Flere og flere unge vælger at tage en “sexit”

Når selv dagligvarebutikker som Netto, Føtex og Bilka nu har sexlegetøj på hylderne, kan det være svært at forestille sig, hvordan nogen kan være interesseret i at leve i kyskhed — altså bevidst afstå fra at dyrke sex. Alligevel går den norske katolske biskop i Trondheim, Erik Varden, mod strømmen med sin nye bog, Homo Castus – om kyskhed, der er udkommet på det norske St. Olav Forlag.

Her reflekterer han over kyskhedens værdi og forsvarer dens plads i vores moderne verden. Biskop Varden argumenterer for, at kyskhed ikke handler om at undertrykke seksualiteten, men om at kanalisere den mod et højere formål. Han mener, at seksualitet har brug for en form for struktur for at kunne blomstre. Set fra biskoppens perspektiv kan det paradoksalt nok være afholdenhed, der fører til en dybere glæde og helhed i seksualiteten.

Udfordringen har talt med biskoppen om, hvorfor kyskhed stadig kan være relevant i en verden, der synes besat af sex. Hvad har motiveret dig til at skrive en bog om netop kyskhed, som stort set ikke praktiseres længere?

– Jeg er faktisk ikke helt enig i, at kyskhed ikke praktiseres. Jeg har tværtimod indtrykket af, at den oplever en slags renæssance. Tænk bare på Jason og Crystallina Everts ‘Chastity Project’ i USA, som har en kæmpe tilslutning. På Verdensungdomsdagene i Lissabon blev Jason Evert nærmest modtaget som en rockstjerne. Eller tag Exodus90, som følges af tusindvis af unge mænd verden over, også her i Skandinavien. Det giver en kristen træning i selvkontrol og renhed – en slags vejledning i at håndtere sanserne på en sund måde. Så noget er der i gære. Når det er sagt, var min største motivation for at skrive egentlig den overfladiske tone, man ofte møder i debatten om seksualitet og følelsesliv. Samtidig irriterer det mig også, at Den Katolske Kirke ofte bliver karikeret som enten en streng moralsk dommer med løftet pegefinger, der siger ”Nej!” til alting, eller som en institution, der bare flyder med tidens strømninger. Men vi har faktisk et langt mere nuanceret og dybt budskab at byde ind med.

Hvor stammer idealet om kyskhed fra? Og er det kristendommen, som introducerer den?

– Idealet om kyskhed har rødder, der går helt tilbage til begyndelsen af vores civilisation. Oprindeligt handlede det faktisk ikke om seksualmoral. De gamle romere brugte ordet ”castus”, som senere blev til det engelske ”chaste”, som et synonym for det latinske ord integer, der er roden til vores ord ”integritet”. At leve kysk handler derfor om at stræbe efter helhed — at forsøge at samle de forskellige dele af ens personlighed, temperament, historie og kald til en harmonisk og livgivende helhed. Det er en proces med mange facetter, og relationer spiller selvfølgelig en stor rolle her. I middelalderens moralteologi blev fokus især rettet mod forholdet mellem mænd og kvinder, og kyskhed blev i stigende grad opfattet som en ”kvindelig dyd”. Det gjorde desværre, at begrebet kyskhed blev meget snævert med tiden. Derfor har jeg sat mig for at kaste nyt lys over kyskhedens potentiale — ikke kun som et moralsk begreb, men som en måde at være menneske på, en måde, der kan hjælpe os til at trives bedre og leve mere fuldt ud.

Hvordan har den seksuelle frigørelse efter din opfattelse påvirket os— og anser du den seksuelle frigørelse som noget, der faktisk har skadet vores forhold til sex?

