At læne sig ind i fællesskabet
Prædikerens Bog i Gamle Testamente fortæller os, at der er en tid til at græde og en tid til at le. En tid til at holde klage og en tid til at danse. Hvor er det viist sagt. Og hvor er det godt at kunne minde os selv og hinanden om, at der er forskellige tider eller perioder i vores liv. Vi oplever alle både gode og svære tider – nogle har urimeligt meget af det ene eller det andet, men det er jo for det meste ikke op til os selv at styre.
Også kirkegængere, præster og dybt troende kristne kan som alle andre mennesker blive ramt af sygdom, ubærlige tab eller ulykker. Det er så vigtigt, at vi i kirken kan acceptere, at dette også er en del af et menneskeliv og ikke betyder, at Gud har forladt os. Jeg tror, nogle vælger at blive væk fra kirken, indtil man igen kan smile og synge. Hvor er det trist, for det er jo netop i de svære tider, hvor man især har brug for fællesskabet i kirken.
Jeg har selv oplevet at græde mig igennem lovsangen i en periode, hvor jeg ikke var i stand til at ”le eller danse” og måtte lade de triste følelser slippe ud. Heldigvis var min kirke i stand til at rumme mine følelser, og der var en omsorgsfuld skulder og forbøn, hvis jeg ønskede den, men ellers fik jeg lov at gennemgå min proces selv. Det kan måske lyde koldt, men det er vigtigt at få lov at have det, som man har det, uden at opleve, at man skal ”fixes” lidt hurtigt for at blive glad igen.
Her er det, at fællesskabet bliver helt konkret; din bøn er min bøn, jeg kan ikke lovsynge i dag, men det kan du, så jeg læner mig ind i fællesskabet og pludseligt handler det ikke blot om min individuelle tro, men om at være Kirke sammen. At kunne læne sig ind i fællesskabet er dyrebart. Vi er hele mennesker med tider, hvor vi kan danse og smile og har overskud til at yde en masse for andre. Og andre tider, hvor vi kan være nedtrykte, kæmpe på forskellige planer, og hvor det er os selv, der har brug for ekstra omsorg.
I fællesskabet kan vi blive omsluttet af håb og blive mindet om at have tro og tiltro til Gud. Måske er det muligt for mig selv at læne mig ind i Guds omsorg, men det kan også være, at jeg må se på mine med-kirkegængere og gennem dem og deres bønner og sange blive i stand til at nyde Guds nærvær. En bekendelse kan være: ”Jeg er en del af de troendes fællesskab her på jorden. Selvom jeg er for udmattet eller fortvivlet til at holde fast i mine bekendelser eller min tro lige nu, så vil jeg i denne tid lade mig absorbere ind i den tilbedelse, som lyder her fra denne kirke, så jeg kan hvile i Guds nærvær, selvom jeg intet har at give.”
Salme 51,19: ”Mit offer Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.”
