Hvordan kan man tro på en kærlig Gud, når der er så meget lidelse i verden?

John Lennox er formand for The Oxford Centre for Christian Apologetics (kristen trosforsvar, red.), han er professor emeritus i matematik ved Oxford University og har holdt foredrag i store dele af verden om emner som kunstig intelligens, Gud og videnskab, menneskehedens fremtid og bibelsk udlægning.

John Lennox har deltaget i højt profilerede debatter med store tænkere som Richard Dawkins, Christopher Hitchens og Peter Singer og har holdt foredrag over hele verden om samspillet mellem videnskab, filosofi og religion. Han er vant til at forholde sig til de helt store videnskabelige og filosofiske spørgsmål og har et skarpere intellekt og en bedre formuleringsevne end de fleste, men vedrørende det spørgsmål, som denne artikel tager udgangspunkt i, ender han op med et svar, som han egentlig ikke selv vil definere som et svar.

Artiklen her er et uddrag fra et videointerview på en online platform, hvor intervieweren spørger John Lennox om følgende: Hvordan kan man tro på en kærlig Gud, når der er så meget lidelse i verden? John Lennox svarede:

Det er det absolut sværeste spørgsmål, vi kan stå overfor. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke har noget simpelt svar på det spørgsmål. Jeg kan ikke engang lide at bruge ordet ‘svar’, men jeg tror, der er en vej ind i det, der er en måde at tænke om det på, som kan give fred til mange mennesker. Jeg forstår godt, hvis folk bliver ateister. Jeg har været i Auschwitz et par gange, og jeg har aldrig været der uden at få tårer i øjnene. Ondskaben og smerten er det hårde hjerteskærende problem.

Men lad os se på det. Først og fremmest: Der er to kilder til smerte og ondskab. Der er, hvad vi kalder moralsk ondskab. Det er de dårlige ting, som folk gør ved hinanden. Og så er der, hvad vi kan kalde den naturlige ondskab. Det er ting som corona, tsunamier, jordskælv, kræft, alle disse ting, hvor vi mennesker, så vidt vi ved, ikke selv er direkte involveret i årsagen, og det kan være et sværere problem at håndtere.

Én ting er at være en kræftlæge, der behandler en patient. En anden ting er at være en 24-årig mor, der lige har fået at vide, at hun har en uhelbredelig tumor. Der er det indre perspektiv fra den lidende, og der er det ydre perspektiv fra den, der observerer, og vi er nødt til at forholde os til begge.

Hvor kommer moral fra?

Den, der observerer, vil stille de intellektuelle spørgsmål: Hvordan kan du få dette til at hænge sammen med en god Gud? Men så vil jeg sige: “Så du er altså en ateist?” og de vil svare: “Absolut. Jeg har opgivet at tro på Gud”. Og jeg siger: “Ja, det er absolut ondt, men hvor får du din forståelse af ondskab fra? En af dine med-ateister, en mand, der hedder Richard Dawkins, han følger ateismen hele vejen, og han kommer til den konklusion, at dette univers er præcis, som man kan forvente, at det er.

Men hvis der i bund og grund ikke er noget godt, ikke er noget ondt, ikke er nogen retfærdighed, men kun DNA, og vi bare danser til dens musik, jamen, så er jeg lidt forvirret, for hvis der ikke findes noget godt eller noget ondt, hvorfor snakker du så om ondskabens problem? Du er jo sluppet af med de moralske koncepter. Det forvirrer mig. Jeg ser mig selv som et moralsk væsen, og det gør Dawkins faktisk også, og jeg oplever, at mit hjerte skriger efter retfærdighed. Fortæller du mig virkelig, at der ikke findes nogen retfærdighed?”

Ateismen mangler et håb

Så når du stiller spørgsmålet, hvordan kan du tro på en kærlig Gud? Så vil jeg fortælle noget andet først. For mig virker det ikke som en løsning at slippe af med selve det grundlag, som du bruger til at påpege problemet med. For det andet, fra den ateistiske synsvinkel, så tror du, at du er sluppet af med problemet ved at sige, at det er bare sådan universet er, og det er der ikke noget at gøre ved.

Det er rigtigt, at du er sluppet af med noget: Du er sluppet af med alt håb. Ateismen er en tro uden håb. Ateismen har ikke noget håb at tilbyde til den unge mor på 24 år med en tumor. Absolut intet håb. Så det er altså en blind vej. Ateismen fungerer ikke. Det giver dig en form for midlertidig tilfredsstillelse, men i sidste ende har du ikke noget håb. Du har defineret det som et ikke-eksisterende koncept, og du har ikke noget reelt håb, fordi der ikke er noget liv efter døden.

To skridt til forståelse

Men nu er jeg jo en kristen, så hvordan retter jeg op på det? Jeg siger til folk: Du skal vide, at i hjertet af kristendommen er der et kors. Dét er lidelse og ekstrem smerte. Og prøv at følge mig i det, jeg nu siger, selvom det måske kan være svært at acceptere: Den kristne påstand er, at den person, der hang på korset, var Guds inkarnation. Hvis det er sandt, så kan vi helt legitimt spørge, hvad laver Gud på et kors?

Viser det ikke helt klart, at, hvis det er rigtigt, så har Gud ikke forholdt sig fraværende til lidelsens problem, men har gjort sig selv til en del af det? Den forståelse er det første skridt til at forstå.
Det næste skridt er den næste store kristne påstand, at Gud med sin magt oprejste Jesus fra de døde. Dermed er døden ikke slutningen. Det ændrer hele min verdensopfattelse. Det forandrer alt. Fordi hvis det er sandt, så betyder det, at der er håb på den anden side af graven.

”Det ændrer hele min verdensopfattelse.
Fordi hvis det er sandt, så betyder det,
at der er håb på den anden side af graven.”

Lad mig give et personligt eksempel. Min søster havde en 22-årig datter, som lige var blevet gift med en ungdomspræst i en kirke. Hun fik en hjernetumor, som hun døde af. Men min søsters datter holdt fast ved sin tro på Jesus. Hvordan kunne hun gøre det? Det var en traumatisk periode for min søster, og det har taget hende lang tid at komme overens med det. Men hun har heller ikke mistet sin tro. Hvorfor?

Fordi Jesus giver håb. Han lover ikke, at du bliver fri fra dødens fysiske processer, men det, han til gengæld lover, er frelse, en frelse der overstiger en hjernetumor, og som overstiger døden. Ateismen kan ikke tilbyde noget som det. Det betyder ikke, at vi ikke oplever lidelse og smerte, men det betyder, at vi har en vej i det. Så jeg giver faktisk ikke et svar, men jeg vil gerne vise mennesker hen til en person, som, jeg mener, er svaret.