Det store vand

Jeg er egentlig ikke vild med det store vand. Der er noget ukontrollerbart over de mørke og kolossale dybder. Godt nok er det skønt med frisk havvind, og hjertet kan løftes ved at skue ud over en blå horisont. Men der er nu også noget overvældende over det.

Livet kan sammenlignes med en sejlads på det store vand. Vi er i en lille livsbåd på det store livshav. Det er skønt og stort og lidt angstprovokerende. På livshavet kan det skvulpe sødt mod skibssiden på en blikstille dag, hvor solen spejler sig i vandet. Men det kan også blæse op og storme og ruske i båden så man bliver helt søsyg og frygter for, hvad der kommer til at ske. Her er vi alle i ”samme båd”. En livssejlads er fyldt med glæder, når vi nyder friskheden og oplevelserne. Men kan også være udfordrende og sorgfuld, når turen byder os vanskeligheder.

Gud er med selvom det ikke føles sådan

Det var Jesus, der tog initiativ til sejlturen over søen, sådan som vi får det fortalt i Mattæusevangeliet. Jesus gik om bord i en båd, og disciplene fulgte ham. Hvis vi bliver i metaforen om livet som en sejlads, så kan denne lille detalje sige os to ting:

– For det første, at vi mennesker er villet af Gud. Han har sat vores livsrejse i gang. Han er den der skubber os afsted fra strandbredden ud i livet. Det er godt at vide sig villet af Gud.

– For det andet siger det os, at når det ramler, og vi står midt i livets storme, så er det ikke nødvendigvis, fordi vi er på afveje. Jesus og disciplene kunne være gået rundt om søen, men Jesus valgte søvejen, trods risikoen for storm. Måske vidste han endda, at det ville blive uvejr. Der vil komme storme i vores liv, også selvom vi følger Jesus og gør alt, hvad Gud siger til os. Vanskeligheder betyder ikke nødvendigvis, at vi er gået fejl.

Vejret kan skifte

Genesaret sø var berygtet for sine farlige kastevinde, som kom ned fra højdedragene. Vindene kunne skabe farlige og pludselige storme med virkelig høje bølger. Det var et sådant uvejr, båden med Jesus og disciplene sejlede ind i. Jesus var imidlertid blev træt og havde lagt sig til at sove. Det var kun naturligt efter arbejdet med de mange mennesker, der pressede på, for at han skulle bede for dem, udfri dem eller bare tale til dem. Det var først, da stormen tog til, at disciplene vækkede Jesus.

Jesus havde været der hele tiden i båden sammen med disciplene, men nu behøvede de ham. På samme måde er han med os i vores liv. Jesus er der hele tiden, også selvom vi ikke kan se eller mærke ham, også selvom han i vores optik sover lidt for meget. Han er der, og vi kan henvende os til ham. I mødet med stormen var disciplene langt fra rolige. De troede deres sidste time var kommet. De gjorde derfor det mest nærliggende og det helt rigtige: de henvendte sig til Jesus.

I mødet med stormen var disciplene langt fra rolige.
De troede deres sidste time var kommet.
De gjorde derfor det mest nærliggende
og det helt rigtige: de henvendte sig til Jesus.

’Hjælp, hjælp, vi går under’ er en stærk og indholdsmættet bøn. Den udtrykker nød, men også et håb om, at Gud kan hjælpe. Og Jesus greb ind. Han truede af stormen, og vandet blev blikstille. Naturen lystrede sin skaber.

Nærvær og almagt

Efterfølgende undrede folk sig. Hvem var han, der kunne være så træt, at han sov, mens stormen rasede omkring ham, men samtidig var så mægtig, at vind og bølge adlød ham? Og det er forunderligt, at Jesus var menneske og Gud på samme tid. Fordi han var et almindeligt menneske, kan han have medfølelse med os mennesker, og han kender til den hjælp, vi har brug for. Samtidig har han guddommelig kraft og kan dæmpe de storme, der kommer, når vi sejler på det store livshav.

Han er lige, hvad vi har brug for. Med Jesus i båden behøver vi ikke gå til i frygt for det store vand. Vi kan leve livet i tro på Jesus nærvær og hvile i, at han har al magt i himmel og på jord.

Søndagens tekst: Matt. 8, 23 -27

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig

23 Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24 Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25 Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!” 26 „Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille.

27 Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er den mand egentlig?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”

Teskten er fra Bibelen op Hverdagsdansk