Kirken i dag kan lære meget af kristnes møder med de første muslimer

Dagfinn Stærk har mange års baggrund som pastor og tilsynsmand i Den Evangelisk Lutherske Frikirke. I flere bøger har han været optaget af kirkefædrene og urkirken, og han henviser stadig til kirkens tidlige historie og trækker linjer til vor tid. Det gør han også i debatten om, hvordan kirken skal forholde sig til muslimer og islam, og nu er han på banen med bogen ’Ansikt til ansikt: Islam på kristen jord. En historie om erobring og dialog’.

”Jeg har et ønske om at vise, at vi har meget at lære af kristnes tidligere erfaringer,” siger Dagfinn Stærk. ”I bogen ser jeg på kristnes erfaringer den gang, muslimerne underlagde sig kristne landområder øst, syd og vest for Middelhavet. Jeg går tilbage til sværdets erobringer og undertrykkelse, til kristnes martyrium og til tider mod til kritik,” siger forfatteren, som har arbejdet med manuskriptet gennem de seneste fem år.

Har lært af ørkenboere

Islam opstod tidligt i 600-tallet og er baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer. ”Når jeg har studeret de kristnes reaktioner i mødet med de første århundreders muslimer, er der nogle personer, jeg føler, at jeg særlig har lært af. En af dem er ørkenboeren Johannes af Damaskus fra cirka år 700. Han var munk i Mar Saba-klosteret sydøst for Jerusalem. En dag hørte han en anden munk kalde muslimerne onde.

”Nej,” svarede Johannes, ”vi skal ikke kalde muslimerne for onde mennesker. Vi skal snarere elske dem og bede for deres omvendelse. Ja, lad os sætte pris på muslimerne, for de hjælper os til at holde os åndeligt vågne,” citerer Stærk, som påpeger, at kærlighed er en holdning, kristne skal have til alle, uafhængig af tro og livsførelse. ”Min holdning er derfor, at vi skal elske muslimerne. Ikke bare det store flertal, som lever fredelige liv, men også det lille mindretal, som reagerer med hadefulde ytringer og voldelige aktioner,” siger han.

Uforenelige religioner

Stærk henviser til Jesu ord i Bjergprædikenen: ”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Derved handler I som jeres himmelske fars sande børn.” ”Men alt er ikke dermed sagt. Det er afgørende, at vi ikke går på akkord med vor kristne tro. Der er klare forskelle mellem sand kristendom og islam, ikke mindst i synet på, hvem Jesus er, og hvad han har gjort, og de to religioner er derfor uforenlige som fælles trosgrundlag,” fremholder Stærk og henviser til, at det sekulære samfund gerne vil pege på lighederne mellem kristendommen og islam. Det samme gør dele af kirken.

”Men de kristne, som først mødte muslimerne, påpegede, at dette bare var ydre ligheder. På flere områder misforstår Koranen og muslimerne det kristne budskab. Det er med til at skabe åndelig uklarhed og forvirring,” mener Stærk. I bogen spørger han, om vi tør rette et ransagende blik mod os selv. ”Er vi blevet for tandløse? Hvad står vi for? Har vi egentlig en dyb overbevisning, som er vigtig for os, og som vi gerne vil dele med andre, også muslimerne? Han stiller også følgende spørgsmål: ”Ville Den norske Kirke fremdeles have eksisteret efter at have været underlagt muslimsk styre i 1400 år? Og ville de norske frikirker have gjort det?”

I 2010 var Dagfinn Stærk selv i Syrien, Johannes af Damaskus’ hjemland. Han siger, at de historiske kirker, som har været underlagt muslimsk styre, har meget at lære os i dag. ”Under mit Syrien-besøg mødte jeg blandt andet en biskop, som havde boet nogle år i Sverige. Når han sammenlignede kirkerne i Skandinavien og Syrien, sammenfattede han det med ordene: ”Hos jer ændrer kirken stadigvæk sin liturgi – og jeres kirker er tomme. Hos os har kirken haft den samme liturgi i mange hundrede år – og vore kirker er fulde.”

Fravær af kristen tro

Dagfinn Stærk mener, at vi bør tænke over det, den syriske biskop sagde. ”Er det synd for de kirker, der lever i muslimske lande som små øer i muslimske omgivelser?” spørger Stærk. Han mener, at disse kirker nok kan have brug for støtte og hjælp udefra, men spørger også, om det ikke er mere synd for os, som lever i lande, hvor kirkerne officielt støttes af myndighederne, mens den kristne kultur smuldrer.

”Er vi blevet for tandløse? Hvad står vi for?
Har vi egentlig en dyb overbevisning,
som er vigtig for os, og som vi gerne
vil dele med andre, også muslimerne?”

”Problemet er ikke først og fremmest, at muslimerne har en offentlig fejring af eid ved slutningen af fastemåneden ramadan, men at kristen tro og praksis er mere og mere fraværende og uden betydning i det offentlige liv.” Mange er bange for muslimerne. Hvad, vil du sige, er ”islams sande ansigt”? ”Islam har forskellige ansigter. Mit svar er derfor, at det er et blindspor at spørge på den måde. I bogen har jeg heller ikke været optaget af at finde frem til ”den egentlige islam”. Det ser jeg ikke som min opgave. Men jeg er optaget af, hvordan troende muslimer er i praksis. I bogen skildrer jeg historier om respektfuld dialog og samarbejde, men også om modstand og forfølgelse. Ikke mindst det, at kristne har måttet leve som andenrangs borgere, kaldt dhimmi.”

Hvis muslimer i et vestligt samfund skulle gå fra at være en lille minoritet til at blive en majoritet, vil islam da blive mere autoritær og mindre tolerant overfor kristne og sekulære? ”Jeg lader spørgsmålet hænge der uden at konkludere. Men i flere europæiske lande, i byer og bydele er dette utvivlsomt aktuelle problemstillinger.”

Guds kærlighed forvandler

Dagfinn Stærk fortæller om en tidligere muslim, som sagde, at selv om Koranen både taler om at elske Allah og om Allahs kærlighed, oplevede han den kristne guds kærlighed som helt anderledes.
”Konvertitten sagde, at Jesu budskab om at elske sine fjender var det, som til sidst satte ham fri. Det betød ikke længere noget, hvem der var venner eller uvenner. ”Jeg skulle elske dem alle sammen. Og jeg kunne have et kærligt fællesskab med en Gud, som ville hjælpe mig til at elske andre,” sagde han.

Stærk lægger vægt på, at man ikke bør være afvisende og fordomsfuld eller sprede usandheder og unødvendig frygt, men hellere skal søge kontakt med muslimer.
”Vi bør afvise islam som ideologi, men samtidig vise kærlighed mod den enkelte muslim,” slutter Dagfinn Stærk.