Maibritt fik et personligt møde med Jesus

Maibritt Andersen er født og opvokset i Aalborg, hvor hun boede i bydelen Gug sammen med sine forældre og søster. Som barn elskede hun at cykle hen til kunstmuseet i Aalborg og gå rundt og kigge på kunst og stille de ansatte en masse spørgsmål om de ting, hun så.

”Det er der nok ikke så mange andre børn i ti-årsalderen, der gør, men ellers var jeg et meget almindeligt barn og har haft en meget normal opvækst. Jeg var ikke kristen som barn. Jeg er blevet konfirmeret, men det var ikke noget, der rigtig gik ind,” fortæller Maibritt. Som ung var hun åndeligt søgende og havde også et par oplevelser med Jesus, men ikke noget, der rigtig gik ind, som hun siger. Men i 2012 havde Maibritt et meget markant møde med Jesus.

Pludselig stod han der

”Jeg boede i et stort hus, som var blevet solgt. Jeg var lige blevet skilt, min eksmand havde hentet sine ting og var flyttet til København. Jeg sad tilbage i det her kæmpe hus, som vi selv havde bygget, og jeg var bare så ulykkelig. Når man har den gråd, kan man slet ikke få styr på sig selv. Jeg har altid fået at vide, at man kun kan græde-hulke i 10-15 min, men det har jeg så fundet ud af, at det ikke er rigtigt. Jeg græd hele dagen. Da det blev aften, gik jeg i seng, men jeg lå og rullede rundt og kunne overhovedet ikke sove,” fortæller Maibritt.

”Og pludselig stod Jesus der inde i mit soveværelse som en person. Det, der undrer mig lidt, når jeg kigger tilbage, det er, at jeg ikke blev forskrækket. Når man bor der alene i et stort hus, og pludselig står der en inde i ens soveværelse, men jeg havde bare en ro, og jeg vidste, hvem han var. Så gik han hen til min seng og satte sig ned, og jeg kunne mærke tyngden, da han satte sig ned på sengen. Jeg lå ned, så jeg satte mig halvt op og kiggede på ham, og så kiggede han på mig, han sad med let spredte ben og hænderne på sine lår, og så drejede han hovedet imod mig og kiggede mig direkte ind i øjnene, og så sagde han: Jeg elsker dig.”

”Og så blev jeg egentlig helt paf. Bagefter ville man jo ønske, man kunne sige noget klogere i sådan en situation, men jeg sagde bare: Gør du det? Sådan helt forundret, og så sagde han: Ja, jeg elsker dig. Og så gik der lige lidt tid. Han sad bare og smilede og kiggede på mig, og så forsvandt han.”

Googlede ’Jesus – Aalborg’

Efterfølgende var Maibritt helt rolig og havde ikke, som man måske ellers kunne forvente, svært ved at falde i søvn. Tværtimod. ”Jeg tror, der bliver lagt sådan en eller anden ro i en, fordi jeg rejste mig ikke op fra sengen og gik rundt eller noget, jeg lagde mig bare ned igen, og så sov jeg, indtil det blev morgen. Det var det. Og så var jeg kristen,” siger Maibritt med et stort smil. Dagen efter søgte Maibritt på internettet med ordene: Jesus Aalborg.

”Så dukkede der et Alphakursus op, og der stod, at det var for folk, der var nysgerrige og nye i troen, og så tænkte jeg, at det er lige mig, det skal jeg på det der.” Og det kom hun. Alphakurset var hos frikirken Citykirken i Aalborg, som Maibritt med varierende stabilitet har været tilknyttet siden, og hun blev også døbt i kirken for fire år siden. ”Det er en supergod kirke og også stor efterhånden, men jeg er ikke så tiltrukket af det store fællesskab. Jeg har haft brug for at være alene med Gud, også for at lære at tage imod den kærlighed. Det skulle jeg virkelig lære.”

”Jeg fandt ud af, at jeg også elsker ham. Det der med at læse i Bibelen, og hvordan det hele fungerer med åndelig kamp og alt sådan noget, det kom henad vejen,” fortæller Maibritt.

En lavine af ulykker

Tilbage i februar 2018, da Maibritt var 42 år, fik hun konstateret sklerose. En måned senere døde hendes far efter flere års sygdom med KOL. Hendes daværende kæreste, som hun boede sammen med, gjorde forholdet forbi, og hun måtte derfor ud at finde en ny lejlighed. Fire måneder senere blev hun fyret fra sit arbejde. ”Der skete så meget oveni hinanden i de seks måneder, som man normalt oplever på ti år. En spurgte mig, hvad så nu? Så svarede jeg bare prompte, at nu skal jeg bruge min tid på at tjene Gud,” siger Maibritt.

