Erik bevarede glæden og mildheden trods flere år med demenssygdom

I sin tale indledte Jens Lomborg med at sige, at han havde holdt en traditionel begravelsessamtale med familien, hvor de havde haft fokus på, hvordan Erik var i sine velmagtsdage. Talen indeholdt glimt af både familiemennesket Erik Wengel og hans mange års indsats i ydre mission.

”Det var en skøn samtale med sorg og glæde. Man hører ofte, at demens er en sygdom, hvor de pårørende langsomt mister. Jeg forstår godt logikken, men vil alligevel tillade mig at anfægte den. Vi mistede først Erik søndag 20. oktober 2024. Selvom de sidste år var præget af sygdommen, så var mennesket Erik der indtil sin død. Men ja, lad os i dag tale om Erik i sine velmagtsdage. Dem havde han mange år af. Og det har sat sig dybe spor i vores liv.

Erik var grundlæggende glad og taknemmelig af natur. Der var noget utvungent og let over ham, noget mildt og gavmildt. Det sidste betyder, at der ikke er noget stort, rent økonomisk at arve. Til gengæld er der meget at tage til sig og med sig som en arv, når det gælder glæden, mildheden, troen og livet.

Mange mulige titler til gravstenen

Forleden var jeg med nede på kirkegården for at finde Eriks gravplads. Der var flere muligheder, fx for enden af en sti, sådan lidt for sig selv. Vi blev hurtigt enige om, at dér ville Erik ikke bryde sig om at være. Han var for social, for meget festens midtpunkt. Vi kom også til at tale om skikken med at skrive en titel på gravstenen: Direktør, snedkermester, vognmand. Den skik er på sørgeligt tilbagetog, men hvis man skulle sætte en titel på Eriks gravsten, kunne der stå følgende:

Ulvespejder, trommeslager i Wild Cats Band, sygeplejerske og diakon, ægtemand, pappa, paps, moffe, svigerfar, morfar, farfar, oldefar, onkel, svoger, sygeplejelærer og afdelings-sygeplejerske, plejehjemsforstander, missionær, missionssekretær for tre verdensdele og med arbejdsrelaterede besøg og ophold i 24 forskellige lande. Men jeg tænker, at Erik synes det ville være en lidt for prangende sten, og alt for stor til at hans svoger Hans Kristian kunne slæbe den sten med herned fra Birtedalen.

Så den idé er aflyst. Til gengæld får Eriks gravsted en sten, hentet fra et sted på Sølyst i det Birtedalen, han holdt så meget af.

Barndommen

Erik var den yngste af fire børn og søn af Hans Richard og Micheli Ebba. Han blev født hjemme i lejligheden i Herlev og startede livet allerede der som det, man kan kalde et robust spædbarn, 5 kg tung. Erik lignede af sind sin far, som kunne sige til sin hustru: “Missepige, hvor har du dog en flotte mand!” Og det er også fra sin far, at Erik arvede fyndordet om at – og jeg citerer: “Jeg er kun halvt så glad for mig selv, som enhver anden ville være i mit sted.” Det blev altid sagt uden skyggen af selvhøjtidelighed, nærmest modsat: Det blev sagt for at skabe en afslappet og uhøjtidelig stemning.

Venskab

Erik bedste barndomsven var Tom Stoltzenbach, som han mistede for en del år siden. Der findes en lille bakke i Birtedalen, som af nogen af os kaldes for Stoltzenbakken, fordi Erik navngav den, da hans bedste ven faldt der på ski. Typisk Erik. Deres venskab var forbilledligt. Alle bør have en Tom Stolzenbach i sit liv. – Alle bør have en Erik Wengel i sit liv.

Norske Marit

Marit og Erik møder hinanden på Diakonskolen i 1969 og bliver kærester fra okt. 1969, De blev forlovet 6 måneder senere i påsken 1970 og bliver så gift den 7. august 1971 i Moland Kirke, Fyresdal. Måske læser man også til vielser i Norge fra Paulus’ ord i Kol. 3,12-15 om kaldet til at iføre sig godhed og mildhed og være taknemmelige? Det var præcis sådan en mand, du fik, Marit.
Ved vielser i Danmark læses også disse ord: “Bær hinandens byrder” fra Gal 6,2. Det har du til fulde gjort de sidste år med Erik, på forbilledlig vis.

I 1972 fik Erik og Marit datteren Heidi. Senere kom Øyvind i ’74, Hans i ’82 og Christian i ’88. Jeg kan huske, at da I mistede Christian i 2002, sagde Erik noget i retning af, at: “Vi fik Christian givet som en gave nærmest fra den ene dag til den anden, og lige så pludseligt blev han revet bort fra os.” Erik så jer allesammen som gaver fra Gud. Egentlig skulle I have været missionærer i Afghanistan eller Iran og Indien, – men af forskellige politiske årsager endte det med Japan.