– Først og fremmest synes jeg, vi skal forsøge at komme ud af den sort-hvide tankegang, hvor vi enten fordømmer eller klapper hæmningsløst i hænderne. Menneskelig erfaring passer sjældent ind i så simple kasser — og det gælder i høj grad seksuelle erfaringer, som er dybt komplekse. Det har Freud gjort os klogere på, hvis ikke vi allerede vidste det. Når vi taler om ”seksuel frigørelse”, sætter vi en ret problematisk etiket på en kompleks kulturel udvikling. Faktisk undergraver begrebet sig selv lidt. Det er tankevækkende, at den samme kultur, som hævder, at vi har opnået ”seksuel frigørelse”, samtidig taler om udbredt ”seksuel afhængighed”. Det er uden tvivl positivt, at seksualitet er blevet mindre tabubelagt, at vi er mere bevidste om, hvor stor en del af vores liv seksualitet udgør, og at vi ønsker at forstå instinkterne bag. Men noget er også gået tabt, og det er næsten helt væk i dag: fornemmelsen af seksualitetens mysterium og dens hellige dimension. Denne dobbelthed var central både i antikken og middelalderen og findes også i Bibelen. Det er noget, vi bør genopdage.

Er kyskhed alene ensbetydende med seksuel afholdenhed – eller handler det også om karakterudvikling?

– Det er overraskende, hvor mange, der tror, at kyskhed og cølibat er det samme. Det er de ikke. Cølibat er et specielt kald, mens kyskhed er en menneskelig dyd, der gælder for alle. At leve kysk betyder at lære at omgås sin sanselighed og sensualitet på en ansvarlig og fri måde.

Er kyskhed kun noget, der gælder for singler, eller er kyskheden også noget, der kan praktiseres i ægteskabet?

– Ja, præcis. Målet er at befri sig fra tendensen til at se et andet menneske, selv ens ægtefælle, som et objekt eller en ejendel — at slippe af med illusionen om, at jeg er den eneste vigtige person i mit eget univers, og at alle andre blot eksisterer for at opfylde mine behov og lyster. At blive kysk handler om at lære at se verden med respekt og uden begær. Det kræver, at man kan sætte sine egne impulser i perspektiv og ikke lader dem styre alt.

Danmark var verdens første land til at legalisere porno i 1969, og som nation er vi kendt for den seksuelle frigørelse, – og det gælder hele Skandinavien. Hvad er dit hovedbudskab til sådan en kultur. Og hvordan tror du, at dit budskab om kyskhed kan blive hørt i en kultur hvor den frie sex betragtes som urørlig og “hellig”?

– Jeg tror egentlig, at den kultur, vi lever i, sender et budskab til sig selv. Har al den her seksuelle frigørelse virkelig gjort os gladere, friere og mere afslappede? Via internettet er pornografi blevet en konstant del af vores hverdag. Mange — både unge, voksne og ældre, og ikke mindst børn og unge — føler sig fanget i et net af porno. Det ved enhver psykolog og sjælesørger. Så kan vi helt ærligt kalde det frihed? Og hvad med vores idé om ”fri sex” som noget helligt og ukrænkeligt? Hvad skal vi sige til, at flere unge nu kalder sig ”aseksuelle” og virker fuldstændig trætte af hele seksualdriften? For nylig skrev Miranda France i The Times Literary Supplement, at ”flere og flere unge vælger at tage en ’sexit’. Hvor århundreders forbud mislykkedes, har samfundet endelig fundet en måde at dæmpe teenageres seksualitet på: ved at overeksponere dem for sex.” Det er tankevækkende og viser måske, at det faktisk giver mening at tale om kyskhed som noget positivt og meningsfuldt lige nu.

Kan det også styrke samfund og kultur som helhed, hvis flere praktiserer kyskhed og hvordan?

– Helt sikkert! Som jeg nævnte før, så handler kyskhed egentlig om integritet. Og når man kigger på verden i dag, hvem kunne så ikke ønske sig flere mennesker — både kvinder og mænd — der virkelig lever med ægte, klog og frygtløs integritet? Det ville da være en kæmpe gevinst.