”Nogle lovsange er en profetisk lovsang til kirken”

Mange kristne i Danmark har formodentlig hørt om Arvid Asmussen, som er fuldtidsansat lovsangspræst i Silkeborg Oasekirke. Gennem to årtier har Arvid været lovsanger, lovsangsleder og sangskriver. Han har skrevet nye danske lovsange og arbejdet med at træne og oprejse nye til lovsangstjeneste.

Nogle kristne beskriver lovsangstjenesten, som den, der går forrest i den åndelige kamp. En kamp, som Arvid for tiden hovedsageligt oplever, handler om, hvorvidt hjertet er vågent og ikke sløvt. Som lovsangsleder oplever han jævnligt at mærke sløvhed i sig selv, mens han leder lovsang. Når han fornemmer dette, tænker han, at det kan handle om, at der er flere i kirkesalen, som oplever noget lignende.

”Når det sker, får jeg lyst til med allerstørste mildhed at ruske i forsamlingen og også ruske mig selv og sige: Jesus er lige her, min sjæl, pris Herren,” siger Arvid med henvisning til et citat fra Salmernes Bog 103, 1-2 i Det Gamle Testamente, hvor der står: ”Min sjæl pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl pris Herren, glem ikke hans velgerninger.”

Arvids egen tid med Gud

For Arvid er det vigtigt at bruge tid hver dag på et tilbede Gud, og han sammenligner det med en helt almindelig ting fra hverdagen. ”Jeg børster tænder hver dag uden at spørge mig selv, om jeg skal det. Det gør jeg, fordi det er noget, jeg ved, der er godt for mig. Sådan er det også med lovsang. Det er for mig både en disciplin og en god vane.” Om morgenen bruger Arvid tid på at læse i Bibelen og på at bede. På sin fridag, der er mandag, går han typisk i skoven. Her synes han, det er let at komme til stede i nuet og det føles let at bede. Det giver ny energi.

Som så mange andre kristne længes Arvid også efter et dybere fællesskab med Gud. Hans erfaring er, at når han lovsynger Gud, uanset om han oplever overskud til det eller ej, så gør Gud sådan, at det bliver let at møde ham i lovsangen. ”Når jeg får en længsel efter Gud og rækker ud efter ham, er det i virkeligheden startet med, at Gud længes efter mig og har rakt ud efter mig. Lovsang er en åndelig vej for mig, som jeg går for at møde Gud.”

En god lovsang

Arvid har skrevet mange lovsange gennem tiden, og mange af dem har vundet stor udbredelse i Danmark og bliver sunget i mange kirker. Når man har skrevet så mange sange, som Arivid, kan det være en udfordring at blive ved med at formulere sig på en ny måde. ”Som sangskriver kan man ikke nødvendigvis på forhånd vide, om den sang, man skriver, bliver god. Jeg prøver i hver ny lovsang at skrive noget, som jeg synes er nyt og friskt. I sangen ’Katedral’ synger man, ”jeg er lille på den gode måde”, det, synes jeg, var en pudsig vending og en finurlig melodisk frase. En bibelsk pointe sagt med et anderledes og forfriskende sprogbrug.”

En god lovsang starter for Arvid ofte med nogle ord fra en prædiken, fra Bibelen eller fra en bøn. Han tygger lidt på ordene og tumler med dem. Når han skriver sange, tænker han over, om teksten sætter ord på noget, som han mener, vi skal synge i kirken. Ifølge Arvid, er der lovsange, som er Gudgivne ind i tiden. Sådanne sange kan udtrykke en side af Guds karakter, som vi i kirken har brug for at fokusere på, eller som skal vise os en retning, vi skal gå.

”Når jeg ser tilbage til 2008, hvor jeg skrev en sang ud fra salme 8 i Bibelen om menneskets værdighed, kan jeg se, at det var en profetisk lovsang til kirken. Jeg oplevede, at der var en væsentlig pointe i sangen; at vi i kirken fik fokus på at tale sandt om menneskets værdi. Ved at give mennesket ære og værdighed, gav vi også Gud ære, som har skabt mennesket.”

Falsk ydmyghed

For Arvid er det vigtigt, at der bliver talt sandt om menneskets værdi. I den forbindelse nævner han begrebet “falsk ydmyghed.” Et begreb som mange bruger, også kristne, og som vi sandsynligvis forklarer ret forskelligt. Arvid forklarer det blandt andet med en reference til C.S Lewis, som sagde: ”Ydmyghed handler ikke om at tænke mindre om sig selv, men om at tænke mindre på sig selv”. En kristen udgave af den falske ydmyghed kan ifølge Arvid opstå, hvis vi efterlever Jantelovens pointe om, at vi ikke skal tro, at vi er noget. I kristne kredse kan dette formuleres på en tilsyneladende from måde, fx ved at sige noget i retning af, ”at vi er syndere og ikke er værdige”, men det giver et skævt billede, mener Arvid.

