Italiensk mesterværk veksler elegant mellem det realistiske og magiske

Filmen La Chimera åbner med nogle mærkelige billeder af en ung kvinde, som holder på en rød tråd og med et smil siger: ”Har du set, at solen følger os?” Derefter træder vi ind i den genkendelige verden, engang i 1970-80’erne, et sted i Norditalien. Et tog er undervejs. I en af togkupéerne sidder en ung mand, Arthur. I samme kupé sidder tre unge kvinder. Der opstår lidt flirtende snak, især fra kvindernes side, men snart lukker Arthur ned, lidt irriteret og tvær. Han ankommer til den hjemlige landsby. Vi forstår, at han er kommet hjem fra fængselsophold. Nu er han tilbage hos en markant kvinde, hvis datter han var gift med, og som vi så de første billeder af. Langsomt fornemmer vi, at datteren er død.

Arthur, som egentlig er englænder – stærkt spillet af Josh O’Connor, ligesom alle de øvrige skuespillere – har en særlig rolle i en lille småkriminel flok i landsbyen, som lever af at foretage ulovlige udgravninger af ældgamle etruskiske gravsteder og sælge genstande fra udgravningerne. Arthur har en mærkelig sjette sans, som betyder, at han mærker, hvor gravene ligger skjult under jorden. Filmtitlen – La Chimera – betyder på dansk: Kimæren. Kimæren er kulturhistorisk set et fabeldyr som fortil ligner en løve, i midten en ged og bagtil en slange, og som derfor også har tre hoveder.

Nede i de etruskiske grave dukker der også mærkelige, smukke dyrefigurer op. Men måske drejer titlen sig mest om Arthurs flerdimension. Han har mere end ét hoved. Hans kimære, flerhovede sans tilføjer en magisk dimension i filmen, så vi i små glimt træder ud af det meget jordnære, genkendelige i landsbylivet med menneskeligt venskab, skænderi og småforelskelse, med ulovlige gravrøvere, der forsøger at få gevinsten i hus, udfordret af andre lignende kriminelle og politiet.

Den italienske instruktør Alice Rohrwacher leverer igen en film, som veksler elegant mellem det realistiske og magiske, den på én gang enkle, prosaiske fortælleform sammen med den mere poetisk, abstrakte form. Hendes tidligere pragtfulde Cannes-vinderfilm (for manuskript), Lazzaro den lykkelige, bevægede sig i samme flertydighed. I den film smagte man på en livsdimension langt ud over det fornuftsforklarlige.

Man kunne endda indlæse antydninger af den kristne tros momenter i filmen med dens underfundige brug af en Frans af Assisi-legende. Jeg vil ikke hævde, at man kan indlæse noget tilsvarende i La Chimera, men for mig selv gav filmen et vidunderligt slutvink om det mulige liv efter det jordiske liv. Af hensyn til dem, der vil se filmen, undlader jeg at fortælle, hvad vinket går ud på. Men så meget vil jeg sige, at den røde tråd fra de allerførste billeder af Arthurs afdøde kone dukker op igen til allersidst sammen med et helt særligt sollys fra oven.

I et interview i 2023 siger Alice Rohrwacher: ”Vi taler om denne verden, om dagen, om natten, forholdet mellem dem, der er i live, dem, der var døde – forholdet mellem fortid og nutid”. Og undervejs i filmen dukker et lille duoband op med sangtekster, som helt tydeligt sætter ord på filmens dybere mening. Blandt andet med linjerne om ”den evige jagt på profit, som kvæler alt” og ”hjertet næret af en rigere åre”. Jeg anbefaler filmen, en film langt udenfor Hollywood, langt udenfor den letfattelige, sort-hvide verden.

Titel: La Chimera
Premiere: 3. oktober
Instruktør: Alice Rohrwacher
Fra 15 år. 131 minutter
Filmbazar