Mission i Japan 1980-’88

Arbejdslivet bød på en udsendelse til Japan efterfulgt af en ansættelse som missionsekretær i DMS 1988-94. Herefter flyttede Erik og Marit til Christiansfeld i forbindelse med ansættelsen i først Sudanmissionen, herefter Brødremenigheden og til slut DEM (Promissio) fra 2003 og frem til efterlønnen i 2008. Erik blev et vigtigt bindeled mellem Danmark og så mange udsendte missionærer rundt i flere verdensdele. Han var missionspraktiker, ikke missionsteoretiker eller missionsteolog. Han var håndværker indenfor sit eget fag – han arbejdede med mennesker, var god til at få andre til at blomstre og trives i deres tjeneste i udlandet. At mødes og formidle kontakt parter imellem.

Familiemanden

– Erik plejede at sige: ”Jeg har fire børn med min kone af første ægteskab og 12 børnebørn.” Det handlede om os andre, og hvordan vi havde det, når vi kom på besøg. Nogle mænd spiller fodbold med børnene og børnebørnene. Erik fortalte historier. Han var begavet med en decideret vild fantasi. Godnathistorier fløj ud af ærmet på den nålestribede natskjorte. Om den røde kuffert. Om pit og pot.

Et stort legebarn, som elskede børn. Både sine egne og andres. Erik var en sådan morfar og farfar, som alle børn i verden skulle have. De fås ikke bedre. Erik var en “født taler” med den rette timing i afleveringen. Smilende og passioneret. Alvor og leg i den rigtige balance. Altid meget snakkende, følelsesfuld, humoristisk, mild og varm. Det handlede om mad, popcorn og en god film – Elitesoldaten med Clint Eastwood, The A-team, Night Rider. Og åh, hvor han hyggede sig med film i godt selskab, selvom han 99% af gangene faldt i søvn under filmen.

Hobbyer

Fugle, malerier og kunst, sten og fossiler, udstillinger. Han elskede, når andre spillede musik. Han har vist ikke gået til sport. – Nordmænd er gode til skiløb, men vi danskere tager revanche ved frokostbordet, som han udtrykte det. Norge blev et grundelement, et fristed, hvor han elskede at møde slægt og venner og egne børn og efterhånden børnebørn. De fleste af jeres ferier rimer på Fyresdal og Birtedalen. Denne morgens efterårskulde fik mig til at tænke: Tak Gud, fordi vi kan bisætte Erik i en rigtig omgang efterårs-hytte-kulde som i Norge.

I salmen ’Dybt hælder året i sin gang’ synger vi om alt det, der visner og forgår. Men også om det, der er urokkeligt: Guds løfte om opstandelse og en evig vår, Guds kærlighed, som åbenbarer sig i julebudskabet og i korset på Golgata, der kommer til at stå som træet, der aldrig visner ”Jeg véd, hvor glæden har sit hjem, når øde mark står hvid; hint frydekor fra Betlehem forstummer ingen tid.”

Fællesskabet med Kristus både i liv og død

“Jeg takker Gud for min Alzheimers, for ellers var jeg ikke kommet til Skjern.” Sådan var Eriks egen logik. Han var glad for det kristne fællesskab i kirken her – men uanset, hvor I boede, Marit, så inkluderede kirken jer i et fællesskab. Kirken er et fællesskab af mennesker ud over hele jorden, mennesker, som er vidt forskellige, men som har det til fælles, at de er døbt i Faderens og sønnens og Helligåndens navn, og at de lever i tro på den korsfæstede og opstandne Jesus.

Og lad os tilføje jer på tærsklen til Alle Helgens aften i morgen: Et fællesskab af levende og døde. Ingen har vel sagt det tydeligere end apostlen Paulus, som i Rom 14,7-9 underviser de kristne, om hvordan de skal leve med hinanden, og hvordan de skal se på døden:

”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.” Sådan levede og sådan troede Erik – og jeg tænker, at han på sin egen fordomsfri og utvungne måde ville ønske det samme for ethvert menneske, han mødte på sin vej – uanset om det var gadebørn i Liberia eller sin egen nære familie:

Lev og dø i tillid til Jesus. “Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kender ham, som kan det:” Han som er Guds søn og Verdens frelser: Lev i glæde og tak til ham for livet. Dø i forventning om en lykkelig opstandelse fra de døde. Dø i tillid til, at du tilhører Herren Jesus. For – som Erik yndede at sige: “Det bedste i verden er at være hans.” Amen”

Gaver til mission:

I stedet for blomster havde familien i overensstemmelse med Eriks eget ønske bedt om støtte til missionsselskabet Promissios skoleprojekt i Liberia. – Der blev overført over 18.500 kr. fra 81 givere, fortæller en taknemmelig Marit Wengel.