”Der er mere til vores identitet i Kristus, end at vi er uværdige syndere,” siger Arvid smilende, og på spørgsmålet om, hvorvidt vores identitet som kristne er, at vi er syndere, eller at vi er hellige, svarer Arvid: ”Jeg tror, at vores identitet er begge dele, vi er syndere og vi er hellige. Det er let for mig at se min syndige natur, fordi jeg gerne vil Gud samtidig med, at jeg mærker en modstand imod Gud. Det er jo, hvad synd er. Synd er dybest set, at jeg ikke lever i fællesskab med Gud, at der er en afstand til Gud – en afstand som bor hos mig, for Gud er trofast, og han vil gerne mig.”

For Arvid kan modstanden blandt andet komme til udtryk ved den daglige overvindelse i at vende om til Gud. ”Min almindelige tilbøjelighed er at leve for mig selv, tænke på mig selv og koncentrere mig om mig selv. Vi skal dagligt omvende os til Gud, hvilket jeg tænker er menneskets bevægelse hen imod Gud. Omvendelse og overgivelse til Gud er lidt to sider af samme sag,” siger Arvid og refererer til et citat af Luther: ’Synd er at være indkroget i sig selv, kun kunne se sig selv, fokuseret på sig selv, synd er at være selvoptaget’.

”Der står i Bibelen, at kærligheden ikke søger sit eget, og når vi søger Gud, falder vi også på plads i os selv. Den modsatte vej rundt, virker det ikke,” siger Arvid. Han fortæller om en af sine nyeste sange ’Jeg er til rådighed for dig’, hvor omkvædet lyder: ”Jeg vender mig om, lægger mit skjold. Løfter mit blik. Vis mig dit ansigt”. Skjoldet symboliserer vores parader og ønsket om at beskytte os selv. Ved at række hænderne op i luften kan vi med vores krop udtrykke overgivelse til Gud og længslen efter ham, hans vilje og hans veje, mener Arvid. Ifølge Arvid kan menighedens fællesskab være en stor hjælp og opmuntring for den individuelle omvendelse og overgivelse til Gud.

Lovsang åbner for det profetiske

Arvid beskriver det profetiske som Guds ord plus timingen for, hvornår det deles. “Det er, når de universelle sandheder i Bibelen siges på en måde og på et tidspunkt, hvor de beskriver den tid, vi er i, eller den situation, som vi er i,” siger han og tilføjer:

”Jeg elsker at arbejde i det rum, hvor det profetiske flyder frit, hvilket vi ofte oplever i Silkeborg Oasekirke. Jeg oplever, at når vi giver os selv til Gud i lovsangen, giver han også sig selv til os.”
For Arvid er det profetiske en gave fra Gud, som han gerne vil være med til at ære, men det er også vigtigt at bevare ydmygheden, siger han. “Det gør vi blandt andet ved ikke at være for hurtige til at definere, at noget er fra Gud. Når Gud åbenbarer sig i det profetiske, er det som oftest i form af invitationer til os. Det er vigtigt, at vi har en ydmyghed omkring, at vi kan have hørt fra Gud, men vi kan også have taget fejl.”

Forfatterskab og ny bog

Arvid voksede op som den ældste i en søskendeflok på fire. Familien var en musikfamilie og var en del af i indre mission i København. Arvid har været i Silkeborg Oasekirke siden 2019, og før det var han en del af Aarhus Valgmenighed, hvor han også mødte sin hustru Elise. Parret har været gift i 18 år og har tre børn. Arvid begyndte som trommeslager, men lærte senere at spille guitar, fordi han dermed også kunne blive lovsangsleder.

For nogle år siden udgav han bogen ’Historier og sange – om det bedste og det værste’, som tager udgangspunkt i hans sangtekster, og som uddyber fortællingerne bag sangene. Lige nu arbejder Arvid på en bog om at være lovsanger og om at være et menneske, der dagligt må vende sig om til Gud. Efter planen udkommer bogen i efteråret 2025. Arvid har medvirket i en lang række lovsangsalbums og har selv udgivet ’Hører du min sang’ (2010), ’Nye salmer fra dagligstuen’ (2013), ’Vers for vægtere’ (2016), ’Made and saved for the light’ (2018) og ’Katedral’ (2022).