Duen i bjergkløften
”…stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! Min due sidder i bjergkløften, i skjul på klippevæggen. Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din stemme; for din stemme er dejlig, din skikkelse er yndig.”
Disse vers fra Højsangen mødte mig på et tidspunkt i mit liv, da jeg havde svært ved at finde mig selv, mine dybere følelser og troen på, at jeg var ”god nok”. Det var Helligånden, som satte mig i gang med denne søgen efter identitet og et opgør med en mindreværdsfølelse. Jeg følte, at han ledte mig til at læse Højsangen. Jeg tænkte, at her måtte der være noget passion og liv, som kunne tale til mig.
Da jeg nåede til billedet af duen i bjergkløften, følte jeg, at Gud talte til mig om, at jeg sad ligesom duen, godt beskyttet af en klippe, men at det var et koldt og ensomt sted at sidde. Han kaldte mig ud, så jeg kunne kaste mig ind i livet. Det var på tide at være den, jeg var, og turde vise det. Jeg sagde til Gud, at det kunne jeg godt se; jeg skulle ikke gemme mig mere, og jeg havde faktisk lyst til at ”flyve” ud fra mit skjul og mit trygge gemmested. Jeg ville gerne, men hvordan gør man det? Altså helt praktisk i det virkelige liv? Dette var jo et billede.
Et par måneder senere var vi nogle dage i Ichtus-fællesskabet, en kirkeplanter-bevægelse i London, som var til stor inspiration for vores forholdsvis nye kirke, dér for 30 år siden. Vi var med til en skøn konference som hed: ”Restoring Spiritual Vision”. På et tidspunkt både så og følte jeg for mit indre øje, at Guds store hånd forsigtigt tog mig, den lille due, ud af bjergkløften og holdt mig ind til sit hjerte, for det var der, jeg skulle være. Det var her, jeg hørte til. Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på det.
Det, som jeg ikke selv kunne finde ud af, det gjorde Gud for mig. Jeg følte, at det, som jo igen var et billede, var sket i virkeligheden, og at jeg nu skulle fortsætte med at se mig selv i tryghed og nær ved Guds hjerte. ”For det var der, jeg skulle være.” Dette gav mig tro på, at jeg virkelig var elsket og vigtig for ham, så jeg kunne begynde ”at folde mine vinger ud”. (Nu troede jeg så, at det var klaret og min ”identitets-vandring” var overstået, men den var faktisk kun lige begyndt. Og det er en meget længere historie.)
Når jeg i denne jul tænker tilbage på oplevelsen af, at Gud tog mig ind til sit hjerte, kommer jeg til at tænke på, at ligesom Gud tog mig ind til sit hjerte, for det var der, jeg skulle være, kom Guds søn til os, midt i vores verden, for det var her, han ville være. Han gav for en tid afkald på Himlen, – ikke bare teoretisk, men han kom i levende live, sårbar og lille, for at vi skulle opleve Guds hjerte og kærlighed. Det var her i vores verden, at han ville møde os, frelse os og give verden håb.
Hvor er det dog smukt!
Rigtig glædelig jul!