Da ulykkerne begyndte at ramme, var der gået seks år, siden Maibritt mødte Jesus, og siden, hun var blevet kristen, men hun havde ikke fortalt nogen om sit møde, og i det hele taget fortalte hun ikke ret mange om sin tro. Først i oktober 2023 fortæller Maibritt offentligt om sit møde. Før det har hun kun fortalt det til en håndfuld mennesker.

”Jeg har været meget blufærdig omkring det. Ikke fordi jeg var bange for, at folk skulle tro, jeg var skør, men mere sådan en ydmyghed omkring det, og måske også lidt bange for, at folk skulle tænke, at jeg troede, jeg var noget. Altså, at jeg var en bedre kristen end andre, fordi jeg har haft den oplevelse. Det har jeg været meget bange for.”

Han er stadig levende

Men siden 2018 er der sket noget, fortæller Maibritt. Hun har brugt meget tid alene med Gud. Hun har bedt meget, læst meget i Bibelen og fastet meget.

”Jeg har kunnet mærke i de seks år, efter jeg blev syg og ikke mere arbejder og har ladet ånden arbejde i mig, der er blufærdigheden i forhold til at fortælle om alle de her ting forsvundet. Både i forhold til at fortælle om mit møde med Jesus, men også bare i det hele taget om min tro. Nu er jeg begyndt at fortælle det, og så må folk tro, hvad de vil. Nu kan jeg fortælle om det på den måde, som det skal fortælles. Det skal ikke handle om, at jeg er et perfekt menneske. Jeg har også stået i mange kriser og alle de der ting og har oplevet modgang, det tror jeg, mange kan relatere til. Livet kan jo være besværligt på mange måder, men jeg vil gerne dele, at man på trods af det kan bevare sin tro, og at Jesus kommer til dig uanset hvad,” siger Maibritt og tilføjer:

”Jeg véd, at Jesus findes, jeg véd, at han går midt iblandt os, og hvis vi kalder på ham, så er han der med det samme. Han er stadigvæk levende.”

Åndeligt søgende

Maibritt har med egne ord ikke været kristen, før hun mødte Jesus, men som ung var hun meget søgende.

”Da jeg var omkring 20, var vi en lille gruppe på universitetet, som undersøgte alt muligt. Jeg og tre andre var inde i en pinsekirke. Vi blev taget godt imod, og folk var rigtig venlige, men så gik gudstjenesten i gang, og folk de buldrede bare derudad og tungetale med høj lyd på, den fik ikke for lidt, jeg prøvede at sidde og opfatte, hvad det var, de sagde, men så opdagede jeg, at de andre tre var smuttet, og jeg tænkte, at det måtte jeg også hellere. Men lige da jeg rejste mig, var der en kvinde, der lagde hånden på min arm og sagde til mig: Du kommer tilbage – og det fik hun jo ret i.”

”Vi undersøgte også buddhisme, og jeg var faktisk buddhist i et par år, men det var ikke sådan noget, der rigtig gik ind, vi sad bare og mediterede lidt ude på en gård,” fortæller Maibritt.

Pilgrimstur til Indien

I den periode tog Maibritt og en af hendes veninder på en pilgrimstur til Indien. ”Vi boede på et kloster i en delstat, der hedder Bihar i det nordlige Indien. Det var et utrygt sted at være som kvinde. Der var en meget utryg atmosfære,” fortæller Maibritt, og da det var tid for hende og hendes veninde at komme videre på pilgrimsturen, skulle de køre fra klosteret til en togstation i en by, der lå lidt der fra. Toget kørte kun om aftenen, og der var bælgravende mørkt.

”Jeg véd, at Jesus findes, jeg véd,
at han går midt iblandt os,
og hvis vi kalder på ham,
så er han der med det samme.”

”Det var helt ude på landet, der var ikke biler eller busser eller andet, det havde vi slet ikke set i den tid, vi havde været der. Derfor skulle vi køre med en rickshaw (taxacykel, red.) fra klosteret og indtil togstationen. Det var jeg noget nervøs for, så inden vi skulle køre, gik jeg med en lille dreng ind i bederummet. Han viste mig en væg fyldt med alle de der guder, som de har, men der var et billede, der sprang mig i øjnene, og så sagde jeg, er det ikke…, og så svarede han, jo, det er Jesus. En stor profet.”

