høje brag, stjernerne vil brænde op, og jorden og alt, hvad der foregår på den, vil forsvinde. Sådan vil alt gå i opløsning” (Bibelen 2020). ”Da vil himlen forsvinde med et stormsus, stjernebillederne vil brænde op og blive til intet, og jorden med alt, hvad mennesker har skabt på den, vil ikke eksistere.
Da nu vores jord står over for en total tilintetgørelse, bør I så ikke desto mere leve i lydighed mod Guds vilje?” (BpH). Det kristne håb ligger ikke i, om Gud på et tidspunkt renoverer og genbruger den nuværende jord, men i skabelsen af en helt ny og bedre (kainos) jord, hvor kun hans folk bor. Mens vi venter på denne nye herlighed, må vi gøre Guds vilje og få så mange som muligt med til den nye jord.