”Jeg pakkede mine ting og stillede mig ud foran klosteret. Der stod den rickshaw, vi skulle med, men rundt om den stod der 7-8 mænd og kiggede direkte på mig, og jeg kunne mærke, at det her det var ikke godt. Som buddhist havde det jo været nærliggende at bede til nogen af de buddhistiske guder om at hjælpe mig, men jeg tænkte bare: Jesus hjælp mig. Og lige i det jeg har sagt det inde i mit hoved, så kørte der sådan en stor hvid jeep op, og så sprang der en lille mand ud med et stort smil og spurgte, om vi skulle ind til stationen. Man kunne se med det samme, at han var en god mand. Det strålede ud fra ham. Vi skyndte os at springe ind og kom ned til stationen og kom videre,” husker Maibritt.

Så Jesus i en bog

Nogle år senere havde Maibritt en anden overnaturlig oplevelse, da hun læste til eksamen.

”Ved siden af min socialrådgiveruddannelse var jeg ved at læse lidt økonomi og skulle til eksamen, men jeg var overhovedet ikke klar. Jeg lå i min seng og var så ulykkelig over ikke at kunne finde ud af det, som jeg skulle til eksamen i. Jeg vidste, at det ikke ville gå godt. Lige pludselig så jeg Jesus’ ansigt i min eksamensbog, og så sagde han: Jeg elsker dig. Det var bare lige hurtigt, så var han væk igen. Så rejste jeg mig op og ringede til skolen og sagde, at jeg ikke kom til eksamen, det kunne være lige meget. Men jeg tog det ikke ind. Jeg blev ikke kristen.”

”Jeg var ikke i tvivl om, at det var Jesus, for det var meget tydeligt, men jeg tog det bare sådan, at nåh ja, jeg så ham lige, og han fik mig til at komme videre, men jeg blev ikke kristen. Jeg tænkte vist ikke rigtigt noget. Det var bare en fin oplevelse. Sådan nogle små oplevelser har der været, hvor Jesus har forsøgt at gøre opmærksom på sig selv – men han var åbenbart nødt til selv at troppe op, før jeg forstod det,” siger Maibrit med et grin.

Husker tydeligt hans udseende

Maibritt husker stadig tydeligt, hvordan Jesus så ud, og hvordan han var, da hun mødte ham i 2012.

”Han kom bare sådan helt stille og roligt. Han så på en måde ikke imponerende ud, almindelig størrelse, han havde det der hvide tøj på, en kjortel, et eller andet bælteværk om livet, og så sandaler. Han var ret bleg i huden, hans hår var halvlangt, lidt kommunefarvet og en lille smule krøl i. Han havde ikke rigtigt fuldskæg, men en lille antydning af skæg. Hans øjne var helt mørkegrå, som bare lyste som en ild, og så de der helt hvide tænder og egentlig ret fine træk i ansigtet, lidt feminine træk. Hans hænder, de var stærke, men det var ikke en stor smedehånd, det var sådan lidt fine fingre,” husker Maibritt.

Det er meget usædvanligt at møde Jesus fysisk på den måde, som du beskriver, at du gjorde, hvor han kommer og sætter sig på din seng, og du kan mærke tyngden. Mange vil blive skeptiske. Hvordan har du det med det?

”Det var netop det, der holdt mig tilbage tidligere. Jeg var bange for de der reaktioner. Men nu har Gud modnet det i mig, jeg er ligeglad, og så må folk tænke, hvad de vil. Jeg véd, at jeg har haft den oplevelse. Jeg kan ikke svare dig på hvorfor. Man kan jo også sige, hvorfor skulle jeg finde på det? Hvis jeg ville finde på en historie, så havde jeg da fundet på noget andet,” siger Maibritt og griner.

Kan det ikke også være, at du bare har haft et syn, som du så har opfattet som et fysisk møde? Er det vigtigt for dig, at han var der fysisk?

”Ja, det er vigtigt for mig, at han var der fysisk. Jeg har før haft oplevelser med syn, hvor han bare lige har været der lynhurtigt, og det havde ikke rigtig flyttet mig. Jeg oplevede, at han var der fysisk. Jeg kunne se ham, hans tøj, håret, hans ben. Hvis jeg havde lagt en hånd på ham, havde jeg kunnet mærke ham, men det gjorde jeg desværre ikke. Men de der øjne, hans smil, og den latter, der var kun kærlighed i den latter og kun kærlighed i de øjne.”

For Maibritt er der en pointe, som det er særligt vigtigt for hende at fortælle til alle, der hører hendes historie: ”Det vigtigste er at fortælle, at han er her. Selv i den sværeste stund så er han her. Du skal bare blive ved med at søge ham, så skal han nok vise sig, men han gør det, som det passer bedst til dig,” slutter Maibritt.